Kronik: Danskhed i Sydslesvig

Jeg er sandt at sige begyndt at spørge mig selv, om værterne ved de danske årsmøder i Sydslesvig selv ved, hvad det er, de repræsenterer. Jeg er kommet til at tvivle på, at det danske mindretals ledelse ved, hvad det vil sige at være dansk, skriver dagens kronikør.

Jeg er kommet hjem fra det danske årsmøde i Sydslesvig i dårligt humør. Jeg synes, at mange i det danske mindretal er nogle underlige typer. Jeg er træt af at komme til møde med landsmænd syd for grænsen i den tro, at det er landsmænd, man møder, og så opleve at blive mødt af en hetz og en retorik, der svarer til Enhedslistens i Danmark.



Det er for så vidt overfaldet på Pia Kjærsgaard om igen. Det var ved det danske årsmøde i Flensborg i 2000, at hun på åben gade ved årsmødemarchen blev overfaldet af autonome og gymnasiaster fra Duborgskolen og måtte søge ly bag låsede døre for at undgå at blive slået ned eller det, der er værre, og hvor efterfølgende gymnasiasternes talsmand Stefan Seidler udspyede al sin ondskab på dansk tv og udtalte, at »den lille dame har nok lavet overfaldet selv for at fremstå som martyr«.




Pia Kjærsgaard var blevet inviteret til årsmødet, og hun kom for at bevidne sin støtte til landsmænd syd for grænsen. Men disse landsmænd var tydeligvis uden enhver sans for landsmandsskab og loyalitet. De var politiske ideologer, hvis forestillingsverden hører hjemme i en politisk korrekthed - svarende til, at Stefan Seidler siden er blevet folketingskandidat for Det Radikale Venstre og medlem af partiets hovedbestyrelse.



Og en dum drengs afstumpethed kan man måske bære over med. Men hvorfor blev han ikke sat på plads af de ledende i mindretallet? Hvorfor tog årsmødets ledere fra SSF og SSW ikke til orde og undskyldte over for Pia Kjærsgaard og gjorde det umisforståeligt klart, at man tog afstand fra en sådan afstumpet og ondsindet opførsel?




Jeg savnede allerede dengang en klar tale fra de danske ledere i Sydslesvig.



Denne begivenhed i 2000 førte til, at jeg blev Dansk Folkepartis repræsentant i Folketingets femmandsudvalg, idet Poul Nødgaard ikke ville have mere med Stefan Seidler & Co. at gøre, og jeg sagde ja til opfordringen om at indtræde i dette femmandsudvalg, der formidler den danske stats støtte til det danske mindretal, fordi jeg fra barnsben har vidst mig solidarisk med og forpligtet på de danske syd for grænsen. Det har også i de forløbne år været opmuntrende at møde danske sydslesvigere på vore forskellige ture rundt i landsdelen med udvalget - lærere ved de danske skoler, børnenes forældre, skoleforeningens utrættelige ledelse, menige landsmænd, for hvem det danske ikke blot er en hjertesag, men et eksistensspørgsmål.




Men hele tiden lurer den politiske korrekthed i vandskorpen dernede, og ved dette årsmøde oplevede jeg den i form af ondsindede beskyldninger i Flensborg Avis fra en adjunkt på Duborgskolen og ved mødet i Bredsted i form af en fanatiseret gymnasiastpige, der kun kom til dette møde for at udsprede propaganda á la Enhedslisten med de dertil hørende skældsord og beskyldninger.



Herregud, jeg dør ikke af at få råbt skældsord i hovedet. Jeg har oplevet det før. Men jeg finder det oprigtig talt upassende, at de ansvarlige for årsmødet ikke løfter røsten og sætter tingene på plads. Jeg savner klar tale fra Duborgskolens rektor. Jeg savner en umisforståelig besked fra årsmødets ledelse om, at det er det danske, det nationale, vi samles om ved årsmødet, ikke en ideologi fra Enhedslisten eller Det Radikale Venstre.



Jeg savner, at værterne slår fast, at gæsterne er velkomne.



Men jeg er sandt at sige begyndt at spørge mig selv, om disse værter selv ved, hvad det er, de repræsenterer. Jeg er kommet til at tvivle på, at det danske mindretals ledelse ved, hvad det vil sige at være dansk.



I årsmødeavisen af 8. juni 2008, Flensborg Avis' ledende artikel, hedder overskriften f.eks. ”Dansk og mangfoldig”. Denne overskift er talende for en selvforståelse, der i grunden er hørt op med at være dansk, for når man er dansk, er man naturligvis ikke samtidig mangfoldig. Det siger sig selv. Man er én ting. Man er dansk. Identiteten er ikke mange ting, hvis den ikke skal være pjat, men er alvor, og derfor er en sådan overskrift på lederen i Flensborg Avis udtryk for en rodløshed eller identitetsforvirring, som får én til at tvivle på, hvor megen mening der i grunden er i det hele.



I lederens tekst uddybes overskriften: »En række årsmødetalere understregede denne forskellighed og det faktum, at der er forskel på danskhed i Danmark og danskhed i Sydslesvig. Væsentligt er det i den forbindelse, som det i flere taler blev påpeget, at det er en ufravigelig del af den danske selvforståelse i Sydslesvig, at mindretalskulturen er mangfoldig. Det gælder såvel sprog som traditioner og det forhold, at mindretallet 365 dage om året påvirkes af mange andre elementer end rent danske.«



Ja, naturligvis er et dansk mindretal i Sydslesvig nødt til at forholde sig til den kendsgerning, at flertallet i landsdelen taler tysk, men derfor er den danske identitet naturligvis ikke mindre ensproget. Flertallets tyske sprog gør det vanskeligere for mindretallet at insistere på dansk som modersmålet. Men hvis dette fører til, at dansk defineres som ”mangfoldig” - ja, så er det ikke dansk mere.



Avislederens afslørende overskrift svarer til forsidens store overskrift, som hedder: ”Et dansk flerkulturelt mindretal”. Det er udtryk for samme kapitulation som lederen. Nej, et dansk mindretal kan ikke være flerkulturelt, hvis det er dansk, lige så lidt som en dansk identitet kan være ”mangfoldig”. Mindretallets danske kultur må forholde sig til den omgivende tyske på samme måde som en dansk identitet i Sydslesvig må se sin forskel fra en tysk identitet i øjnene, men derfor bliver dansk kultur jo ikke flerkulturel. Der kan være flere kulturer i Sydslesvig, javist, en tysk og en dansk, men dette ændrer ikke ved dansk kulturs egenart og særlighed.



Og hvis det gør, hvis dansk kultur i Sydslesvig bliver flerkulturel, fordi den er omgivet af tysk kultur, så er den angrebet i kernen og i færd med at blive overfladisk og tom, og så dør den som dansk kultur.



Der er noget grundlæggende galt i denne selvforståelse.



Jeg må tilstå, at jeg kan ikke konstatere denne begrebsforvirring eller rodløshed uden at komme til at tænke på reaktionen, da jeg på Klausurmødet på Jaruplund højskole i februar 2006 i al stilfærdighed sagde, at hvis genforeningshåbet ikke er det bærende i danskheden i Sydslesvig, så forvandles danskhed til folkedans og pædagogik og æstetik. Denne bemærkning var affødt af en udtalt bekymring for, at det danske sprog var vigende i de danske skoler. Men min bemærkning fik chefredaktøren på Flensborg Avis til at sende journalister til Kiel for at få CDU-politikere til at udtale deres forfærdelse over den slags uhyrligheder hos et dansk folketingsmedlem . . .



Det er samme chefredaktør, som nu skriver leder om ”dansk og mangfoldig”.



Og det er samme æstetiserende, ideologiske betragtningsmåde, der gør danskhed til noget rent overfladisk, og som derfor hetzer mod dem, der fastslår det selvfølgelige, at der er forskel på dansk og tysk, og at danskhed derfor er hverken flerkulturel eller mangfoldig. Skældsord møder os, når vi kommer til Sydslesvig og tror, at det er danskere, ikke ideologer fra Enhedslisten eller Det Radikale Venstre, vi besøger.



Men vi insisterer. Vi støtter danskheden i Sydslesvig, ikke en politisk korrekthed. Vi kommer til landsmænd syd for grænsen, ikke til meningsfæller eller partimedlemmer.



Men lad mig blot indrømme, at sydslesvigerne også fristes til sådanne overfladiskheder af dem, der i Danmark er den sydslesvigske danskheds officielle venner. Jeg taler om Grænseforeningen, hvis seneste linje i arbejdet er helt i overensstemmelse med lederen i Flensborg Avis. Det er samme Grænseforening, hvis nyeste motto hedder ”For en åben danskhed”. Og hvis udspil for nogle måneder siden handlede om at parallellisere skoleelever fra Frederiksstad i Sydslesvig med muslimske indvandrere på Nørrebro i København.



En Grænseforening, der vil nedlægge grænsen. En Grænseforening, der ikke forholder sig til et nationalt mindretal, men til begrebet ”mindretal”. Dette synes mig at være virkeligheden, når vi støder ind til kernen i sagen, og denne (u)virkelighed må naturligvis bidrage til at forvirre de sydslesvigere, der står i en udsat og vanskelig situation. Så fristes de til at opgive deres egentlige anliggende for i stedet at tilpasse sig ideologiske signaler. Så er sydslesvigerne sandelig ikke ”gammeldags”, men de er ”dansk og mangfoldig”.



Jeg mener, at tiden er inde til at få talt ud om tingene. Jeg mener, at det for både os danskere og det danske mindretal i Sydslesvig er nødvendigt at vide, hvor vi står, og hvad vi mener med det, vi siger.



Alternativet er en glidende udvikling henimod opløsning og selvudslettelse. Nej, vi er ikke mangfoldige, når vi er danske - selv om vi som danske gerne forholder os til den mangfoldighed, der findes uden for vore grænser.



Men grundlæggende gælder, hvad de første danske rigsdagsmænd sagde i 1867, da de var valgt til Det Nordtyske Forbunds rigsdag: »Vi er danske og vil forblive danske!«



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen