Den lægelige uskyld

Kjeld Rasmussen mener, at indenrigs- og sundhedsministeren har ændret spillereglerne for sundhedsvæsenet på en måde, så de ikke er ens for det offentlige og det private system.

I JP 3/7 ER DER to interessante artikler om privathospitaler. I den første artikel beskrives, hvorledes indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har åbnet for, at man på privathospitaler i flæng kan operere for sygdomme, som i offentligt regi kun må behandles på få afdelinger i landet.

Der er to argumenter for en centralisering af visse indgreb. Det ene er, at man ofte har behov for et avanceret og dermed hundedyrt set up i forbindelse med operationerne. Dette er privathospitalernes eget problem, og kan de tjene penge ved at investere i dette set up, har ingen noget imod det.

Det andet argument er det langt værre med. Fagfolk har anbefalet en centralisering af visse operationer for at kirurgen kunne få et tilstrækkeligt patientvolumen til at opretholde og udvikle sin kunnen. Privathospitaler kan kun løfte dette krav på to måder: Enten underkaster man sig de samme patientvolumenkrav, som stilles til det offentlige, eller også må man på fritidsbasis ansætte de kirurger, som udfører de samme operationer i offentligt regi.

At et privathospital skulle kunne løfte et krav om fuldt patientvolumen er helt utænkeligt for de fleste operationers vedkommende, så reelt må man vælge løsningen med fritidskirurger.

Det gør man da oftest også, hvilket illustreres godt af artiklen om Dalgasklinikken. Desværre medfører denne løsning, at den enkelte kirurg mister sin ansættelses- og interessemæssige uskyld. Det er umådelig vigtigt, at såvel patienten som arbejdsgiveren ved, hvor lægen har sin loyalitet. Ved at arbejde for to herrer med modsat rettede interesser er lægerne selv skyld i, at der opstår historier om, at »vi desværre ikke kan operere dig før til oktober, men hvis du kommer på x-klinikken på onsdag, skal jeg operere dig der.«

Sådan tænker i virkeligheden kun et fåtal læger, men alle udsætter sig for beskyldningen med det nugældende system, der er udløst af en sundhedsminister, som har valgt politisk ideologisk profilering fremfor gennemskuelighed i systemerne. Det sidste ville ellers være i patienternes i øvrigt højtbesungne interesse.

En luftig garanti

Den anden JP-artikel handlede reelt om ventelistegarantien, som angiveligt nedsættes til en enkelt måned om et års tid. Det vil betyde, at de offentlige sygehuse kommer til at bruge oceaner af tid på at administrere en garanti, som for de færreste patienter er andet end varm luft.

Omregner man den tid, som jeg og andre personalemedlemmer har brugt på at lave informationsskrivelser og ventetidsberegninger, kunne jeg personligt have behandlet et ikke ubetydeligt antal patienter.

Med en ventelistegaranti på en måned bliver disse administrative problemer mangedoblet, idet selve registreringen af henvisningen - hvormed der naturnødvendigt går nogle dage fra egen læges underskrift - kommer til at udgøre forfærdelig mange procent af ventelistegarantien. Uden at lade min paranoia få overtaget tør jeg fastslå, at sundhedsministeren ikke tager patienternes parti i denne sag, men blot plejer ideologiske synspunkter, der tvinger ham til at kanalisere penge over i det private sundhedsvæsen på det offentliges bekostning. Det bliver hermed mere og mere tydeligt, at formålet er at udbombe og privatisere det offentlige sundhedsvæsen på langt sigt.

Mange opgaver

Og så har jeg endda slet ikke nævnt, at det offentlige sundhedsvæsen er forpligtet til at uddanne nyt personale, at forske, at behandle alle patienter uanset risikoen, at deltage i diverse arbejdsgrupper om dette og hint, at udvikle elektronisk patientjournal og - helt bizart - uden beregning at behandle de komplikationer, som de private klinikker naturligvis også har. Synes sundhedsministeren virkelig, at reglerne for det spil, som hedder det danske sundhedsvæsen i fremtiden, er ens for alle parter?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen