Egon Clausens ærinde

EGON CLAUSEN har i en kronik i JP 11/1 tydeligvis haft til hensigt at ophøje sig selv til apostel for, hvad Peter Øvig Knudsen mon egentlig mener, og i den forbindelse tage ham som gidsel i sin egen forskruede udlægning af teksten.

Anderledes kan man ikke forstå det på alle måder usammenhængende miskmask af beskyldninger og udokumenterede løse påstande imod alle, som på den ene eller anden måde har påkaldt sig Egon Clausens vrede.



Han har denne gang fundet det passende at misbruge den for tiden meget omtalte Peter Øvig Knudsens bøger, besmykket med Cavlingpris og positiv medieomtale, som anledning til at aflevere sin sædvanlige skidtspand og for at få sine egne ubegribelige meninger til at fremstå med et skær af troværdighed.



Det er imidlertid gjort så ubehjælpeligt og ufrivilligt komisk, at det vist kun kan være Peter Øvig Knudsen, som - med god grund - kan føle sig ramt over ufrivilligt at blive taget som gidsel for Egon Clausens jammerlige smøreri.



Alene kronikkens opblæste titel, ”Peter Øvig Knudsens ærinde”, siger en del om Egon Clausens usædvanligt indbildske og selvtilfredse bedrevidenhed, som han i kronik efter kronik af uforståelige årsager får lov til at belemre Jyllands-Postens læsere med. Egon Clausen gør sig ikke én eneste betragtning i kronikken, som har noget specielt med Peter Øvig Knudsens bøger at gøre; der er højest tale om en almen betragtning om, at vi alle som én indeholder muligheden for både det gode og det onde.



Jeg forstår, at det er en ny indsigt for Egon Clausen. Jeg kan i den forbindelse anbefale adskillige af mine børns Disney-film, der kan uddybe denne indsigt, hvis det skulle have nogen interesse.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen