Skovejere må betale
NATUREN er robust. Under denne overskrift i JP slog formanden for Friluftsrådet, Lars Mortensen, LM, for nogen tid siden til lyd for, at private skove ect. skal være frit tilgængelige. For, som han skriver, at folk stilfærdigt kan plukke anemoner i private skove. Et totalt uigennemtænkt forslag.
Præsidenten for naturfredningsforeningen siger: »Naturen i Danmark har aldrig haft det værre«.
Jyllands-Postens forside 5/7: ”Danskernes svineri i grøftekanter og skove koster en halv milliard om året.”
En udstrakt hånd
Ifølge den aftale, der blev indgået i 2002 mellem private skovejere og bl.a. Friluftsrådet, kan man færdes og plukke langs anlagte stier og veje. En udstrakt hånd fra b.la. private skovejere, på trods af store omkostninger vedrørende oprydning efter ”skovsvin” (Se JP).
Nu vil LM altså udvide dette ”svineri” til at omfatte fri færdsel overalt i private skove, ganske vist med denne lille passus, »at det naturligvis er et krav, at man opfører sig ordentligt«, undskyld udtrykket, men ”goddaw do”, hvem skal sørge for, at disse krav bliver opfyldt, når man ikke kan opfylde dem under den nuværende ordning?
Den private ejendomsret
Hvor bliver den private ejendomsret af?
Private skove (selv ganske små plantager) vil blive invaderet af folk, der plukker alt andet end anemoner, men kantareller, tyttebær, brombær osv. I Hanstholm-området kommer tyskerne hvert år og plukker kantareller, så mange at det kan finansiere deres ferieophold.
Vildtet bliver skræmt fra vid og sans. Man har frokostkurven med og efterlader skoven som en svinesti, hvorefter private skovejere kan gå i gang med oprydning, betalt af egen lomme, modsat offentlige skove hvor vi alle betaler.
LM skriver videre, at det er en politisk målsætning at fordoble det danske skovareal.
Hvis LM's forslag bliver vedtaget politisk, kan man godt glemme mere udlægning af privat skov.
Mange private skovejere uden for § 3-områder er allerede i gang med at fælde og stubfræse mindre plantager til agerjord bl.a. på grund af fødevaresituationen, (og skovsvineri), flere vil komme til, hvis LM's forslag bliver vedtaget.
Spar os for udgifter
Så LM, udnyt de gode forhold, som private skovejere allerede har givet den danske/udenlandske befolkning og spar os for yderligere udgifter til at rydde op i vore private skove.
På en naturelskers vegne.