Må præster blande sig?

EN GRUPPE præster indledte før jul en protestaktion mod regeringens stramninger af flygtningepolitikken. Flere præster tog emnet op i deres juleprædikener.

Irene Simonsen, der er integrationsordfører for Venstre, udtalte, at præster burde koncentrere sig om at forkynde og lade være med at blande sig i politiske spørgsmål. Hun ønskede at adskille politik og religion.

»Præsterne misbruger deres embede ved at blande politik og religion sammen,« siger hun i sit forsøg på at begrænse diskussionen af regeringens flygtningepolitik. Bedst var det, hvis ingen overhovedet blandede sig, men blot lod regeringen regere, har man indtryk af.

Politik og religion

Vel er det farligt at blande politik og religion og i det hele taget tro, at ens egne meninger om tidens problemer er den endegyldige sandhed. Det er nødvendigt med en form for relativisme, der kan give plads til, at vi kan drøfte tingene med hinanden. Ingen har den endegyldige løsning, heller ikke religionen, eller kirken eller præsterne - og naturligvis heller ikke dem uden religion.

Men vi fristes alle sammen af tanken om at besidde sandheden eller have Gud og moralen på vor side. Vi fristes let af magtfuldkommenhed og deraf følgende arrogance. Vi plejer at sige, at kristendommen kan hjælpe mennesket med at bevare sin nøgternhed ved at pege på grænser for, hvad vi kan tillade os. Mennesket er ikke nogen uskyldighed, der kan oprette Paradis på jord. Prøver det på det, ender det i et helvede.

Vi har siden Luther lært at skelne mellem det verdslige og det åndelige regimente. I det åndelige regimente forkyndes evangelium i frihed. I det verdslige løses de samfundsmæssige opgaver med vores almindelige fornuft. Vi må tale os til rette, så godt vi kan, også selv om vi har forskellig religion.

Derfor har vi den tommelfingerregel, at vi ikke skal blande religion og politik, og at vi heller ikke skal have en folkekirke, som politiserer. Det er det stadigt påtrængende kirkepolitiske spørgsmål, som vi står overfor, om vi ønsker en kirke, der skal organisere sig og vedtage beslutninger om dette og hint politiske spørgsmål og kæmpe for dets udførelse, eller om vi ønsker en folkekirke, der ikke skal være tavs, men kan være et forum for en religiøs, moralsk og politisk debat, hvor forskellige meninger kan brydes, og hvor derfor ingen skal kunne udtale sig på folkekirkens vegne. Denne sidste mulighed, som jeg går ind for, betyder jo ikke, at ingen må udtale sig.

Alle kan udtale sig

Alle i folkekirken kan udtale sig på egne vegne. Og hvis nogle præster vil kritisere flygtningepolitikken, skal de naturligvis have lov til det. De skal ikke mødes af bebrejdelser fra politikere, men politikerne burde tage anledningen op og drøfte de ting, der bliver fremført. For den politiske debat har brug for indlæg fra mange sider og manges erfaringer. Her nytter det ikke med "Vi alene vide".

Man kan ikke reducere etik og politik til fornuftig argumentation. Etik kan ikke udledes af fornuften. Mennesket befinder sig i en kultur, en omverden præget af traditioner, sædvaner. Uden kendskab til historie og tradition svæver det etiske i den tomme luft. Etik og politik er henvist på en kulturel sammenhæng.

»Vi kan gå fra politik til etik, men ikke fra etik til politik,« sagde teologen K.E. Løgstrup. »Etiske ideer kan kritisere dårlig politisk praksis og teori og inspirere til en bedre; men politisk praksis og teori kan ikke udledes af etiske ideer«. I den forstand må man skelne mellem politik og etik. Men det betyder ikke, at de ikke har noget med hinanden at gøre. For det har de. Lige så lidt som man må sammenblande politik og religion/etik, må man adskille dem.

Påberåbelsen af gud er altid farlig og kan let misbruges. Men det er ikke nogen løsning efter fransk model at forvise al religion til privatsfæren og frakende den enhver offentlig relevans ud fra en neoliberal doktrin, der gør religion til en privatsag, der kun kan tillades, bare den ikke har noget med verden at gøre, men er en slags garanti for vor moralske og politiske uskyld, en stadfæstelse af rådende forhold. Vi lader kirken med sine kønne, men kraftløse ord dække over vor egoisme og konformisme og tager radikaliteten ud af forkyndelsen ved at anbringe en mur mellem politik og religion.

Vi må altså ikke sammenblande, men heller ikke adskille religion og politik, hvis vi vil undgå kynismen ved at adskille eller naiviteten ved at sammenblande.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.