Litterær eskapisme

ÅRETS LITTERÆRE højdepunkt indenfor børne- og ungdomslitteratur blev nået, da J.K. Rowlings sjette, og dermed næstsidste bind i serien om teenagetroldmanden Harry Potter blev sluset ud til hungrende fanskarer verden over natten til den 17. juli.

Opmærksomheden omkring fænomenet Potter er ubeskrivelig, og de danske dagblade følger da også ivrigt trop, når det gælder dækningen af lanceringen af det nye bogskud på stammen i føljetonserien om Potter og Co.

Således kunne man i alle større danske dagblade læse kortere eller længere notitser om, hvorledes boghandlere holdt ekstraordinært lang tid åbent for at tilgodese de store mængder af læsere, der har taget trolddomsuniverset til sig på godt og ondt.

Stor opmærksomhed

Det er ikke mange forfattere og værker (hvis overhovedet nogen), der kan bryste sig af en lignende offentlig opmærksomhed, som bliver Rowling og Potter til del, når en hel verden venter med tilbageholdt åndedræt og nærmest render de magtesløse boghandlere over ende for at erhverve sig deres helt eget eksemplar, der hurtigt og grådigt sluges med øjnene. Harry Potter er litterær eskapisme i højeste potens.

Rowlings litteratur har været til diskussion blandt litterater og andre fagfolk siden lanceringen af første bind i 1997, da debatten bl.a. har centreret sig omkring kvaliteten (eller manglen på samme) i hendes romaner. Således er det blevet spurgt, om hendes værker er andet end litterært fastfood, der letfordøjeligt passerer gennem vore litterære hverdage uden at efterlade sig spor i vores bevidsthed, når læsningen er endt.

Man kan ved besvarelsen af et sådant spørgsmål hurtigt forfalde til subjektive konstateringer, der enten kan være centreret omkring en positiv opfattelse af Harry Potter, hvor man kan plædere for en moderne anvendelse af myter og klassisk fantasylitteratur, der igen har fået ungdommen til at tage en bog i hånden.

Ren underholdning

Man kan dog også gå i den stik modsatte retning, hvor man kan påpege, at Potter-litteraturen i sin struktur plagierer store britiske fantasyforfattere og deres værker som eksempelvis J.R.R. Tolkien og dennes "Ringenes Herre" og "Hobitten", C.S. Lewis' Narnia-fortællinger, Lewis Carolls "Alice i Eventyrland", J.M. Barries "Peter Pan", Richard Adams "Kaninbjerget", Kenneth Grahams "Vinden i Piletræerne" og A.A. Milnes "Peter Plys".

Diskussionen vil uden tvivl fortsætte en rum tid endnu, da fænomener sjældent får lov til at passere uset og ukommenteret. Således oplevede jeg i foråret en yderst interessant forelæsning på Syddansk Universitet ved den ekstremt belæste amerikanske litteraturprofessor Harold Bloom, der var inviteret til Danmark for at forelæse om H.C. Andersen i kraft af dennes nok så bekendte runde dag.

Bloom inddrog - med afsky - Rowlings Potter-bøger som et skræmmeeksempel på, hvorledes ungdommen forledes til at beskæftige sig med litteratur, der ikke har noget på hjerte udover at underholde på det rent eksplicitte niveau.

Det er litteratur uden dybde, der læses, sluges og fordøjes på bekostning af store kanoniserede forfattere og deres litterære mesterværker, der langsomt går i glemsel til fordel for moderne fastfood-litteratur.

Derfor er det vigtigt, at ungdommen i løbet af sit skoleforløb også anspores til at læse (og introduceres for) de klassiske mesterværker, der for Rowling har været inspirationskilde, og som står som stor litterær kunst for eftertiden, da man jo også gerne på et tidspunkt skal have stillet den sult, anden litteratur ikke formåede at stille.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen