KORT SAGT

Sport på sportssiderne, tak

Man mener, at over to mio. mennesker i Danmark har set EM i håndbold. Det kan godt være, men hvor mange af dem sad i en stue med fem andre, og så var det måske kun en eller to af dem, der var interesseret i håndbold. Det meste af mandag eftermiddag var der igen fokus på håndboldspillerne på begge de to store tv-kanaler, og nu står jeg med en avis (29/1), hvor de første fem sider handler om håndbold. Vi er nogle stykker, der godt vil være fri; lad sporten blive på sportssiderne, tak.



Inger Dybdahl



Sportsvej 37, Nødebo, Fredensborg







Guldhår til fastelavn



Det har været imponerende at se, hvordan håndboldherrerne har formået at kæmpe sig tilbage i spillet - gennem trængslerne til stjernerne. Flot klaret, Ulrik Wilbek og herrer. Det er dog uforståeligt og stødende, at der ikke er nogen, som har lært dem at behandle Dannebrog med respekt. At de tager imod og bærer guldhår er blot latterligt; det skulle de have gemt til fastelavn. Nu ser jeg frem og glæder mig til de fremtidige kampe og håber, at de benytter håndklæder eller tæpper i stedet for Dannebrog.



Ole Kristian Boje



Kirsebærhaven 9, Nordborg







Undervisning tilpasset drengenes behov



Det er helt urimeligt, at drengebørn ikke kan få undervisning, som er tilpasset deres behov og udvikling. Hvorfor skal de proppes ind i en folkeskole, som er tilpasset piger, uden mulighed for at udfolde sig på egne betingelser? Drengebørn kan ikke sidde stille en hel time. Risikerer man ikke at skabe tabere på grund af drengebørns langsommere udvikling i de første skoleår? Kan nogen svare mig på, om der bliver gjort noget, eller er det tabu?



Niels Jønsson



Bjerggade 8, Køge







Den hører ikke hjemme i moderne tid



Palle Jørum glemmer i sit forsvar for gymnasie-tjenestetidsaftalen (Jyllands-Posten 28/1), at det ikke er mig, men Rambøll, der har skrevet rapporten, og at rapportens resultater er blevet bekræftet af blandt andre rektorforeningens formand. Der opstår nemlig en katastrofal mangel på ledelsesrum. For eksempel skal forberedelsestiden fordeles ligeligt uden hensyn til varierende behov. Rapporten er ikke et angreb på lærerne, men et angreb på tjenestetidsaftalen, som ikke hører hjemme i et moderne informationssamfund.



Bertel Haarder



undervisningsminister (V)







Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen