KORT SAGT

Pinligt for Danmark Man må rose Danmarks Radio for en grundigt undersøgt og rapporteret aktivitet omkring CIA-relaterede flyvninger.

Dog må man undre sig over, at ingen ansvarlige ministre føler sig foranlediget til at møde op til interview. Det taler vel for sig selv. Det bliver efterhånden meget pinligt for Danmark, den dansk regering og dermed statsminister at blive set sammen med de ansvarlige i CIA og præsident Georg Bush. Jeg håber da, at statsminister Anders Fogh takker nej til at møde op hos præsident Georg Bush på hans ranch. Det er ikke positivt for Danmark på længere sigt.



J. Thorsen



Ågade 2, Aalborg



Dobbelt dårligt argument

Fortalere for Tyrkiets fremtidige medlemskab af EU fremfører ofte, at den europæiske union ikke skal være en lukket kristen klub. Præmissen, at EU skulle være en kristen klub, er i bedste fald tvivlsom, for langt hovedparten af EU's aktiviteter er verdslige. Selv hvis præmissen accepteres, er konklusionen uunderbygget, for hvad skulle der være galt i en kristen klub? OPEC er jo en klub for olieeksporterende lande, og OIC (Organization of the Islamic Conference) er en muslimsk klub. Argumentet halter således både i sin præmis og i sin konklusion.



Michael Sandfort



Sparresholmvej 13, Brønshøj



Hån at leve af godgørenhed

Jeg har mistet enhver tillid til, at pengene virkelig når frem til alle de utallige nødlidende mennesker, hvor også beskedne bidrag virkelig kunne gøre en betydningsfuld forskel. For alle formidlerne, der har haft deres gode udkomme af godhedsindustrien, er det selvfølgelig sørgeligt - nogle hundredtusinde mindre er jo også en slags penge, som savnes til den personlige disposition. For alle de mennesker, hvis tilværelse styrer mod den uundgåelige katastrofe, er det en hån at leve fedt af godgørenhed.



Lars Kruse



Tordenskjoldgade 34 A, Slagelse



Dagligt kulturtilbud

Med henvisning til artikel af Ole Mølgaard 30/1 ang. DR's pigekor: At Ole Mølgaard lister alle de udsendelser/arrangementer med DR's Pigekor op, må være udtryk for, at der er mange, der ønsker at høre dem. P4-lyttere betaler også licens, og det er det mest aflyttede program, der nu er frataget et dagligt kulturtilbud.



Keld Nordlund Jensen



Næstvedvej 80, Sorø

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen