Leder: Gaza og freden

DET KYNISKE SPIL om Gaza, som Hamas groft udnytter i et forsøg på at overbevise det internationale samfund om, at det er Israel og ikke Hamas, der bringer fredsprocessen i Mellemøsten i fare, lykkes desværre kun alt for godt.

Da det forleden kulminerede, og titusinder af palæstinensere gennemførte den største fængselsflugt i historien gennem det gabende hul i den mur ved Gaza-striben, som har gjort dem til fanger i deres egne hjem, var det igen Israel, der måtte stå for skud.



For var det ikke den israelske beslutning om at standse energiforsyningen til Gaza, der gjorde palæstinenserne desperate? Var det ikke en umenneskelig handling og en humanitær krise, som burde overbevise verden om, at Israel har slette hensigter og ikke ønsker fred?



Hamas har alt for let spil.

Da Israel i sommeren 2005 som et led i daværende premierminister Ariel Sharons forsøg på at slutte årtiers fjendskab mellem arabere og jøder trak sig tilbage fra Gaza, skulle de palæstinensiske autoriteter under ledelse af præsident Mahmoud Abbas overtage ansvaret for lov og orden.



Abbas skulle også sikre, at ekstremisternes terrorangreb mod Israel blev bragt til ophør. Og der skulle ved grænsen til Egypten skabes en handelsvej, så palæstinenserne i Gaza kunne handle med den arabiske verden.



Men hvad skete der? Det militante Hamas tog sidste sommer kontrollen over Gaza og dermed også magten over udviklingen i den fredsproces, som midlertidigt kulminerede med Annapolis-konferencen og USA's løfte om, at freden ville være inden for rækkevidde, før præsident George W. Bush forlod Det Hvide Hus.



Hamas sikrede sig våben gennem tunneler ved den egyptiske grænse; våben, som hensynsløst blev brugt til angreb på Israel.



Hamas udnyttede kynisk mulighederne for at forstærke krisen i et forsøg på at øge det internationale pres mod Israel, som i princippet blot gjorde, hvad enhver stat ville gøre. Forsvare sig selv mod terroristerne.



Blokaden af Gaza var en konsekvens af utallige raketangreb mod israelerne og en understregning af, at det er Hamas, hvis mål er at ødelægge Israel, der har det endegyldige ansvar for, at fredsprocessen endnu en gang er i fare for at bryde sammen.

Det er en menneskelig tragedie, at halvanden million palæstinensere er taget som gidsler i Gaza-striben. Det er ulykkeligt, at de mange uskyldige israelere, der lever på grænsen til Gaza, må lide under de konstante bombardementer fra Hamas.



Men det er skandaløst, at de arabiske stater, som i årevis har talt palæstinensernes sag, og som, om end tøvende, sluttede op bag Annapolis-konferencens fredsudspil, ikke bruger deres indflydelse og deres økonomiske muskler til at lægge pres på Hamas.



For kun Hamas kan løse problemet. Siden Hamas greb magten, er forholdene for indbyggerne i Gaza dagligt forværret. Det er Hamas, som har ansvaret for den humanitære krise i Gaza, og det er Hamas, som har ansvaret for undermineringen af fredsbestræbelserne.

Hamas kan ændre det dystre billede ved at standse sin terrorisme. Men i stedet øger Hamas presset mod Israel og skaber dermed en situation, som ikke alene truer med at ruinere fredsprocessen, men som i yderste konsekvens kan tvinge Israel til det endelige opgør mod terroristerne gennem en ny krig.



Tiden er unægteligt inde til, at EU, som stak af fra Gaza, da Hamas sidste sommer tilranede sig kontrollen, vedkender sig sit medansvar for en løsning af den israelsk-palæstinensiske konflikt.



Det er heller ikke et øjeblik for tidligt, at den tidligere britiske premierminister Tony Blair, som er Vestens repræsentant i det spegede spil, lever op til sit ansvar med en konkret strategi for, hvordan palæstinenserne kan hjælpes.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen