Leder: Kultur og tolerance

EN EFTERÅRSDAG i 1553 blev den 42-årige teolog og læge Michael Servetus arresteret på rådhuset i Geneve og brændt på bålet som kætter. Servetus blev dømt til døden, fordi han havde ytret blasfemiske synspunkter om den hellige treenighed, der var i strid med den officielle kirkes fortolkning.

I det 16. og 17. århundrede led tusindvis af mennesker i Europa samme skæbne, men Servetus' voldelige død huskes, fordi den satte fart i den første store debat i Vesten om religiøs tolerance, kætteri og blasfemi.

Med tiden blev debatten om tolerance løsrevet fra sine religiøse rødder og kom til at handle om intellektuel frihed i bredere forstand. Det førte til en gradvis liberalisering og sekularisering af de vestlige samfund, som i løbet af det 19. og 20. århundrede resulterede i større religiøs pluralisme og adskillelse af stat og kirke. Denne udvikling kulminerede på globalt plan med vedtagelsen af FN's Menneskerettighedserklæring i 1948, som proklamerer religions- og ytringsfriheden som universelle rettigheder.

De seneste 500 år har dog ikke været en lige vej mod stadig større frihed og tolerance. Der har været religionskrige og andre tilbageslag for tolerancen undervejs, og i det 20. århundrede kom tre totalitære ideologier til magten i Europa, som slog hårdt ned på anderledes tænkende, men socialismens sammenbrud i 1989 varslede et nyt kapitel for frihed og tolerance i Europa.

Denne historie er enestående i verdenshistorisk sammenhæng, og der er grund til at genfortælle den i lyset af de seneste års udvikling. Gud har gjort comeback, siger man, men interessant nok har mere religion ført til mindre religionsfrihed. Sekulære demokratier er langt bedre til at sikre sine borgeres religionsfrihed end nogen religiøs stat. Og religionsfriheden trives bedre i lande med en kristen end islamisk eller kommunistisk baggrund.

En af grundene til, at Danmark ifølge en autoritativ amerikansk undersøgelse ikke ligger helt i top, når det gælder religionsfrihed, er, at tegnere er blevet truet på livet, fordi de i nærværende avis gav deres bud på, hvordan en profet så ud.

Religionsfriheden er på ingen måder truet af, at nogen ytrer sig kritisk om religion, tværtimod. Religionsfrihed forudsætter nemlig retten til at sige nej til religion, retten til at udfordre religiøse dogmer og autoriteter, i hvis navn millioner af mennesker er blevet slået ihjel - fra Belfast til Beirut, Bombay til Beograd og Betlehem til Bagdad - for nu at bruge et ordspil, som debattør Christopher Hitchens anfører i en af årets internationale bestsellere ”Gud er ikke stor”.

•Tolerance og frihed er en forudsætning for sikkerhed og fred i verden. Det var ideen bag de menneskerettighedsbevægelser, der voksede frem i østblokken under kommunismen. Systemkritikerne i øst insisterede på en tæt forbindelse mellem et lands behandling af sine egne borgere og dets bidrag til fred. Det princip har USA's præsident George W. Bush også bekendt sig til, men i praksis har han svigtet det. Dissidenterne i Mellemøsten er blevet ladt i stikken.

Tolerance indebar oprindeligt, at kirke, konge og andre var parat til at acceptere overbevisninger, som var forskellige fra deres egen, og at tro var et anliggende for den enkelte, ikke for staten eller andre institutioner. Således blev ytrings- og religionsfriheden styrket i takt med, at tolerancen bredte sig. Desværre er tolerancebegrebet i dag blevet vendt på hovedet og misbruges til at intimidere dem, der benytter sig af deres ytringsfrihed. Især godhedsindustrien, menneskerettighedsbureaukrater og såkaldt progressive himler op om intolerance, når nogen siger noget, de ikke bryder sig om. Så taler de om ytringsfrihedens ofre, mens de virkelige ofre ignoreres.

Det skyldes et misforstået ønske om at beskytte religiøse følelser mod kritik og satire i stedet for at fokusere på de forbrydelser og overgreb, der bliver begået i religionens, især islams navn. Inden for de seneste 30 år er antallet af blasfemilove i den islamiske verden vokset, religiøse minoriteter og ikke-troendes frihed trædes under fode. Hvis vi i Vesten ønsker at gøre en indsats for tolerance og religionsfrihed i verden, bør vi hurtigst muligt afskaffe vores egne blasfemilove og argumentere for, at de fjernes overalt. Ellers risikerer vi, at nye, religiøse jerntæpper vil sænke sig over verden.

Den eneste religion i verden i dag af betydning, som sanktionerer frafald med dødsstraf, er islam. Mennesker i den islamiske verden lider i det 21. århundrede samme skæbne som kætteren Michael Servetus gjorde i det 16. århundrede. De islamiske lande fører i FN en kampagne for at få stemplet kritik og satire af religion som strafbart. Der er vedtaget resolutioner til det formål, og i september opfordrede en FN-rapport til, at man omfortolker paragraffer i menneskerettighedserklæringen, sådan at ytringsfriheden bliver begrænset.

Forfattere, kunstnere og andre intellektuelle bliver ofte bedt om at kommentere alt mellem himmel og jord, og som regel er deres forudsætninger for at svare ikke bedre end andre borgeres. Men i spørgsmål om religions- og ytringsfrihed er de eksperter. Deres virke handler om at udfordre etablerede sandheder, flytte grænserne for, hvad der kan siges, bryde konventioner og præsentere os for andre måder at opleve og fortolke verden på, men på dette område er de med enkelte undtagelser forbløffende tavse. Kunstnere er gennem historien blevet straffet for gudsbespottelse, deres værker er blevet forbudt eller brændt, men hvor mange danske forfattere og kunstnere har støttet kolleger, som er blevet udsat for dødstrusler eller spærret inde, fordi de har ytret sig blasfemisk om islam? Pinligt få.

I en globaliseret og mangfoldig verden, hvor folk bevæger sig frem og tilbage mellem kulturer og civilisationer i et omfang som aldrig før, hvor ytringer vandrer tusindvis af kilometer og berøves deres oprindelige kontekst og risikoen for at krænke er større end nogensinde; i sådan en verden kan man gå to veje: man kan gøre krav på et misforstået tolerancebegreb og sige: jeg er ”tolerant” over for dit tabu, hvis du er det over for mit. Det vil føre til mindre frihed og blåstemple undertrykkelse. Eller man kan lytte til den britiske forfatter Salman Rushdies rammende karakteristisk af blasfemi som »en forbrydelse uden offer«, insistere på universelle normer og afskaffe love, som kriminaliserer krænkelse af tabuer og dogmer.

Den vej er ikke let, men den giver løfte om en verden med større tolerance og frihed.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.