Kronik: Enke i 62 år efter en helt

De fleste Berlin-farere kender Berliner Filharmonikernes smukke koncertsal ind mod Tiergarten, hvor Herbert von Karajan succesrigt svang dirigentstokken i mange år. Mindre kendt er Bendlerblock, som ligger godt et stenkast væk.

Under krigen husede de grå bygninger OKH (hærens overkommando), hvor oberst Claus Schenk Graf von Stauffenberg sammen med sine medsammensvorne blev henrettet sidst på aftenen 20. juli 1944 efter deres forgæves forsøg på at fjerne Hitler fra denne verden.



Drevet af deres samvittighed brød officerne deres troskabsed til Føreren. Stjernedirigenten, derimod, forblev til det sidste en af Hitlers kunstneriske lænkehunde.



»Det er på tide, at der bliver gjort noget. Den, der vover at gøre noget, må ganske vist være sig bevidst, at han sikkert vil indgå som forræder i den tyske historie, men undlader han at handle, så vil han være en forræder over for sin egen samvittighed,« står der med et Stauffenberg-citat på den prunkløse mindesten i gården, hvor han blev skudt mindre end to måneder efter invasionen i Normandiet, som fjernede de sammensvorne officerers mulighed for at påvirke regeringerne i USA og Storbritannien til at indgå en form for fred.



Kort før attentatforsløget var den 36-årige oberst, der i ørkenkrigen i Nordafrika havde mistet det ene øje, en arm og blot havde tre fingre tilbage på den anden, kommet en smule i tvivl.



Han spurgte derfor generalmajor Henning von Tresckow, den af de medsammensvorne, han havde mest tillid til, om det stadig gav mening at dræbe Hitler. Tresckows svar var ikke til at tage fejl af: »Attentatet på Hitler må gennemføres for enhver pris. Skulle det ikke lykkes, må statskuppet trods alt forsøges. For det er ikke mere det konkrete mål, der er afgørende, derimod at den tyske modstandsbevægelse ved at sætte livet ind over for verden og over for historien har vovet det afgørende kast. Ved siden af det er alt andet ligegyldigt.«



Selv erklærede Stauffenberg: »Nu drejer det sig ikke om Føreren, ikke om fædrelandet, ikke om min kone og mine fire børn, nu gælder det hele det tyske folk,« hvad for ham var ensbetydende med det tyske folks ære i forhold til den øvrige verden.



Efter attentatforsøget truede Himmler med at udrydde hele familien Stauffenberg. Det lykkedes dog Stauffenbergs enke, Nina Schenk Gräfin von Stauffenberg, og deres fem børn at komme igennem resten af krigen med livet i behold. Det femte barn, datteren Konstanze, blev født i fangenskab i januar 1945.



I foråret udsendte den nu 63-årige Konstanze von Schulthess en biografi, der er blottet for sentimentalitet, om sin mor, der døde i april 2006, næsten 93 år. I 62 år overlevede hun sin mand. Som de andre enker efter de henrettede officerer giftede hun sig aldrig igen.



Hendes mands idé- og forestillingsverden kendte hun, men blev aldrig indviet i de konkrete planer. Jo mindre hun vidste, jo bedre var det for hende, mente han. Aftenen før attentatet forsøgte han at ringe til hende, men der var ingen telefonforbindelse. »Jeres far har gjort en fejl, derfor har man skudt ham,« fortalte hun den 21. juli sine to ældste børn på 10 og 8 år.



En nødløgn, for hun var overbevist om, at børnene ville blive forhørt. Forsvarede de deres far, ville de som barn af en forræder være i endnu større fare. For en sikkerheds skyld fortalte hun dem også, at »forsynet beskyttede vores elskede Fører«, samtidig fik de at vide, at hun ventede sit femte barn.



Før attentatet havde hendes mand indskærpet, at hun skulle forholde sig uvidende, hvis attentatet mislykkedes. »Det vigtigste er, at en af os beholder børnene,« fortalte han. Overlevelsesstrategien var klar: »Jeg skulle spille den dumme lille husmor med børn og bleer og snavset vasketøj.«



To dage efter kom Gestapo og hentede hende på familien Stauffenbergs slot Lautlingen i Baden-Württemberg. Hun blev ført til Gestapo-hovedkvarteret i Prinz-Albrecht-Strasse i Berlin og senere anbragt i et fængsel ved Alexanderplatz. Hun havde ingen anelse om, hvad der var sket med hendes fire børn og svigermor. Hun var også dybt bekymret for sin mor, Anna von Lerchenfeld, der boede i Bamberg.



Under forhørene udleverede hun kun navne og oplysninger, som hun vidste Gestapo havde i forvejen. Efter tre ugers forløb blev hun overført til kz-lejren Ravensbrück. Hun blev sat i isolation, men som gravid fik hun lidt bedre forplejning end de fleste andre fanger.



De eneste, hun kunne tale med, var de fanger, som bragte maden. En dag fortalte en af dem, at der var ankommet en ny fangetransport. Blandt dem var en Anna von Lerchenfeld - hendes mor, som senere døde i Stutthof. På intet tidspunkt fik hun mulighed for at se end sige tale med moderen.



Alle medlemmer af familien Stauffenberg var blevet taget af Gestapo. Først efter krigen fandt hun ud af, at hendes børn var anbragt på et børnehjem i Harzen, hvor de boede under falsk navn.



Selv var hun overbevist om, at hun ville blive dræbt, når barnet var født, og hvad ville der så blive af det og de andre børn? På et stykke brunt papir fik hun nedskrevet, hvad der skulle ske, hvis hun døde. Hvad den nyfødte skulle hedde, og hvem der skulle tage sig af børnene.



I januar 1945 blev hun overført til et svangerskabshjem ved Frankfurt an der Oder, stadig under tæt bevogtning af Gestapo, hvor hun fødte sin datter. Da russerne nærmede sig, blev hun og den nyfødte flyttet til en klinik i Potsdam. Den lille var var syg og lige ved at dø.



Den 12. april 1945 blev fru Stauffenberg og hendes barn anbragt i et tog og sendt syd på sammen med deres fangevogter. ”Flyvende standret” var det første skilt, hun så på en bil. Ved siden af hang soldaterlig i træerne. Rejsen var uden adresse, og hun var udmattet af endeløse vandringer på vejene. På et tidspunkt nægtede hun at fortsætte den planløse odyssé, fangevogteren gav efter og forlod hende og det syge barn.



Efter mange uhyrligheder lykkedes det hende at komme i kontakt med nogle slægtninge. Mange troede, at hun var død i Ravensbrück. Selv havde hun kun én ting i hovedet: at finde børnene.



Senere viste det sig, at en af familiens venner havde fundet dem i en lille by i Harzen. Borgmesteren, der netop var lukket ud af en kz-lejr, holdt en flammende tale for dem med hovedbudskabet: »I kan være stolte af jeres far!«. Men hvorfor skulle de tro ham, når deres mor nogle måneder tidligere havde sagt, at deres far havde taget fejl og var en gemen forbryder?



Ikke overraskende gik der nogen tid, før de vænnede de sig til, at deres far ikke havde været en forræder, men en modig mand.



Selv gik Nina von Stauffenberg med enorm energi i gang med at skabe et liv som enlig mor med fem børn.



I de første efterkrigsår nød hendes mand og hans medsammensvorne ingen heltestatus i ind- og udland. Nazi-Tyskland havde beslaglagt deres besiddelser, og det krævede mange slagsmål med bureaukratiet, før de fik dem tilbage.



Først i 1954 talte forbundspræsident Theodor Heuss om »det andet Tyskland«. For mange tyskere vedblev de at være ”landsforrædere”, mens de for andre var en flok elitære, nationalistiske junkere, som ikke ønskede noget demokrati efter Hitlers død.



Nina von Stauffenberg fulgte debatten med en vis reserverthed, ofte også med en vis sorg. »Nej,« svarede hun på spørgsmålet om hendes mands offer havde været forgæves. »Og jeg gentager endnu engang: ”Jeg har aldrig tvivlet på min mand, hverken før eller senere.”« Om hendes skæbne været barsk? »Nåh, denne skæbne har jeg haft i snart 50 år. Så vænner man sig til den. Man tænker ikke på sin skrækkelige skæbne i 50 år.«



Over for historikere, der sætter en ære i at forsøge at revidere historien, var hun fuld af skepsis: »Såvel mennesker som begivenheder og udviklingen har deres egen dynamik. Jeg mistror enhver, der i dag åbenbarer mig noget nyt om Cæsar - han var ikke til stede!«



Skulle nogen stadig være i tvivl om, hvad der måtte være ”sandheden” om 20. juli 1944, så kan det anbefales at besøge Bendlerblock i Stauffenbergstrasse.



De nøgterne mindelokaler emmer af sandhed - sandheden om mennesker, der bevidst ofrede deres liv for at redde Tysklands ære. Både Nina von Stauffenberg og de andre enker var fuldgyldige deltagere i denne kamp.



Konstanze von Schultess: Nina Schenk Gräfin von Stauffenberg - Ein Porträt. (Pendo)

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen