Norge tør, hvor andre tier

Midt i EM-håndbold- feberen kommer Norge med et forslag, som kan få både Anders og Pia til at tabe klaphatten: positiv særbehandling af indvandrere.

I DISSE håndboldtider har jeg siddet klistret til skærmen og skreget mig hæs i mellemrunden som en masse andre danskere.



Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at når det kommer til håndbold, bryder jeg mig ikke om Norge. Men ellers skæver jeg tit til vores tidligere provins og prøver at regne ud, hvad det er, nordmændene gør så meget bedre end os.



Norge var reelt en dansk provins til 1814 og blev selvstændigt i 1905. Det er faktisk kun lidt over 100 år siden.



Det er ikke kun olien, der gør Norge interessant, selv om danskere tit fremhæver olien som den store ”vellykketheds-faktor” i Norge.



Nej, det er snarere en velsignet evne til at kalde en spade for en spade og så tage konsekvensen af det.



Norge har haft adgang til at udøve positiv særbehandling siden 1978, hvilket er blot tre år efter, at de danske kvinder under stor mediebevågenhed smed bh'erne på Strøget.



Så larmende foregår det ikke i Norge. Her smider man hverken bh'er på gaden eller alkohol i løgnhalsen i samme tempo som i Danmark.



Ligestilling



Til gengæld går ligestillingen rigtigt godt i Norge, og med sit kontroversielle udspil om kvindernes repræsentation i bestyrelserne tog Norge et vigtigt skridt. Et skridt, som kan gøre ondt i sulet hos Asger Aamund og andre oldtidsfund, som straks taler om bimbo-kvoter og lignende mindre heldige udsagn.



Jeg må hellere nævne, at jeg har familie, der bor i Norge, og at min bedste veninde bor i Oslo og er chef for Dansens Hus.



Det sidste er interessant, fordi det er et sted for moderne dans, som nu får et nyt hus med to scener til at vise, fortolke og promovere den moderne dans. Her er Norge også forrest.



I Danmark lukker de små moderne dansescener, fordi vores folketing og kulturminister bedst kan lide noget, de kan forstå.



Dermed mener de så også, at vi andre skal på samme åndelige niveau som dem.



Et hus til moderne dans og positiv særbehandling af kvinder er to sider af samme sag.



Vil man, tør man, gider man, orker man at tage tyren ved hornene og se i øjnene, at hvis der skal være reel ligestilling, må både danske kvinder og danske mænd forstå, at kvotering handler om at give lige muligheder.



Ligesom et Dansens Hus er nødvendigt, for at folk kan opleve, at der er andre former for dans end ”Vild med Dans”.



Ændringer i ethvert samfund kræver indblik og en portion opdragelse.



Hvis ikke vi lærer vores børn, at frisk luft, sund mad og ikke for meget Play Station er vigtigt, er det ikke sikkert, at de selv kan forstå det.



Hvis ikke vi forklarer vores ”ligeglade” teenagere, at skolearbejde er en del af livet, kan det være, at de slet ikke gider.



Hvis ikke vi laver en indsats mod mobning, bliver det værre.



Ændringer kræver mod, og i Norge tager man konsekvensen, måske lidt formynderisk, vil nogle sige, men det er da langt bedre end at være ligeglad.



Positiv særbehandling



Midt i EM-håndboldfeberen kommer Norge så med endnu et forslag, som sikkert vil få både Anders og Pia til at tabe klaphatten.



Norge vil nemlig indføre positiv særbehandling af indvandrere, fordi deres ledighed er tre gange så høj som nordmændenes.



Det kan da sætte gang i debatten i Den Grimme Ællings hjemland, som er et af de lande i verden, hvor folk er mest negative over for islam, ifølge en ny undersøgelse.



Ligestilling for kvinder og indvandrere har det til fælles, at forandring altid møder modstand.



Tænk, hvis der ikke havde været fremsynede kvinder (og mænd) i begyndelsen af det 20. århundrede; så ville kvinderne ikke have fået valgret. Til marts kan vi fejre, at det er 100 år siden, at de danske kvinder fik kommunal valgret.



Ingen forskel



Sjovt nok er svanen Danmarks nationalfugl, og netop hos dette fuglepar er der ingen forskel på udseendet hos hannen og hunnen.



Tænk hvis Oman, Hassan og Scheherezade om 20 år ikke behøver at sælge fetaost, køre taxa eller være arbejdsløse, men kan arbejde som politimænd, arkitekter eller læger på lige fod med os andre.



Vi er hvide, vi er røde - for tiden, for uden Kasper ville vi måske ikke være nået så langt.



Måske får vi engang en Hassan i målet, ligesom Frankrig altid har spillere på holdet, som har en anden etnisk baggrund end fransk.



Ændringer kræver mod, og i Norge tager man konsekvensen, måske lidt formyn-derisk, vil nogle sige, men det er da langt bedre end at være ligeglad.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen