Leder: Licens til sex
MENNESKEHANDEL ER en vederstyggelighed. Derom kan der ikke herske tvivl.
Menneskehandel fører i en række tilfælde til, at kvinder tvinges til prostitution.
Disse to omstændigheder - menneskehandel og tvungen prostitution - fører til begrebsforvirring og mærkelige forslag hos velmenende mennesker, der har det til fælles, at de er teoretikere uden målelig sans for det virkelige liv.
•En række duksede politikere og menneskerettighedsorganisationsfolk beflitter sig således fortløbende med tanker om at kriminalisere de mennesker, der køber seksuelle ydelser. Ved at vende problemstillingen i forhold til kvindehandel og tvungen prostitution på hovedet når disse meningsmagere det resultat, at det er de mennesker, der helt lovligt køber seksuelle ydelser, der skal løse problemerne med menneskehandel.
Senest har vicedirektøren hos Institut for Menneskerettigheder, Birgitte Kofod Olsen, i dagbladet Politiken slået til lyd for, at alle prostituerede i landet skal udstyres med en licens fra staten. Hver enkelt prostituerede skal godtgøre, at prostitutionen er frivillig.
•Hvis kvinden er tvunget til prostitution af menneskehandlere eller andre bagmænd eller f.eks. er tvunget på grund af misbrug, kan hun ikke få licens til at falbyde seksuelle ydelser. Ifølge vicedirektøren for Institut for Menneskerettigheder skal hver enkelt sexkunde sikre sig, at handelspartneren har licens. Er formalia ikke i orden, skal kunden kunne straffes.
Forslaget skal nok være båret af tankens renhed og vilje til at redde menneskeheden fra alverdens ondskab. Men, som også organisationer som Sexarbejdernes Interesseorganisation og Seksualpolitisk Forum, der har et mere jordnært forhold til virkeligheden, gør opmærksom på, så er det håbløst naivt og uigennemførligt.
Dertil kan man føje: hvorfor i alverden er det mennesker, der indgår en lovlig handel, der skal afsløre menneskehandlere og bagmænd?
Den slags har vi politi og anklagemyndighed til.