Leder: Antiklimaks

ÅRET BEGYNDTE ellers så godt for regeringen. Meningsmålingerne var i top, den vandt februarvalget overbevisende og gav samtidig Socialdemokratiets formand, Mogens Lykketoft et nederlag, der vippede ham eftertrykkeligt som partiformand og endegyldigt slukkede hans statsministerdrømme.

Sejren banede meget passende vej for en stabil arbejdsperiode til at gøre kommunalreformens omfattende lovgivning færdig. I forvejen havde kommunerne givet regeringen et usædvanligt godt og værdifuldt medspil, men oppositionen holdt sig for det meste også tilbage, da de sidste brikker skulle falde på plads.

Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen og regeringen fortjener ros for at have løst den vanskelige reformopgave med nødvendig respekt for frivilligheden i det kommunale selvstyre, når man ser bort fra enkelte fejlgreb. I de efterfølgende forhandlinger om kommunernes kommende økonomi har regeringen desværre ageret stik modsat ved at true med tvangsforanstaltninger, hvis ikke aftalerne om økonomien holdes punktligt for det kommende år.

Eftersom situationen planlægningsmæssigt set er vanskelig, er det en uklædelig arrogance, som finansminister Thor Pedersen forhåbentlig vil lægge på hylden inden forhandlingerne i februar, da det i forvejen er både venligt og konstruktivt af kommunerne at optræde velvilligt som gruppe i disse spørgsmål. Reformen har ingen mening, hvis den slags centralisme skal være dagligdag.

Kommunalreformen skal naturligvis følges op af en udligningsreform, men det vil være for letkøbt bare at flytte flere penge fra hovedstaden til de fattige udkantskommuner. Det er hul i hovedet bevidstløst at fortsætte med at sende kommunal nødhjælp af sted, når der er brug for effektive ændringer, som konstruktivt kan bidrage til en erhvervsudvikling efter princippet om hjælp til selvhjælp.

Det er en styrke, at regeringen uden slinger har fastholdt og udbygget principperne i udlændingelovgivningen og fulgt op med et integrationsforlig, selv om oppositionen og repræsentanter for inden- og udenlandske organisationer manisk beskylder regeringen for at være i konflikt med menneskerettighederne. Med tilsvarende styrke har statsministeren de seneste måneder urokkeligt afvist de angreb på demokratiet og ytringsfriheden, som er fulgt i hælene på Morgenavisen Jyllands-Postens offentliggørelse af tegningerne af profeten Muhammed. Avisen har ikke ønsket at nedgøre anderledes troendes følelser, men det er og bliver en sag for domstolene, hvis nogen fortsat skulle mene det modsatte.

En ansvarlig opposition er en vigtig del af folkestyret, men regeringen har i årets løb på mange måder været dårligt hjulpet af den eksisterende, hvis man overhovedet kan tale om opposition. Det er dog tilfredsstillende, at Det Radikale Venstre trods sine ekstreme standpunkter i udlændingespørgsmål i stigende grad søger indflydelse, mens Socialdemokratiet fortsat ikke har fundet sin platform efter formandsskiftet.

Helle Thorning-Schmidt synes ikke at være kommet fra start, og som forhandlingspartner virker partiet uansvarligt, når det løber fra afgørende vigtige forlig, som det skete med integrationsforliget. Hun har ellers skråsikkert ladet sig vælge på, at hun vil forhandle regeringen ud af kontorerne, og at hun kan slå Anders Fogh Rasmussen. Men når partiet ikke er forhandlingsdueligt og troværdigt, er det jo sin sag.

Helle Thorning-Schmidt har fortsat ikke leveret varen fra formandsvalget i foråret, tilsyneladende bl.a. fordi hun på grund af politiske divergenser internt i folketingsgruppen ikke kan styre tropperne. Derimod viste kommunalvalget, at der er betydelig socialdemokratisk overlevelsesvilje ude i det virkelige liv.

Desværre har de seneste måneder været præget så meget af politisk tomgang, at det her ved årets slutning former sig som et voldsomt antiklimaks. Det er ikke alene den hårde medfart, som statsministeren har givet Velfærdskommissionens afbalancerede og ansvarlige udspil, som bidrager til dette indtryk. Regeringens gode gerninger kan ikke skjule, at Venstre og Det Konservative Folkeparti efterhånden virker stærkt splittet om den borgerligt-liberale politik, som partiernes kernevælgere ellers har grund til at forvente. Regeringen sejrede ganske vist ved valget i februar, men var godt hjulpet af hovedmodstanderens svaghed. Det konservative parti, som havde vogtet de borgerlige dyder, gik to mandater frem, mens Venstre, som især havde appelleret til midtervælgerne, gik fire mandater tilbage.

Efter et ikke helt tilfredsstillende kommunalvalg må Venstre her ved årsskiftet atter notere tilbagegang i meningsmålingerne, og det bør være en advarsel om, at Anders Fogh Rasmussen er på vej ud på et politisk sidespor med sin midterpolitik, som til forveksling ligner Socialdemokratiets med hans omvendelse til lighedspolitik og fastholden af formynderisk velfærdspolitik og højt skattetryk.

Hvis han også svigter sin opgave med at tage afsæt i sit partis liberale principper og giver støttepartiet Dansk Folkeparti for langt tøjr, når velfærdspolitikken skal have det stærkt tiltrængte serviceeftersyn, sætter han sin politiske troværdighed på spil.

Den udbredte skuffelse i erhvervsliv, organisationer og partier over hans grundløse afskæring af en bred velfærdsdebat bør mane til eftertanke, eftersom han også selv havde dekreteret debatpause, mens kommissionen arbejdede. Man kan ikke fortænke Velfærdskommissionen i at føle sig misbrugt som en anden brik i et personligt magtspil, ligesom det ikke styrker tilliden blandt oppositionens partier, at Anders Fogh Rasmussen og Venstre fastholder positionen med at ligge i baghjulet i velfærdsdebatten. Åbenhed ville være klædelig, sådan som ordentlig parlamentarisk og demokratisk adfærd kræver.

Regeringen behøver ikke at frygte oppositionen, men med fortsat splittelse kan den vise sig at være sin egen værste fjende.

GODT NYTÅR!

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen