Kronik: Stridsmanden Søren Krarup

Søren Krarup fyldte i sidste måned 70 år. I den forbindelse blev han fejret med et omfattende festskrift, som ud over mit eget bidrag tæller andre 18 bidrag.

Og der er god grund til at fejre forfatteren, polemikeren og folketingspolitikeren Krarup - men også til at kaste et mere kritisk blik på visse sider af stridsmandens virke.



En af Krarups væsentligste fortjenester har været at bringe intensitet ind i samfundsdebatten. Det offentlige rum står altid i fare for at blive lukket af i en falsk konsensus, hvor reelle modsætninger udviskes i misforstået respekt for det, der hedder den anstændige tone. Men lidenskabelige polemikere som Krarup holder rummet åben. Det sker på flere måder.



For det første taler Krarup altid klart. Her er der ingen uld i mund. Det betyder, at vi ved, hvad han står for. Så kan man derefter tage stilling til ham, for og imod.



For det andet er der med Krarups indsats opstået nogle konfrontationer, som er vigtige for demokratiets levedygtighed. Krarup er med til at engagere folk og dermed ophæve den politikerlede, der kommer af, at folk ikke ved, hvad politikerne står for. Politikere har ofte en tendens til at mene det samme. De flokkes om en lille, indsnævret plads på midten af det politiske spektrum. Afvigere forkastes følgelig som ”ekstreme”. Men typer som Krarup viser med deres personlighed, at der stadig er vigtige forskelle i det politiske liv.



Alle har en mening om Krarup og de holdninger, han står for, vækker genklang i brede dele af befolkningen. De har bare ikke været repræsenteret på Christiansborg. I hvert fald ikke så klart. Af samme grund har politikerne fra centrum-venstre i dag sværere ved på arrogant vis at at se ned på de såkaldte ikke-stuerene. Søren Krarup har tildelt moralisterne en lige højre midt i mellemgulvet, og de har svært ved at komme sig igen.



For det tredje er debatten med Krarups indsats blevet mere interessant, alvorlig og afgørende. Politik betyder pludselig noget igen for almindelige mennesker. Nu debatterer vi de store, afgørende perspektiver. F.eks. hvilket samfund vi ønsker. Vil vi have et polariseret multikulturelt samfund eller et tillidssamfund med en national kernekultur?



Samfundsdebatten forstener ikke i økonomi og jura eller bliver på anden vis afpolitiseret. Man kan bare tænke på, hvordan situationen var, før vi fik den befriende åbning af debatten, som Krarup var med til at forberede. I 1990'erne blev vi ofte belært af eksperterne eller ”smagsdommerne”. Der var meget, vi ikke kunne eller måtte diskutere, og der var meget, vi ikke kunne gøre noget ved, fik vi at vide. Indvandringen, f.eks. Vi kunne lige så godt resignere. Men eliten tog fejl, og nu er den enormt forbitret på Krarup og konsorter.



Hvad der engang er blevet sagt om en anden indflydelsesrig forfatter i dette land, nemlig Villy Sørensen, kunne man i en vis forstand også sige om Krarup: at han er et énmandsuniversitet. Villy Sørensen var den udenforstående forfatter, man skulle gå til, hvis man ville have en anden og bredere viden end den tørre fagfilosofi, der blev doceret på universitetet. På samme måde var det Krarups bøger, man skulle læse, hvis man ville vide noget om konservatismen og det nationale. Det var der jo ingen, der beskæftigede sig med på det politisk set meget konforme universitet.



Jeg taler med vilje i datid. For i dag er konsensus ved at blive brudt. Krarups stædige virke igennem mange år er én forklaring. Systemskiftet i 2001, som Krarup kalder det, er en anden. Vendingen mod en mere konservativ og national agenda i andre vestlige lande er en tredje forklaring på opbruddet. Det har også herhjemme medført en frisættelse af flere forskellige, ikke kun venstreorienterede, positioner. Ligesom Villy Sørensen var Krarup også en intellektuel i ordets bedste forstand. Det vil sige en original forfatter med stor redelighed og integritet og ikke mindst med et stort mod og en stærk vilje til at tale det etablerede system midt imod. Krarup har altid taget problemer op, som mange af politisk korrekthed har ladet ligge. Som det sømmer sig for en fri forfatter, var han netop i stand til praktisere en kritik fra en position uden for de etablerede institutioner som universitetet og medierne.



Igen vælger jeg bevidst at skrive i datid. For man kan sige, at i og med at Krarup er blevet folketingspolitiker for Dansk Folkeparti, er han ikke længere den samme frie forfatter. Han har været nødt til at underlægge sig partiets linje på afgørende områder. Det gør han vel af taktiske årsager, for nogle temaer er vigtigere end andre. Udlændingepolitikken er f.eks. vigtigere end velfærdspolitikken.



Men Krarup har faktisk altid været en skarp kritiker af velfærdsstaten, som Dansk Folkeparti jo forsvarer. Krarup kritiserer i sine bøger velfærdsstaten i form af en slags behandlerstat. Det er en stat, der tager friheden og ansvaret fra den enkelte, der skal opdrages til at blive en god, åben og harmonisk demokrat. Det skal ske ved hjælp af en statslig terapi, der bygger på særlige progressive værdier. Hvis man er konservativ og national, er man ifølge den progressive velfærdsideologi et dårligt eller endda et sygt menneske, der skal behandles.



Det skriver Krarup i en af sine bedste bøger, nemlig ”Demokratisme” fra 1968. Den konservative kamp for det nationale er samtidig en kamp imod den progressive behandlerstat. Men det perspektiv synes at være forsvundet, efter Krarup er blevet politiker for Dansk Folkeparti.



Krarup er ofte blevet karakteriseret som en nationalkonservativ forfatter. Det er der også meget om. Men det er alligevel mere præcist at kalde ham en kristen forfatter.



Nationen er for ham et folkeligt, kulturelt fællesskab, der bygger på en lang tradition, på fælles sprog og især på den protestantiske kristendom. Nationen er et historisk fællesskab, der er vokset frem nedefra. Deraf kommer også Krarups kritik af eliten, der udgør en trussel, fordi den vil skabe et kunstigt, ideologisk fællesskab som f.eks. EU. Det skal så gennemtvinges fra oven.



Jeg er langt hen ad vejen enig i Krarups konservatisme, der ønsker at bevare den nationale sammenhængskraft. Men min uenighed går på, at religionen ikke er dét ene afgørende element i nationen, som den er for Krarup. En af hans bøger hedder netop ”Kristendom og danskhed”, altså kristendom først.



Men danskerne er i høj grad kulturkristne, og kun to pct. af befolkningen går jævnligt i kirke. Alligevel er danskerne meget nationale og tæt forbundne. Her vil jeg mene, at tiden i en vis grad er løbet fra Krarups oprindelige udgangspunkt, og derfor risikerer hans kristne idé om det nationale at stivne i en slags ideologi.



Men den nationale kultur, som religionen rigtig nok er en vigtig del af, er en levende størrelse, der forandrer sig over tid. Ganske vist kun meget langsomt og hele tiden med nogle faste komponenter som religionen. For Danmarks vedkommende altså protestantismen.



Med forholdet mellem forandring og identitet er der også sagt noget væsentligt om Krarup som forfatter. Kontinuiteten og konsekvensen i hans forfatterskab er forbilledlig, og her ligner han igen Villy Sørensen. Han fører sit anliggende til ende og har hele tiden sig selv med. Kritisk kan man selvfølgelig sige, at horisonten er lidt snæver. Det er de samme temaer og forfattere, der behandles igen og igen.



Og for at blive i det kritiske: Man kunne mene, at Krarup ikke altid er lige god til at opdage sine potentielle venner. At der er forfattere, der - skønt de måske er erklæret progressive - har en stærk kulturkonservativ åre. Villy Sørensen er en sådan forfatter, som Krarup faktisk tager livtag med i den nævnte bog om demokratismen.



At Krarup har været blind for visse åndelige slægtskaber kommer måske af hans særlige karakter, af hans temperament som stridsmand. Men måske har han også følt sig forfulgt efter i mange år at have taget imod så mange slag, også mange under bæltestedet - dog uden at være blevet slået ud.



Men igen har denne negative bagside af kompromisløsheden også en positiv forside: Krarups civile courage kan virke personligt animerende. Det nytter noget at engagere sig. Selv om man i mange år offentligt stigmatiseres, kan man i sidste ende få ret. For bare få år siden var alle uenige med ”den sorte præst fra Seem”, i hvert fald officielt. I dag mener langt de fleste omtrent det samme, som Krarup altid har ment.

(Forlaget Lysias udgav i 2007 ”Jorden tro. Festskrift til Søren Krarup”. Redigeret af Morten Uhrskov Jensen).



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen