Fjernt fra Danmark

TORSDAG MORGEN sad jeg på et hotel i Oslo og nød morgenmaden. Men jeg fik næsten den brune ost galt i halsen, da jeg læste avisen Aftenposten.

Ikke fordi jeg læste om, hvordan Kunsthøgskolen i Oslo vil hjælpe palæstinensere med at opfinde en national kultur i Ramallah. Vi ved jo, at nordmænd er gode til det med nationalisme, og vi ved også, at selv om kunstnere som regel siger, de er antinationalister, bidrager de ivrigt med at lave nationalister i udlandet.

Så bladede jeg, og til syne kom Carsten Jensens ubarberede ansigt. Da fik jeg en fæl smag i munden. Overskriften lød: "Forfatterkamp mot rasisme". Der var en omtale af et "opråb" mod Danmarks regering.

Jeg så mig omkring og var glad for, at ingen kunne se, jeg var dansk. De ville jo tro, jeg var racist, og der var folk fra andre kulturer på hotellet. Ja, sikke ondsindede rygter disse folkekære digtere udspreder om det fædreland, hvis skattekroner de lever af. Videre læste jeg, at vi - og det kan jo ikke være digterne - har tabt vor medmenneskelighed.

At tænke sig, at vi har været medmenneskelige engang. Det er godt nok noget nyt for mig, men lad gå. Digtere er jo fantasifulde, så det lykkes dem at få Danmark til at ligne Nazityskland.

Jeg kom i den anledning til at mindes Platon. Han havde i grunden ret. Han ville ikke have digtere i sin idealstat, og da Danmark er tæt på at være den realiserede utopi, kunne man overveje, om vi har brug for Benny Andersens poetiske banaliteter, Klaus Rifbjergs tirader, Ib Michaels politisk korrekte gymnasiast-romaner, Suzanne Brøggers Karen Blixen-imitationer eller Kirsten Thorups socialistiske realismeromaner. De hverken gavner eller fornøjer. I en kommende velfærdsreform kunne man jo overveje, hvad man skal gøre ved den stigende kunstnerbyrde.

Platon var æstetiker, og han var ikke imod kunst, men han vidste, at kunstnere ikke vidste noget om det, de skrev om, og dernæst, at de var ude af sig selv, når de skrev. Han mente ikke, de burde blande sig i politik, for politik er rationel, men digtere er følelsesmennesker. De tænker med hjertet - det vil sige, de tænker ikke.

Hvad er disse følende poeter ude på? De vil øjensynligt lave en opdeling af danskerne i os og dem. Vi skal dele os efter vores "dybeste" overbevisninger, hvad så det end er for noget. Vi skal med andre ord disintegreres, og her troede vi, at integration var målet. På den ene side vil der være alle os racister, der har mistet vor medmenneskelighed, og på den anden side, anført af digterne og den store rorgænger Villy Søvndal, de medmenneskelige, der altså ikke skal være medmenneskelige over for Venstremænd, konservative, socialdemokrater (S) og socialdemokrater (DF). De er ikke medmennesker.

De mener selv, de befinder sig på et højere civilisatorisk niveau end flertallet af de blinde og døve danskere, hvis tavshed er "medskyldighed", som Jensen udtaler.

Foragten for det tavse flertal er ikke til at tage fejl af. Men selve denne tankefigur, som de benytter sig af, er racistisk. Den har alle racetænkningens karakteristika. Nemlig: Der er en race, der er hævet over de andre, og de har som mål at bringe de lavere racer op på et højere niveau.

Der er ikke tale om forfatterkamp mod racisme, men forfatterkamp med racisme. Mon ikke snart disse forfattere emigrerer til Norge og frasiger sig dansk statsborgerskab?

Hans Hauge er dr.phil. og lektor ved Nordisk Institut, Aarhus Universitet, og skriver på denne plads hver lørdag.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen