Mulighed for nytænkning
LANDETS sygehuse har et underskud af sygeplejersker. Omkring 1.550 stillinger på sygehusene i Danmark står ubesatte, og ledigheden er 0,2 pct. Ingen anden faggruppe har så lav en ledighed.
En måde at løse arbejdskraftunderskuddet på kunne være at rekruttere udenlandske sygeplejersker. En metode, der kan betyde, at andre lande drænes for kvalificeret arbejdskraft. Ikke en alt for heldig situation for de drænede landes sygehuse - eller måske endog for Danmarks anseelse. Og lidt af en lappeløsning.
Dertil risikabelt at poste mange penge i en hvervekampagne og sprogundervisningsindsats, da der er tale om ekstraordinært mobile sygeplejersker, der ikke kan forventes at blive i Danmark permanent - af mange årsager.
Andre måder må tages i brug, og hvorfor ikke de mest nærliggende? Når det er svært at få ny tilgang af arbejdskraft, må arbejdsgiverne forsøge at holde på den, de har. Også længere end til 60-årsalderen. Der skal tilbydes fornuftige seniorordninger, der harmonerer med et familie- og fritidsliv og ønsket om en mere glidende overgang til en arbejdsfri tilværelse.
Driften og anvendelse af personaleressourcerne skal gennemtænkes kreativt.
Opgavedeling med nedbrydning af stive faggrænser er en klar mulighed.
Produktiviteten er steget på landets sygehuse med gennemsnitligt 2,0 pct. årligt fra 2003-2006. Mulighederne for yderligere produktivitetsvækst og forøgelse i sundhedsydelser uden indsættelse af flere ressourcer er næppe udtømte.
Mulighederne for omlægning fra stationær til ambulant virksomhed kan med ny medicinsk teknologi og viden intensiveres.
Investering i tidssvarende fysiske rammer og fokus på smidige patientforløb og kompetenceudvikling af personalet er nødvendig i den forbindelse.
Noget så basalt i forhold til at undgå dobbeltarbejde er en altid tilgængelig og opdateret elektronisk patientjournal.
En undersøgelse af produktiviteten på danske sygehuse viser, at der er betydelige forskelle i sygehusenes produktivitet.
Produktiviteten varierer med op til 51 pct. i forhold til den gennemsnitlige produktivitet i hele landet. Omkring 75 pct. af sygehusene har en produktivitet, der varierer med op til +/- 15 pct. i forhold til gennemsnittet (”Løbende offentliggørelse af produktivitet i sygehussektoren - Anden delrapport”, december 2006).
Arbejdet, ikke ansvaret
Produktivitetsgevinsterne er ikke høstet endnu - og med ny viden og teknologi kommer der hele tiden nye muligheder.
Sygeplejersker kan, med baggrund i deres autorisation, uddelegere dele af denne ret, men ikke ansvaret. Funktioner kan delegeres til f.eks. social- og sundhedsassistenter. Lad sygeplejerskerne få tid til at gøre det, de er gode til og det, som kun de kan gøre til gavn for patienterne. Pålæg dem ikke administrative opgaver og rutineregistreringer, som andre kan udføre.
Der bør efter en årrækkes ansættelse gives et fastholdelsestillæg til den enkelte sygeplejerske. Et tillæg, der kan tages med til et evt. andet ansættelsessted, da tillægget ikke er henvendt på fastholdelse på et givent sygehus, men i selve faget. Et tillæg for at arbejde på fuld tid kan også anvendes for at udvide arbejdskraftudbuddet.
Sygefraværet er betragteligt og må kunne nedbringes gennem nytænkning - dermed kan også brugen af dyre vikarbureauer reduceres. Et gennemsnitligt sygefravær på ca. en sygedag pr. måned er almindeligt. Lavt sygefravær bør præmieres.
Det er oplagt at organisere sig i større enheder, hvor personaleomsætning, vakancer og sygefravær ikke er så mærkbart som i små enheder. Det kan samtidig give værdifuld, tværfaglig viden.
Det er indlysende, at patienttilfredshed i høj grad har sit udspring i medarbejdertilfredshed.