Egon Clausens bekymring

I JP-KRONIKKEN 4/1 mener journalisten og forfatteren Egon Clausen at kunne afsløre, at Jyllands-Posten ubevidst har overtaget Politikens rolle som talerør for kulturradikalismen. Han har udmærket blik for sidstnævntes blinde had mod al religion - en følelse, som han selv har lagt bag sig med alderen, fint skildret i en bog om barndomshjemmet i Vestjylland.

EC overser dog visse kendsgerninger. For det første har Jyllands-Posten gennem mange år til jul, påske og pinse på lederplads givet udtryk for meninger i tilslutning til det kristne evangelium; det kan Politiken næppe beskyldes for.

For det andet kan man spørge, om den tolerance, som Egon Clausen og Politiken bekymrer sig for, reelt modarbejdes af JP's redaktionelle linje. Hvorfor må karsk og kras religionskritik ikke ytres i 2006, når den i alle medier omtalte Thorsen-film i 1975 om Jesus måtte have lov at træde på mange religiøse "mennesker, der har holdt fast i deres fædres tro og som ikke har ønsket eller formået at tilpasse sig modernitetens vilkår"?

Var det, fordi de sidstnævntes følelser var uægte, mens muslimernes er ægte? Eller er det, fordi muslimerne er en større og voksende del af landets befolkning?

Måden det siges på

For det tredje må EC - for at få tesen om "de nye kulturradikale" til at passe - gøre Brandes, David Gress, Poul E. Andersen og Søren Krarup til en flok af samme trosfornægtende surdej; et synspunkt, han kun kan fastholde, fordi han ikke forholder sig til, hvad de siger, men kun til måden, de siger det på.

For det fjerde undgår hverken EC eller Politiken før eller siden at tage stilling til netop denne substans i islam-kritikken.

Egon Clausens bekymring for de religiøses følelser er selektiv. Fulgte man hans udsendelse i P1 og læste hans bog om de religiøse amerikanere i bibelbæltet, vil man vide, at dem nærer han foragt for.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen