Sælfangst er grundlag for eksistens

Med en udbetalt socialhjælp, der beløber sig til under 600 kr. hver anden uge, og i en by, hvor et æble f.eks. koster 10 kr., er fangst, især på sæler, en livsnødvendighed.

Ja, der er sæler, som især i den meget kolde periode bliver fanget i net, og ja, jeg ville ikke ønske en sådan død, men det er en af måderne at gøre det på, hvis man som grønlænder vil have noget at spise. Det er gjort i århundreder, det er deres kultur, og skindet er et biprodukt. I salg giver et godt skind en fanger ca. 250 kr., for hvilke han kan købe fiskegrej, så han kan gå på fjorden med sin 200 m lange line og forsøge at fange lidt torsk gennem et lille hul i isen.

Somme tider kan det tage hele dagen at fange fisk nok til familien. Der findes flere grønlændere, der ikke er fangere, og som spiser sæl, end der er fangere. Det virker som om, der sidder nogle i EU-Kommissionen med en pose ”blandede bolsjer” og lige nu synes at ville se, om der er noget ”at hente der”.

Det er der ikke, grønlænderne får bare endnu større problemer, end de har i forvejen, hvis man begynder at diktere dem, hvordan de skal fange deres mad, og om de må sælge deres produkter eller ej.

Fingrene væk! Giv dem dog fred til at gøre det, de altid har gjort, og til det, der er deres eksistensgrundlag.