Leder: Et tysk ansvar

<p>TYSKLANDS etablerede politiske partier har altid været enige om at holde det yderste højre og venstre uden for indflydelse.</p>

Det har været endnu en tribut til landets voldsomme historie, der har været præget af alt for megen ekstremisme.



Enigheden har betydet, at først kommunisterne og siden forskellige højreekstreme grupperinger efter Anden Verdenskrig aldrig har fundet fodfæste i det parlamentariske system. I ny og næ er et obskurt højre- eller venstreekstremistisk parti blevet valgt ind i en landdag. Men det har som regel været kortvarigt. Og på forbundsplan har de aldrig haft en chance. Denne konsensus er nu kommet under pres.

Fremkomsten af et nyt stærkt venstreorienteret parti, Venstrepartiet (Die Linke), frister Socialdemokratiet (SPD) til at bryde den demokratiske kontrakt.



Venstrepartiet er udsprunget af det rent nykommunistiske PDS, som i sin tid tog direkte over efter DDR-diktaturets kommunistparti. Dets rækker var fyldt op med gamle pampere, Stasi-stikkere og partitro embedsmænd. Siden fusionerede det med en vesttysk gruppering under ledelse af den gamle SPD-formand Oskar Lafontaine og har derpå klaret spærregrænsen i både Niedersachsen og Hessen.



Alt tyder på, at det politiske landskab har fået tilført et nyt, levedygtigt parti, der med en venstrepopulistisk appel er i stand til at fiske i grumset vand. Sidst (Vest)Tyskland fik et nyt parti var så langt tilbage som i 1982, da miljøpartiet De Grønne etablerede sig.



Spørgsmålet er nu, hvordan SPD skal forholde sig til Venstrepartiet. Foreløbig slår partiformand Kurt Beck syv kors for sig. Der kan ikke blive tale om at samarbejde med et parti som Venstrepartiet, har han gentaget mange gange siden landdagsvalgene forrige søndag. Men han er under internt pres for at give køb.



SPD's position på forbundsplan er meget svag. I meningsmålingerne er partiet dykket til et historisk lavpunkt. I Berlin stråler forbundskansler Angela Merkel over alt og alle. SPD vandt valget i Hessen, men det havde lokale årsager. Den siddende CDU-ministerpræsident, Roland Koch, skød helt ved siden af i sin valgkamp med en overdrevet polariserende kampagne.



Det udnyttede SPD's Hessen-kandidat, Andrea Ypsilanti, til at komme igennem med sine meget venstreorienterede synspunkter, som ikke har opbakning i SPD-toppen i Berlin. Hendes opskrift minder alt for meget om 1970'ernes betontænkning. Den tidligere socialdemokratiske økonomiminister, Wolfgang Clement, advarede ligefrem mod at stemme på hende.



Angela Merkel har strøet salt i SPD's åbne sår ved at minde om, at det er SPD's ansvar, at der ikke etableres et ekstremistisk parti til venstre for SPD, ligesom det er det borgerlige CDU/CSU's ansvar, at et højreekstremistisk parti ikke får held til at bide sig fast. Hun angriber dermed indirekte SPD for at bryde den aftale mellem de store partier, som har fungeret i hele efterkrigstiden.

I forvejen har SPD brudt aftalen ved at indgå samarbejde med Venstrepartiet i de østtyske delstater. Det har flere steder sikret SPD magten. Samarbejdet blev etableret, allerede mens partiet hed PDS, hvilket har bidraget til at polarisere det politiske klima i Tyskland.



Nykommunister og nynazister må aldrig igen få en chance i Tyskland. Historien vejer for tungt. Foreløbig holder SPD-ledelsen i Berlin stand. Men i takt med, at partiets problemer vokser, øges også fristelsen til at give køb.



Som lille nabo til det store Tyskland er der al mulig grund for Danmark til nøje at følge SPD's kurs - og for det danske socialdemokrati med dets stolte antikommunistiske tradition fra den tidlige efterkrigstid til at medvirke til at holde SPD fast på dets demokratiske ansvar.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen