KORT SAGT
Indskydergaranti bør sættes op En indlåner i en bank er garanteret et indlån på indtil 300.000 kr. ifølge Garantifonden. Senest, der er sket en ændring af dette beløb, var i 1995, hvor det blev hævet fra 250.000 kr. til 300.000 kr. Tages hensyn til inflation, skal de 300.000 kr. hæves til omkring 425.000 kr. i 2009.
Det er Finanstilsynet, der udsteder bekendtgørelsen vedrørende Garantifonden. Finanstilsynet bør øjeblikkeligt hæve indskydergarantien til 425.000 kr.
Klaus Flemløse
Vingen 19, Ålsgårde
Den politisk ukorrekte virkelighed
Ifølge studiechef på Københavns Universitet Jakob Lange skyldes årets lave søgning til landets uddannelsesinstitutioner blandt andet, at mange unge ikke gider tage en uddannelse, »når de nemt kan få et godt betalt job uden«, (jp.dk 16/7). Det betyder i klartekst, at det for mange unge i Danmark ikke betaler sig at tage en uddannelse, fordi lønspredningen mellem uddannet og uuddannet arbejdskraft efter skat er lavere end i resten af verden. Tak til Lange for at beskrive den politisk ukorrekte virkelighed, så godt det nu kan lade sig gøre som offentligt ansat.
Michael Sandfort
Sparresholmvej 13, Brønshøj
Forklaring udbedes
Forsørgelseskontrakter fra pårørende til familiesammenførte. Hvilken betydning har de? Rådmand i Århus Dorthe Laustsen har brugt sit lokale embedsværk til at beregne de landspolitiske konsekvenser af et stigende antal ældre familiesammenførte med forsørgelseskontrakt. DL har fundet ud af, at denne persongruppe får ca. 3.000 kr. mindre om måneden i offentlig støtte end andre, og den vil som følge deraf slæbe Danmark for menneskeretsdomstolen. Hvordan kan personer, der har fået ophold i landet mod forsørgelseskontrakt fra familiemedlemmer, få offentlige ydelser på ca. 150.000 kr. årligt?
Leif Jansson
Møllegårdsparken 30, Solbjerg
Underlødig journalistik i JP
Agurketiden er over os - avisen er tynd. Men derfor behøver Jyllands-Posten ikke at servere underlødig journalistik. Vi har i flere dage fået leveret hele sider med uappetitlige skildringer af en del af dansk ungdoms rejser med alkohol-ekspressen til Lloret de Mar. Føj. Lad dog andre aviser om den slags skriverier. Jyllands-Postens læsere forventer en mere sober linie.
Alice Lorenzen
Nyborgvej 12, Kolding