Findes der en særlig kvindekunst?

Kvindelige kunstnere fastholdes i et stereotypt kønsrollemønster, som er utidssvarende. Det fastslår en ny rapport bestilt af Kunstrådet, som blev offentliggjort i går.

ER DER ET særligt kvindeligt perspektiv i din kunst, er et af de spørgsmål, som Charlotte Kirkegaard og jeg har stillet 23 kvindelige kunstnere fordelt på de fire kunstgrene i den undersøgelse, vi netop har afleveret til Kunstrådet.

Det er bemærkelsesværdigt, at ingen af de interviewede ønsker at blive sat i bås som kvindekunstnere. Nogle af dem formulerer det sådan, at de først og fremmest er mennesker og kunstnere, og de ønsker ikke at være en særlig afart, der skal have en særlig behandling som kvindekunstnere. Det er tydeligt for os, at der særligt i den yngre del af de kvindelige kunstnere er en voksende gruppe af særdeles veluddannede, teknisk velfunderede, berejste og selvbevidste kunstnere, som ikke ønsker at blive målt med en særlig alen.

Mange af dem siger samtidig, men jeg er jo også kvinde, så jeg anskuer verden fra et kvindeligt perspektiv, og det reflekteres naturligvis også i min kunst. F.eks. når jeg skriver kærlighedsdigte, er de skrevet af en kvinde og med en kvindelig afsender, ligesom mænds kærlighedsdigte har en mand som afsender, uanset hvilket køn modtageren måtte have.

Der er også nogle af dem, som siger, at de ikke vil sættes i bås som kvindekunstnere, men samtidig at de har et feministisk perspektiv, at frigørelsen af kvinder og dem selv som kvinder går som et tema gennem deres værk. Endelig er der nogle, der fortæller om, hvordan de eksperimenterer med feminine og maskuline udtryk og energier i deres kunst, samtidig med at de ofte føler sig proppet ned i meget stereotype kvinderoller.

Begrænsninger

Det er især scenekunstnerne, som føler, at registret af kvinderoller i såvel den ældre dramatik som i den nyere dramatik, der helt overvejende er skabt af mænd, er meget begrænsende for dem som kunstnere. Disse begrænsninger gør bl.a., at der reelt er meget få roller tilbage for kvindelige scenekunstnere, når de kommer op i alderen over 40, og at rollerne samtidig begrænser kvinden til kærlighedslivets og privathedens sfære, mens roller, som i det virkelige liv stadig hyppigere spilles af kvinder, i dramatikken stort set altid tildeles mænd. Det gælder roller som borgmesteren, advokaten, lægen eller læreren, som er langt mere tilgængelige for kvinder i det virkelige liv end i dramaets verden.

Men mange kvindelige kunstnere oplever denne usynliggørelse uanset deres alder. Nogle af dem har fortalt os om bragende publikumssucceser, der er blevet efterfulgt af total tavshed fra den etablerede kunstverdens side. Der kommer ikke opfordringer til at skrive nye stykker til teateret, nye bøger eller købstilbud fra museerne, selv om de både har fået bragende anmeldelser og stor publikumssucces.

Nye toner

Det skal dog også nævnes, at der blandt de unge, kvindelige kunstnere også er nogle, som har oplevet, at de er blevet båret frem, at deres publikumssucces også har ført til umiddelbar succes hos forlagene, teatercheferne og gallerierne. Det er tydeligt, at en del af kunstverdenen alligevel har noteret sig, at der er nye toner på vej, og at der er ved at blive opdyrket nogle nye grupper af meget dygtige og interessante kvindelige kunstnere, især i billedkunsten og litteraturen. Og at navnlig et nyt kvindeligt publikum også viser disse kunstnere stor interesse og dermed er med til at skabe nye markeder.

Men det bør samtidig være et vigtigt budskab, at kvindelige kunstnere ikke kan og skal sættes i bås som kvindekunstnere, der mest har det hjemlige og dekorative eller et feministisk budskab som deres tema. De er forhåbentlig halvdelen af de kunstnere, der i de kommende årtier gerne skulle fylde vore teatre, boghylder, rum og vægge med mangfoldig og mangetydig kunst, der også kan begå sig på en international scene. Det vil være vanskeligt for publikum og de kvindelige kunstnere at forstå, hvis det, at der i øjeblikket uddannes lige så mange kvindelige som mandlige kunstnere fra vore akademier og skoler, fortsat skal resultere i den underrepræsentation af kvindelige kunstnere blandt legatmodtagere, udstillere på vore kunstmuseer og hyppigt benyttede scenekunstnere, som vi hidtil har set.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.