Fedme er en trussel

FEDMEEPIDEMIEN er over os. Vi kommer den ikke til livs med slankekure eller operationer. De nye kostråd holder de slanke slanke, hvis de ellers overholdes, men påvirker næppe de overvægtige i synderlig grad.

En stor undersøgelse over københavnernes livsstil har netop vist, at flere er blevet overvægtige, og blandt de overvægtige er flere blevet decideret fede. Det er specielt mændene, der må spænde livremmen gevaldigt ud.

Æstetikken i det at være meget fed kan der være forskellige meninger om, men de sociale og sundhedsmæssige konsekvenser er uhyggelige.

De fede marginaliseres på arbejdet. Tænk på en børnehavepædagog, der ikke kan bøje sig ned og snøre børnenes sko eller samle legetøj op fra gulvet. De mere spændstige kollegaer jubler næppe, når de skal overtage arbejdet. Virksomheder anbringer sjældent de mest overvægtige medarbejdere i receptionen.

Alvorlige følger

De sundhedsmæssige konsekvenser er f.eks. type 2 diabetes og højt blodtryk med de svære komplikationer, der kan følge med disse tilstande.

Det drejer sig om en sundhedsmæssig hastesag. Det eneste, der kan komme fedmeepidemien til livs, er forebyggelse. Og det kræver konkrete politiske handlinger her og nu.

En undersøgelse fra Høje Taastrup har netop vist, at overvægtsproblemer blandt børn bliver mere end fordoblet i perioden, fra børnene begynder børnehaven, til de skal gå i skole.

For mange børn spiser alt for meget sukker og fede mælkeprodukter. Her må der arbejdes med forældrene. Vi kan ikke påregne hjælp fra fødevareproducenterne, som intenst markedsfører f.eks. morgenmadsprodukter, der nærmest kan kategoriseres som slik.

En styrkelse af sundhedsplejen ville gøre underværker. Sundhedsplejersker er velkomne hos småbørnsfamilierne, og de kan komme hos de udsatte familier og give dem råd og vejledning om, hvad børn bør spise.

Skal røre sig mere

Dernæst skal børnene røre sig meget mere fra børnehavealderen til langt op i skolealderen.

Det er ikke nok, at børnene blot myldrer rundt på legepladsen, de skal bevæge sig, så de bliver forpustede og får pulsen op. Børnehavebørn i tre-femårsalderen kan sagtens løbe et kondiløb på f.eks. tre km en eller to gange om ugen. Det koster ikke en krone, det kræver blot, at pædagogerne kommer op af stolene og tager løbeskoene på.

Det gør de næppe af sig selv, men kommunalpolitikerne kan kræve det, som Københavns sundhedsborgmester netop har gjort.

Der er børnehaver, der har indført noget sådant - og med succes.

Roligere børn

De oplever, at børnene bliver roligere og bedre til at koncentrere sig på de dage, hvor de har været på kondiløb. Det betyder bl.a. bedre indlæring.

Forældrene har naturligvis et ansvar for, at børnehavebørnene ikke stiller op til kondiløb i gummistøvler og flyverdragt. De skal - som vi andre - have ordentlige sko og bekvemt tøj på, når de skal ud at motionere.

I skolealderen bør der investeres i en ekstra idrætstime hver dag fem gange om ugen, hvor børnene både bliver forpustede og får pulsen op.

Ballerup kommune har gjort det for de tre yngste klassers vedkommende. Det er et fremragende initiativ og burde udbredes til alle landets skoler.

Det er dyrt ja - men de menneskelige, sociale og sundhedsmæssige konsekvenser af fedmeepidemien er langt dyrere.

Opskrifterne er hermed serveret som inspiration til de nye kommuner, som 1/1 2007 overtager ansvaret for forebyggelsen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen