Gustav Husaks Danmark

<p>PÅ MINE formålsløse, og derfor oplevelsesrige, vandringer i det indre København er en foruroligelse for nylig blevet vakt i mig. <br></br></p>

Jeg synes, at det er et stykke tid siden, jeg har set de mennesker, som mere end noget andet giver turene mening og karakter.



Hvor er I blevet af ?



Sanger-Søren, Den ranglede neger, 2 kroner-manden, Krykke-dribleren og Zylofon-tyklingen er en håndfuld af dem, jeg tænker på.



Jeg taler ofte med dem og tør derfor sige, at deres uforudsigelige tilværelse giver dem rundt regnet lige så mange lyse og mørke timer som deres medborgere i middelklassefamiliedanmark.



Vel er de unormale, i betydningen uden for normen, men deres liv helt uden pensionsordninger og kreditforeningsmæssige dispositioner forekommer mig ganske meningsfyldt.



De har deres personlige sejre og identitet uden at være en del af arbejdsmarkedet.



Et arbejdsmarked som alligevel aldrig vil kunne afrette dem til effektive bruttonationalprodukt-forøgere.



Pakker de fuglefrø?

Men netop i denne problematik ligger årsagen til min foruroligelse.



Er alle disse mærklinge forsvundet fra gadebilledet, fordi de nu pakker fuglefrø i en tvangsaktiveringslejr ?



Måske i et meningsløsheds-fællesskab med nogle af landets mest talentfulde kunstnere, musikere og digtere.



Mennesker som heller aldrig kommer til at ”matche med erhvervslivet”, og som i andre tider, med overskud til lidt åndelig laissez faire-holdning, ville få fred og økonomisk grundlag til at give os alle sammen de oplevelser og underlige indsigter, vi slet ikke kan undvære.



Men hvis mine bange anelser er rigtige, at gadens gøglere er blevet færre, kan årsagen også være et andet mondænt fænomen i tiden:



Jævnligt overfaldes outsiderne i nattemørket af ressourcestærke unge mænd på vej hjem fra cafeerne.



Herregud forklarer de sig, ”det var jo ikke andet end en socialnasser”.



En sådan adfærd tager anstændige erhvervsaktive danskere naturligvis afstand fra.



De utilpassedes liv skal ikke smadres ved brug af gemen vold.



Det gøres i stedet næsten usynligt, meget pænere og langt mere effektivt gennem demokratiske beslutninger i Folketinget.



Nogle af disse beslutninger hedder kontanthjælpsloft, startydelse, 300-timers regel og tvangsaktivering.



Hensigten med det hele kan sammenfattes under ét ord: Normalisering.



Småborgerlig ensretning

Denne triste skæbne er ikke kun tiltænkt Christiania.



Dette verdensberømte sted står blot først for skud, fordi det er det mest synlige symbol på et liv med andre normer, på godt og ondt, end Claus Hjort Frederiksens punkt og prikke-samfund.



Regeringens plumpe chefideolog er Danmarks svar på Gustav Husak.



Mange har sikkert for længst glemt denne anden fantasiforladte ensretter.



Han blev, efter nedkæmpelsen af Prag-eksperimentet i 1968, indsat som kommunistpartiets førstesekretær for just at »normalisere det tjekkoslovakiske samfund og genoprette partiets autoritet på alle samfundsområder«.



Men er det ikke helt i skoven at sammenstille en demokratisk valgt liberal politiker med en kommunistisk diktator?



Jeg må straks tilstå, at jeg ikke selv kan tage æren for at have opdaget en slående lighed, hvor man mindst skulle forvente at finde den.



Den antiautoritære forfatter Per Smidl, som både har levet i Tjekkoslovakiet og på Christiania, har ganske overbevisende påpeget lighederne mellem kommunistisk og småborgerlig ensretning.



Kom nu, Sanger-Søren

Alfa og omega i Husaks Tjekkoslovakiet og i Hjort Frederiksens Danmark er et dybfølt ønske om at umuliggøre enhver unormal livsførelse.



I tidens særdeles borgerlige Danmark defineres det normale naturligvis anderledes end i det kommunistiske Tjekkoslovakiet, men mange herboende flygtninge fra Østeuropas tidligere diktaturstater oplever normaliseringshysteriet her som lige så personlighedskvælende som det, de kom fra.



Og så længe der på Christiania, eller et andet sted i landet, findes få unge, der ikke drømmer om en fremtid som aktiehandlere, er normaliseringen i Danmark ikke fuldført.



Men jeg sætter nu alligevel min lid til modstandsstyrken hos Sanger-Søren og Den ranglede neger.



I længden vil Claus Husak Frederiksen-mentaliteten ikke kunne endimensionere enhver eksistens i Danmark.



Regeringens plumpe chefideolog er Danmarks svar på Gustav Husak. Mange har sikkert for længst glemt denne anden fantasiforladte ensretter.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen