Mediernes "virkelighed"

Egentlig vil jeg begynde med at opfordre HKH til at læse mit indlæg igen - og denne gang ikke som en vis herre, der læser Biblen.
Jeg kan nemlig kun være rørende enig med HKH i, at politikere naturligvis aldrig må udøve usagligt pres på journalister, og at den frie presse aldrig må ligge under for selvcensur, hvilket også fremgår af mit indlæg.
Men HKH undviger den debat, jeg rejser: At den nye medievirkelighed har skabt en så hård konkurrence på nyhedsmarkedet, at de politiske historier i højere og højere grad får deres eget liv.
På Christiansborg oplever vi hver dag, hvordan journalisternes nye arbejdsforhold i stigende grad kræver hurtigere svar, skævere vinkler og slagkraftige overskrifter.

Historie i selvsving

Det betyder, at en historie i løbet af få timer kan gå helt i selvsving. Det, som borgerne får serveret til aftennyhederne, bliver ofte en historie båret på konflikten i stedet for faktuel og grundig analyse.
Og efterfølgende bliver vi politikere så bedt om at forholde os til en medieskabt virkelighed i stedet for den reelle virkelighed.
Dertil kommer, at politikere oftere og oftere ikke får lov eller tid til at forklare sagen, som de ser den - men i stedet må se deres løsrevne udtalelser fra dagens løb blive tolket helt ud i det ukendelige af kommentatorer, eksperter og journalister.
Det er en uheldig udvikling, som jeg mener, at vi som politikere skal have lov til og faktisk har pligt til at påpege - også uden at blive kritiseret for politisk pression af ømskindede journalister.
Ellers ender vi i en verden, hvor der kører to parallelle "virkeligheder": Den reelle og den medieskabte. Det kan demokratiet ikke være tjent med.
Og inden HKH farer i blækhuset igen, vil jeg godt understrege, at en journalist naturligvis har frihed til at fortolke en historie og komme frem til et andet facit end mit eget. Men dejligt, når det sker på grundlag af facts og saglig research, og ikke på grundlag af den intensiverede jagt på overskrifter gennem medieskabte konflikter.