Jeg, en idiot
JEG SER I dagspressen, at vor statsminister støtter udtalelsen om, at alle, der bærer kniv, er idioter.
Det er jeg ked af, at han mener.
Jeg har dagligt båret lommekniv i mere end 40 år, også når jeg skal i byen om aftenen.
Hvis man røg cigarer, ville man vide, hvor sjældent man på restauranter eller i private hjem har en ordentlig cigarklipper.
Stol på en erfaren mand, når jeg fortæller Dem, at en skarp kniv er det bedste til at skære en god cigar.
Desuden er en skarp lommekniv god at have, når propbeskyttelsen skal skæres af, før en flaske vin kan trækkes op etc. etc.
Det er næsten ikke den dag, hvor jeg ikke bruger min lommekniv til et eller andet eller låner den ud til andre, der ikke har en sådan (er fuldt påklædt).
Jeg vil være meget ked af det, hvis man nu vil forbyde mig, efter så mange år, at bære min lommekniv på mig.
Jeg mener heller ikke, statsministeren kan tillade sig at kalde mig idiot, blot fordi jeg, til gavn for mig selv og mine medmennesker, bærer en lommekniv på mig.
Hvorfor skal jeg ryge trevlede cigarer (dårlig tilskæring), fordi nogle drønnerter render rundt på Strøget med en helt anden type knive, som de fornøjer sig med at stikke i deres medborgere?
Jeg kan forsikre Dem, at man ikke vil komme langt, hvis man vil stikke en lommekniv i en anden person.
Kniven ville folde sammen, og man ville alvorligt skære sin hånd.
Jeg beder om, at man, både i forslag til evt. nye forbudslove og i offentlig omtale, skelner mellem knive, dvs. de ufarlige lommeknive og de farlige knive, som jo allerede er forbudt.