Leder: Intet er forandret

OMSIDER, fristes man næsten til at sige, er det gode gamle socialdemokrati til at kende igen.

Med oprettelsen af Den Røde Skole har Ritt Bjerregaard med sin sædvanlige sans for timing strøet salt i et åbent sår, og nu kastes partiet endnu en gang ud i en kamp om, hvad det vil.



Valgnederlaget var så stort og så bemærkelsesværdigt, at det kan undre, at partimedlemmerne først nu bevæger sig ud i en diskussion om, hvad der gik galt. Hidtil har Helle Thorning-Schmidt og hendes uerfarne hold forsøgt at trylle nederlaget om til en personlig sejr for partiformanden, fordi hun formåede at stå op mod Anders Fogh Rasmussen i valgkampen.

At man kan tillægge performance og kommunikation så stor betydning, er et sørgeligt vidnesbyrd om, at Socialdemokratiets unge ledelse ikke har fattet rækkevidden af partiets nederlag.



Socialdemokratiet tabte for det første på, at partiet ikke har nogen selvstændig politik, og for det andet på, at det endnu ikke har indset, at danskerne ønsker større visioner og bedre løsninger end mere flødeskum på en ældgammel socialdemokratisk velfærdsmodel.



De vælgere, der holder af stor omfordeling og en svulmende offentlig sektor, fik den ægte vare hos Villy Søvndal. Derfor stemte de på ham. De få, der valgte at holde fast i socialdemokraterne, satte kryds ved et parti, der på væsentlige områder havde kopieret Venstres politik. Det gælder skattestoppet, det gælder udlændingepolitikken, retspolitikken og indtil valgkampen også skolepolitikken.



Tilbage var budskabet om velfærd frem for skattelettelser, men hvorfor i alverden skulle danskerne, der i forvejen har rigeligt med velfærd, dog vælge det?



Et af de få selvransagende indlæg efter valget er kommet fra Henrik Sass Larsen. Han placerer med vanlig socialdemokratisk mangel på forståelse for realiteterne indirekte ansvaret hos de radikale, og endnu en gang blev udlændingepolitikken udråbt som årsag til, at socialdemokraterne tabte.



Den analyse er mangelfuld. Sandheden er, at udlændingepolitikken udgør en del af de problemer, som Socialdemokratiet har, men den kan langt fra stå alene som forklaring på, at partiets fald til omkring 25 procents opbakning tilsyneladende er permanent.



Meget kan man sige om Ritt Bjerregaard, men hendes næse for, hvor tidsånden bevæger sig hen, har sjældent slået fejl.



Gennem sit politiske liv har hun udvist en enestående evne til at placere sig på vindernes side. Helle Thorning-Schmidt har dermed al mulig grund til at frygte studiekredsen i Den Røde Skole.



Ritt Bjerregaard er også kendt for med præcision at ramme de mest ømme punkter i partiet. Det gør hun også denne gang, når hun åbent skriver, at den socialdemokratiske politik ikke har slået an hos danskerne.

Helle Thorning-Schmidt har fået anerkendelse for at have bilagt stridighederne i Socialdemokratiet. Ritt Bjerregaards initiativ er et levende eksempel på, at det var for tidligt at afblæse fløjkampen.



Kernen er nemlig, at det ikke kun handler om personer og deres placering i partiet, når socialdemokraterne skændes. Det handler i høj grad om politik, og det gjorde det allerede i 1992 under opgøret mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken.



Helle Thorning-Schmidts store forsømmelse er, at også hun har forsøgt at favne to forskellige synspunkter i partiets politik, eller rettere - hun har netop ikke kunnet favne forskellige synspunkter i ét partiprogram.



Det har vælgerne naturligvis gennemskuet. De anede ikke, hvad de fik, hvis de satte kryds ved liste A.



Den kendsgerning kan moderne kommunikation ikke skjule.



Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen