Kronik: Fester med indhold for alt folket

Hvis tidens prædikanter gerne vil hjælpe til med nye, nationale festdage, skal de bare slappe af og skrue ned for forkyndelsen. Så er festen stadig åben.

Det britiske Labourparti har fået sin tænketank, IPPR, til at overveje, hvordan man kunne holde nationale festdage, der faktisk giver mening i et samfund, hvor ”folket” har fået forskellige traditionelle baggrunde.

I de moderne samfund har befolkningerne ikke længere de samme ”helligheder”, om overhovedet nogle, selvom de måske nok elsker at holde fest samtidigt. Den sekulære stats raison d'être er på sin side netop at håndtere religionsforskelle ved at behandle sine borgere lige og ikke favorisere en bestemt religiøs retning.


Så hvilke muligheder er der?

Enten kan staten ophøje alle borgernes forskellige ideosynkratiske ”helligheder” til helligdage (så ville vi nok se en del nye privatreligioner, med laaange højtider i badesæsonen), hvilket både er upraktisk og fastlåser et etnisk delt samfund. Ikke overraskende foretrækker de, der leder en religiøs gruppe, som regel denne intensivering af deres private magtområde. Hvis deres tro er i flertal, foretrækker de også intensiveringen, men kun til sig selv, uden ligestilling af andre religioner.

En anden ekstrem mulighed er, at staten ideologisk afskaffer alle de nuværende helligdage og laver et sæt nye proforma-traditioner fra oven. Det vil formentlig føles som ren kulisse, hvis ikke der ligger en reel folkelig kamp bag, som der gør for USA's og Frankrigs nationaldage.


Endelig, hvilket jeg er enig med tænketanken i har mest perspektiv, kan vi som samfund prioritere ikke-religiøse højtider, når det er oplagt, f.eks. i forbindelse med en tiltrængt opdatering af grundloven, men ellers er det vigtigste at nedtone religionerne og stimulere de nuværende ferie- og festdages iboende tendenser til uhøjtidelige blandinger.

Det ligner et nyt signal fra Labour. Multikulturalisme i Storbritannien har ofte fået form som sideordnede monokulturer. Man har politisk støttet adskillelsen af kulturelle grupper ved særregler om højtider, påklædning, skolegang, mad etc. Briternes ”adskillende” model er f.eks. blevet kritiseret af den indiske nobelpristager, Harward-økonom og identitetsteoretiker Amartya Sen i bogen “Identitet og vold” (Informations Forlag, 2007). Modellen medfører nemlig, trods venlige intentioner, at religiøse grupper får politisk vægt på bekostning af individers rettigheder. Desuden ghettoiseres samfundet, så gruppernes gensidige fordomme om modsætninger vokser sig farlige, mens man omvendt fortier konflikter og magtkampe indenfor hver gruppe.


Denne gove gruppeinddeling sker uden blik for det faktum, at ethvert individ reelt er med i mange fællesmængder, som det i variende grad vælger at identificere sig med (enlig mor, bybo, akademiker, billist, ikke-ryger etc.). Intensivering af ensidig religiøs gruppeidentitet fremmer altså kunstige sociale modsætninger, svækker tilkæmpede rettigheder og hæmmer den fornyelse, som foregår gennem de alternative fællesskaber og kreative individuelle blandinger. Det er derfor en væsentlig diskussion, Labour og IPPR tager op.

I Danmark har vi mindst to typer fælles offentlige ”helligdage”: de indholdsmæssige og de formmæssige. Nationale fri- eller festdage handler faktisk nogle gange om noget vigtigt for alle i landet, f.eks. grundloven eller Danmarks befrielse fra nazismen. De viser på en måde, hvordan vi ser selve skillelinien mellem ude og inde af den fællesmængde, der fester: f.eks. “folket” som frie, lige borgere og antifascister. Første maj og kvindernes kampdag handler også om indholdmæssige ambitioner om ligeret i samfundet, både fordelingspolitisk og kønspolitisk, men de er mere internationalt orienteret. Religiøse dogmer ligner derimod ikke et godt indholdskriterium for at skelne mellem folk og ikke-folk på nationalt plan. Hvem kan dog synes, at kriteriet for statsborgerskab er at se Biblen som åbenbaret sandhed?

For de største og mest langtidsholdbare festdage er det dog snarere formen end indholdet, der springer i øjnene. Her synes det væsentligste selve den rytmiske vekslen mellem hverdage og festdage, f.eks. som markering af årstidernes skiften (Sankt Hans og jul plus påske- og efterårsferie). Det ideologiske indhold synes derimod underordnet og veksler med de historiske magthavere.

Disse fester er populære, og de fejres nok mest for festens egen skyld med de elementer, der går igen i alle mulige kulturers fester: mad, mennesker, sang, spil, lys og gaver. De forskellige tiders forsøg på at tage religiøse patenter på sådanne fester er heldigvis gledet helt i baggrunden som element på linje med de øvrige. Et godt eksempel på et afslappet forhold til de gamle myter er netop julens ukontrollable blanding af hedningenes solhvervsofring, bøndernes årlige griseslagtning, gaver og nisser, noget kristen tradition med glorier og engle og en masse kommercielt Søren Banjomus.

Den slags fester kan ingen dybest set eje, heller ikke lutheranere af idag. Man skal altså ikke lade sig lokke af troskab mod ”oprindelsen” eller ”historien” eller ”ordet”. Det bliver altid en politiseret fiktion. Ved at spille ”oprindelighedskortet” håber prædikanterne måske, at deres forvænte krav om en særlig religiøs alvor og respekt glider ubemærket ned. Men traditionerne kommer og går som bekendt i det lange løb. De udsættes for fravalg, supplementer, blandinger og nye vaner, og det er godt sådan.

De senmoderne, blandede samfund burde ikke kræve alvorstung respekt for religion. De burde tværtimod kræve humor og selvrelativering fra alle involverede plus anerkendelse af lysten til at holde fri og feste med regelmæssige mellemrum.

Det er allerede et godt tegn, at helligdage opfattes så ”uhelligt”, som de gør.

Festen er karnevalistisk og blasfemisk af natur: blanding og transformation og tillempning og largesse er selve budskabet. Humor har ringe kår under enhver forkyndelse og vice versa: »Når narren ler, så siger han inderst inde “Deus non est”, som Eco skrev i “Rosens Navn”.

Et fortidigt religiøst indhold vil stadig optræde, men mest som dét, det objektivt set er for alle: kulørte historier fra udemokratiske, uoplyste tider, hvor man også puttede en levende kat i fastelavnstønden eller en levende kvinde på heksebålet.

Traditioner kan heldigvis standses. Dogmer kan problematiseres. Festdagene kan fortsætte deres rummelige transformationer. Men kun hvis vi kan skærme dem mod at blive fastlåst i denne eller hin forkyndelse af endnu en ”evig sandhed”.

Hvis tidens prædikanter gerne vil hjælpe de komplekse samfund til nye, meningsfulde fællesskaber og ikke blot vil opruste denne eller hin subjektive trosghetto, skal de bare slappe af og skrue ned for forkyndelsen.

Så er festen stadig åben.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.