Kronik: Statistik og udviklingsbistand

Debatten om udviklingsbistand i Morgenavisen Jyllands-Posten er unødigt unuanceret, mener dagens kronikør.

Det er ikke altid nemt at komme fra forskning til formidling. Især ikke når overskrifterne skal sælges, budskaberne skæres ned til tyve sekunder, eller når lytterne og seerne skal indfanges og fastholdes. Derfor blev debatten om dansk udviklingsbistand, som Jyllands-Posten startede med en artikel den 13/1, også unødigt unuanceret.



Det blev til udsendelser, forsider og slagord under overskriften ”Dansk u-landsbistand virker ikke”.




Den rigtige overskrift burde have været : ”Statistisk analyse af sammenhængen mellem bistandshjælpens størrelse, den økonomiske vækst i modtagerlandene og enkle parametre for korruption og demokrati viser ingen korrelation”.



Indrømmet. Den overskrift sælger ingen aviser. Det endte derfor som en diskussion for og imod udviklingsbistand. Derfor denne kronik.



Det er helt rigtigt, at det er meget svært - i en statistisk-økonomisk model - at vise en positiv effekt af udviklingsbistand på et lands samlede økonomiske vækst eller på demokratiet. Nogle forskere finder positive sammenhænge, nogle negative og andre, som Martin Paldam fra Aarhus Universitet, finder ingenting. Det er der mange grunde til.




Vigtigst er det måske, at modellerne - og økonomerne - forventer hurtige resultater. De fleste modeller opererer med en ”forsinkelse” på et-fem år. Analysen viser, med andre ord, om bistand i år 0 giver vækst og demokrati et, fem eller måske 10 år efter. I lande, hvor man må starte med at få folk i skole, få bekæmpet voldsomme sygdomsepidemier eller lære landmændene at holde husdyr, er det temmelig optimistisk.



Dertil kommer, at det er meget simple statistiske modeller - især dem, som Paldam benytter. Der er mange forhold, modellerne ikke inddrager - krige, katastrofer, konjunkturer og konditionaliteter. Det er svært at fange virkeligheden ind i en matematisk ligning. Det ved vi også fra Danmark.



Opmuntrende er det derfor at konstatere, at der faktisk sker fremskridt i Afrika. Imponerende fremskridt endda. Væksten i en række afrikanske lande drøner derudad. Demokratiet breder sig hastigt. Der er langt stærkere fokus på bekæmpelse af korruption end nogensinde før. Men det er svært at vise i de statistiske analyser, at det skyldes udviklingsbistanden. Måske gør det. Måske gør det ikke. I nogen lande virker det. I andre lande gør det ikke. Ser man på det statistiske gennemsnit med utålmodige statistiske modeller, kan man ofte ikke se det - selv om der er en klar tendens til, at resultaterne bliver mere positive i de sidste år.




Under Den Kolde Krig blev udviklingsbistanden ofte givet til korrupte og uduelige diktatorer for at holde dem på den ene eller anden side i det ideologiske opgør. Det var bestemt ikke godt for væksten - eller for befolkningen. Udviklingsbistanden er også blevet brugt til ideologiske eksperimenter i udviklingslandene, som har været yderst skadelige - ikke mindst protektionistisk importsubstitution og afrikansk socialisme. Ikke underligt, at Paldam, som måler på de sidste 50 år, ikke finder klare sammenhænge. Virkeligheden i dag er meget anderledes.



En anden forklaring er, at bistand og vækst ofte svinger i utakt. Det er faktisk en del af formålet med bistanden. Hvis et land kastes ud i en naturkatastrofe, vil væksten falde drastisk, mens bistanden stiger for at hjælpe mennesker i nød. Selv om modellerne forsøger at korrigere for den slags, vil det ofte se ud som om, at mere bistand giver mindre vækst. Er det en langvarig krig - og dem har der været alt for mange af i Afrika - vil det være vanskeligt at give bistand, så her kan bistanden falde. I den slags situationer kan bistanden og væksten med andre ord svinge enten i takt eller i utakt - det afhænger meget af det enkelte land, af krigen, af katastrofen.



Endelig har bistanden været målrettet mod mange andre ting end økonomisk vækst. For Danmark har det afgørende været at bekæmpe fattigdommen. Mange lande, og ikke mindst de store donor-lande, har set på snævre nationale interesser som politisk indflydelse. Andre hensyn har været demokrati, menneskerettigheder, erhvervslivet i donor-landet og øget ligestilling for kvinder. De hensyn kan give mere vækst, men kan også give mindre vækst. Det er ikke nemt at forudsige - i hvert fald på kort sigt. Paldam ser på den samlede bistand og den samlede vækst - og det giver megen ”støj”. Analyser, der har forsøgt at dele bistanden op og for eksempel kun se på bistand målrettet mod vækst, har vist positive resultater.



Lægger vi alle de forskellige situationer og hensyn sammen, er det derfor ikke overraskende, at billedet bliver mudret. Der er ingen klare sammenhænge.



Det samme gælder, når man prøver at finde enkle sammenhænge mellem udviklingsbistand og demokrati. Igen her gælder det, at udviklingsbistanden også er blevet brugt til meget andet end demokrati. Den er endda blevet brugt til diktatur. I 1980'erne gik Frankrig tre gange ind og hjalp en af verdens værste diktatorer Mobuto Sese Seko i Zaire (Congo) med både penge og militær, da befolkningen desperat prøvede at smide ham ud. Amerikanerne har støttet militærdiktaturer i både Afrika og i Latinamerika for at dæmme op for kommunismen. Og Sovjetunionen støttede de mest grufulde regimer i kampen for et kommunistisk overherredømme. Det har været bistand, men det har bestemt ikke været god bistand. Den negative demokratiske arv prøver verdens fattige lande stadig at kæmpe sig fri af.



Efter Den Kolde Krigs ophør har det heldigvis ændret sig. Men vi taler om en periode på godt 15 år, og demokrati er en yderst langsommelig proces. I Danmark tog det op mod 150 år. I målingerne omkring udviklingsbistand ser man som sagt typisk på perioder på 1-5 år. Her er det ikke overraskende, at det er svært at vise, at udviklingsbistanden skaber demokrati.



Endelig korruptionen. Her er heller ingen enkle sammenhænge. Der er ikke nogen tvivl om, at udviklingsbistanden i mange tilfælde har været med til at skabe korruption. Lokale magthavere har ikke følt ansvar overfor pengene, der kom udefra, og når utallige donorer støtter tusinder af projekter, skal det gå galt.



Dertil kommer, at pengene ofte har været bundet til erhvervslivet i de rige lande, hvilket bestemt ikke har været godt for det lokale ejerskab eller konkurrencen. Og virksomhederne i de rige lande har endda - indtil for nylig - helt lovligt kunnet trække korruptionen fra i skat!



Endelig er der den generelle observation, at når et land går fra at være fattigt til at blive rigt, vil korruptionen som regel stige i starten og derefter falde. Sådan er det i både Europa og Afrika. Omvendt stilles der ofte krav i udviklingsbistanden om fravær af korruption, og mere og mere bistand går til at bekæmpe korruption. Det trækker i den anden retning. Ikke underligt, at det er vanskeligt at påvise en enkel sammenhæng.



Konklusionen er derfor ikke, at effekten af udviklingsbistanden er ”lig nul”, som det blev fremført i Jyllands-Posten.



Konklusionen er, at der ikke kan vises en klar statistisk sammenhæng mellem udviklingsbistand, økonomisk vækst, demokrati og korruption på makroplan. Det er ikke overraskende, men det er selvfølgeligt opsigtsvækkende. Havde sammenhængene været enkle, ville det være meget nemmere.



Resultatet betyder dog ikke, at bistanden ikke virker. Vi ved - og det har Martin Paldam også selv påpeget i tidligere analyser - at rigtigt mange projekter og programmer virker, og at mange fattige mennesker har fået hjælp. Bistanden er nok et af de områder, der evalueres mest intensivt. Derfor er resultater, som dem Paldam nu fremfører, historisk blevet kaldt mikro-makro paradokser. Det virker lokalt - på mikroniveau - men det er vanskeligt at se hurtige resultater nationalt - på makroniveau.



Resultaterne kan dog bruges til at starte en vigtig debat om, hvordan vi fremover skal give bistand. Martin Paldam mener, at bistanden i stigende grad skal fokuseres på at skabe økonomisk vækst. Dansk bistand skal bruges til at bygge flere veje, broer, havne og fabrikker.



Vi mener, at vækst er vigtigt, men at dansk bistand skal specialisere sig i menneskerettigheder/demokrati og miljø/landbrug for netop at sikre, at væksten kommer alle til gode og ikke ødelægger levegrundlaget på langt sigt. Her kan og skal vi supplere andre donorer - ikke mindst kineserne, som er i fuld gang med at bygge broer og motorveje i Afrika, endda langt billigere end vi kan gøre det. I dansk bistand skal vi koncentrere os om det, vi er gode til. Demokrati/menneskerettigheder og miljø/landbrug er gode bud.



Det er her, den vigtige debat ligger.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen