Kronik: Frihandel er en forudsætning for EU's vækst

Det koster de europæiske forbrugere 27 mia. euro om året, at der ikke er frihandel på tekstilområdet. EU's bestræbelser på at holde billige kinesiske tekstilvarer ude fra det europæiske marked har ført til nye importkvoter fra den 20. juli. Hvornår får vi lov at høste de fordele ved den globale arbejdsdeling, som både europæisk erhvervsliv, forbrugerne og vore udenlandske samhandelspartnere venter på? Vi har ikke råd til at vente, skriver kronikøren.

De europæiske importører af tøj har set frem til den 1. januar 2005. Det samme har de europæiske forbrugere. Som en del af en aftale mellem EU og Kina har det længe været meningen, at de historiske kvoter på tøj og tekstiler fra Kina skulle ophæves fra årets første dag. Markedet blev gjort frit. Importørerne havde forberedt sig. De havde bestilt masser af varer fra kinesiske producenter og fra deres egne produktionsfaciliteter i Kina, som skulle ud på hylderne i butikkerne i 2005.

I løbet af årets første måneder steg Kinas eksport af tøj med 30 pct. Det er et godt eksempel på den nye globale arbejdsdeling i praksis. Når der er fri adgang til at købe varer til en given kvalitet til en lavere pris, så bliver der handlet. Stigningen i samhandelen var således både ønskelig og forventelig. Men så fik EU kolde fødder. De skræmte europæiske tøjproducenter formåede at presse EU til at genindføre kvoter for at begrænse Kinas eksport. Resultatet er blevet, at fra den 20. juli 2005 må eksporten af 10 tekstil- og tøjprodukter til EU maksimalt stige mellem otte og 12,5 procent årligt frem til udgangen af 2007.

Konsekvensen for den europæiske detailhandel, der aftager tøj og tekstiler fra Kina, kan blive meget uhensigtsmæssig. Problemet er, at mange ordrer på tøj fra Kina er baseret på en forventning om fri handel fra 1. januar 2005. Ordrerne kan ikke trækkes tilbage nu, men det kan reelt blive umuligt at få så meget tøj ind i EU, som der faktisk er bestilt og betalt for. På lidt længere sigt vil det betyde store omkostninger for detailhandlen og importørerne. Nogle vil ikke overleve, og jobs vil gå tabt. Konsekvenserne for de europæiske forbrugere er, at de stadig ikke kan få varerne til den bedste pris.

Kina er udråbt som en af de vigtigste økonomiske samarbejdspartnere i fremtiden. Og netop forholdet til Kina afspejler to modsatrettede tendenser i verdenshandelen. På den ene side er der liberaliseringerne. I december 2004 fjernede Kina en række barrierer for etablering af udenlandske butikker. Denne åbning er en konsekvens af Kinas optagelse i WTO i 2001, og det er en vidtgående liberalisering fra et historisk set protektionistisk land. En stor fordel for vestlig detailhandel, der i disse år strømmer til det kinesiske marked. På den anden side er der de protektionistiske tendenser, der senest har ført til kvoter på kinesisk tøjeksport. Vesten kræver, at Kina åbner sit marked, men vestlige lande er ikke parate til at kvittere for en begyndende kinesisk åbenhed ved at åbne sig helt for konkurrencedygtige kinesiske varer som tekstiler. Det er ikke bare utroværdigt over for kineserne, det er også direkte skadeligt for EU's konkurrenceevne og vækstmuligheder.

Når nu kineserne producerer så billigt, hvordan kan vi i EU så sikre vores konkurrenceevne? Svaret er, at EU's konkurrenceevne netop kan styrkes i kraft af kinesernes evne til at producere billigt. Hvis vi altså forstår at udnytte de muligheder, det giver.

Kinas plads i den globale arbejdsdeling synes så ligetil, men hvor er vores plads? Vi kan og skal ikke konkurrere på at producere til den billigste pris. Der er heller ikke nogen, der i dag forestiller sig, at danske og europæiske tekstilproducenter skal ud i verden og profilere sig på at sælge billigst. Grundtanken i 'Forretningsplan Danmark', som Dansk Handel & Service lancerede ved sin Årsdag den 26. maj i år, er at komme væk fra de skræmmebilleder, som spørgsmålet om billig produktion i Kina og andre steder rejser. Planen understreger, at værdien af et produkt ikke kun afhænger af produktionen. Værdiskabelse sker i alle dele af værdikæden, herunder design, udvikling og markedsføring.

I Danmark skal vi leve af at have den globale indsigt i den samlede værdikæde og så sammensætte vores produkter og tjenesteydelser med de rigtige input af viden og effektiv produktion fra hele verden. Produktionsomkostningerne skal fylde mindre og mindre i de samlede produkter. Danske virksomheder skal tilføje et produkt høj værdi ved at være gode til distribution, design, koncepter, markedsforståelse og kundepleje. Hvis vi kan det, så kan vi sælge dem til denne høje værdi på de globale vækstmarkeder. Det er godt gammeldags købmandskab, som da tekstilproduktionen blev lagt i Herning for mange år siden. Det er blot købmandskab på en global scene.

Danske virksomheder er gode købmænd. Bestseller, IC Companys og ECCO er blot få eksempler på, at danske virksomheder får kvalitetsprodukter produceret til den billigst mulige pris i Kina. Disse og en lang række andre danske detail- og engrosvirksomheder er nu gået skridtet videre og er begyndt at sælge deres produkter i Kina. Konceptet med produktion og salg i Kina virker for de danske virksomheder. Når de først er etableret i Kina, tjener de gode penge efter få år, og de bliver på det kinesiske marked. Kineserne køber ikke InWear, fordi det er billigt. De køber tøjet, fordi det står for kvalitet, skandinavisk design og et godt brand. Derfor er de villige til at betale mere. InWear konkurrerer således med kinesiske producenter på kvalitet og markedsforståelse - ikke på pris.

Det er et politisk ansvar at skabe de rette rammebetingelser for, at danske og andre europæiske virksomheder kan udøve dette købmandskab. Købmandskabet begrænses, når den frie handel begrænses med toldmure og kvoter. Det er en klar pointe i Globaliseringsrådets seneste debatpjece 'Danmark og Globaliseringen', der helt rigtigt påpeger, at øget konkurrence fører til den øgede globale arbejdsdeling, der er forudsætningen for vækst. Når landene hver især specialiserer sig i det, de er bedst til, kan der produceres mere til færre omkostninger.

Hvorfor holder EU så udviklingen tilbage med kvoter på import fra Kina. Baggrunden er, at EU historisk set er fokuseret på at beskytte landbruget og industrien. Kvoterne i forhold til Kina er et eksempel på, at EU opstiller kunstige handelshindringer, der skal beskytte nogle resterende europæiske tøjproducenter mod konkurrence. Beskyttelsen er kortsigtet og kunstig. Ved at give den europæiske industri kunstigt åndedræt, afskærer EU sig selv fra at udnytte mulighederne ved den globale arbejdsdeling. Uanset hvor mange mure der bygges omkring EU, så kan vi ikke komme udenom det faktum, at vores industrier kun kan overleve på sigt ved at få de rette input fra udlandet.

EU og USA prædiker frihandel og stiller i forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen WTO's såkaldte Doha-runde store krav til 3. lande som Kina, Indien og latinamerikanske lande om at åbne deres markeder for det vestlige erhvervsliv. Disse krav er rimelige og nødvendige. EU skal dog feje for egen dør og byde 3. lande velkommen på vores markeder. Det lever EU op til på en række områder, men stærke industri-kræfter arbejder for at holde grænserne lukkede for at sikre sig en kortsigtet beskyttelse mod konkurrence.

De protektionistiske tendenser rammer netop de sektorer i EU, hvor der er størst vækst og internationalisering. Samtidig rammes forbrugerne, der driver væksten, og udviklingslandene rammes, hvis udvikling er en forudsætning for at verden som sådan er i fremgang.

Netop handels- og servicesektoren er afgørende for de europæiske landes konkurrencekraft i fremtiden. Alene fra 1997 til 2002 har denne sektor skabt flere end 11 millioner nye jobs i EU, eller over 90 pct. af alle nye jobs. Den har stået for over 60 pct. af alle nye virksomheder, for den første værditilvækst, innovation, mv. Den europæiske handelssektor alene består af 5,5 millioner virksomheder . Den beskæftiger 27 mio. mennesker og er en af de få sektorer, der i disse år faktisk skaber flere jobs. Handelssektoren er bindeleddet mellem industrien og 450 mio. europæiske forbrugere og har som opgave med hele verden som sin markedsplads at tilbyde forbrugerne de bedste produkter til prisen. I dag kommer mange af disse produkter fra lande som Kina.

Det er ikke kun erhvervslivet i de rige lande, der taber på protektionisme. Det har vist sig, at de fattigste i verden er globaliseringens vindere. Anti-globalisering er altså ikke i de fattigstes interesse, og EU's subsidier og toldmure inden for f.eks. landbrug er med at holde udviklingslandene ude fra verdensmarkedet inden for sektorer, hvor de har deres komparative kompetencer i den globale arbejdsdeling.

Der er altså brug for liberalisering inden for service- og handelssektoren. Men netop disse sektorer står svagt i WTO's forhandlinger om liberaliseringer af verdenshandelen. Landbruget fylder mest på både udviklingslandenes og de vestlige landes dagsordener.

Faren er, at forbedringer for handelen med serviceydelser og for detailhandelen 'ofres' til fordel for fremskridt på landbrugsområdet. Europæiske detailhandlere og andre serviceudbydere efterspørger bedre adgang til markeder i Kina, Indien, Japan og USA både i form af muligheder for at etablere butikker og for at sende medarbejdere ud til disse markeder i kortere perioder. EU er faktisk kommet med tilbud om at åbne mere op for detailhandel fra 3. lande under forudsætning af, at 3. landene også åbner deres markeder for den europæiske detailhandel. Men som det ser ud nu, så er EU så fokuseret på at opnå fremskridt for landbruget, at det ikke er sandsynligt, at EU vil gå i hård kamp for detailhandelens interesser.

EU's satsning på industri og landbrug efterlader spørgsmålet, om EU overhovedet har en plan for, hvad vi skal leve af i fremtiden. Industrien og landbruget er ikke og vil heller ikke i fremtiden være de primære vækst bidragsydere i EU. Der er brug for, at vækstmotoren service- og handelssektoren bliver prioriteret. Det kinesiske - og indiske, polske og brasilianske - erhvervsliv udvikler sig i disse år med en fart, der tager pusten fra europæerne. Den udvikling forsvinder ikke, selvom vi lukker os inde. Vi kan kun få fordel af udviklingen ved at lukke op og naturligvis kræve, at de også åbner deres markeder. Ellers bliver de 27 mia. EURO i velfærdstab på tekstilområdet kun en lille del af de samlede omkostninger - lukkethed vil koste EU muligheden for at stå stærkt i den globale konkurrence.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.