Kronik: En idrætsæra er slut i København

Fysisk aktivitet og sociale fællesskaber kan tolkes som en privat sag, men uden idrætten mister byerne - og ikke mindst de store byer - den sammenhængskraft, der er nødvendig for at imødegå social og kulturel ulighed, skriver kronikøren med afsæt i den kendsgerning, at KI (Københavns Idrætsanlæg) nu kommunaliseres og mister sin selvstændighed.

Den 1. juli 2005 overgår den selvejende institution Københavns Idrætsanlæg (KI) til Københavns Kommune. KI blev stiftet i 1911, og et på det tidspunkt helt enestående samarbejde mellem de frivillige idrætsforeninger, Dansk Idræts-Forbund (DIF) og kommunens styre blev etableret. Med udgangspunkt i de centrale anlæg på Østerbro ved Fælledparken har KI siden stået for anlæg og drift af Københavns idrætsanlæg, som over årene er det blevet til ganske mange. Helt præcist 55, hvis havnebade og mobile skøjtebaner tælles med.

Den 15. juni 2005 besluttede Københavns Borgerrepræsentation i enighed at kommunalisere den selvejende institution, og hermed overdrages den politiske ledelse af KI fra KI's bestyrelse til Kultur- og Fritidsudvalget. Centralt i overdragelsen bliver udbygningen af brugerbestyrelser, som får ansvaret, så langt de enkelte anlæg ønsker det.

København var i slutningen af 1800- tallet en by præget af manglende hygiejne og elendige sociale forhold for en stor del af befolkningen. Især manglen på luft og rum var alvorlig, men mulighederne lå lige uden for søerne og voldene og på fælleden. Toneangivende arkitekter, læger, lærere, ingeniører og idrætstilhængere havde i mange år argumenteret kraftigt for et bruge fælleden til idræt.

Da Socialdemokratiet sammen med enkelte liberale i 1904 opnåede flertal i borgerrepræsentationen kom der skub i tingene. Ideer om en stor idræts- og folkepark kom på banen, og byens første socialdemokratiske borgmester J. Jensen begrundede sin støtte med opførelsen af Idrætsparken i et ønske om at lave en fornuftig byplanlægning og i at give København et bymæssigt løft. Målet var at skabe luft og fritidsmuligheder for alle borgerne .

Der blev nedsat udvalg til at se på sagen, og i maj 1908 bevilgede borgerrepræsentationen en enorm sum på 1.264.450 kr. til idrætsanlægget. Men hvem skulle administrere anlægget? Skulle det være kommunen selv, hvilket var det mest naturlige, da denne bekostede anlægget, eller skulle det være Dansk Idræts-Forbund, som var den store interesseorganisation. Løsningen blev, at KI blev skabt den 7. marts 1911 , og opgaven var defineret til administration og drift af arealer og bygninger. Oprettelsen af KI kan ses som en officiel kommunal anerkendelse af idrætten, som et vigtigt led i opretholdelsen af borgernes sundhed samt opdragelsen af borgerne til et samfund i forandring.

Fra 1920 og frem fik København for alvor vokseværk, flere og flere børn søgte ind i idrætsforeningerne og behovet for idrætsanlæg voksede. I 1925 begyndte en udvidelse af centralanlægget på Østerbro og en udbygning af idrætsanlæggene i yderdistrikterne. Det første større anlæg udenfor Østerbro var Sundby Idrætspark, der stod klar i 1924. I den forbindelse blev samarbejdet mellem KI og kommunen for første gang sat på prøve. Diskussionen om den fremtidige administration blev behandlet i borgerrepræsentationen, idet et udvalg var nået frem til, at det var uheldigt, hvis det offentlige ikke havde den afgørende indflydelse ved dispositioner over anlæg, der var anlagt i almenhedens interesse.

Kommunens på mange måder formynderiske holdning til KI blev lidt efter lidt ændret, så KI fik en markant højere grad af selvstændighed. Dermed overgav kommunen reelt ansvaret for udbygningen af idrætsfaciliteter til de frivillige ledere af idrætsforeningerne.

Holdningsskiftet kan blandt andet forstås, når man læser en artikel skrevet af Københavns kommunaldirektør K. Bjerregaard i DIF's "Officielle Meddelelser" fra 1942. Han giver her udtryk for, at den medindflydelse, idrætten havde fået gennem KI, havde givet den ansvar og medvirket til at bremse for store krav. Samtidigt så han kommunens støtte til idrætsfaciliteter som en belønning for den frivillige indsats fra de aktive i idrætsforeningerne. Der var således i midten af 1900-tallet tillid til konstruktionen, og i 1953 udtalte overborgmester H.P. Sørensen, at kommunens ordning med KI havde haft en opdragende effekt på idrætsudøverne

Tilstrømningen til idrætsforeningen betød et stort pres på behovet for idrætsfaciliteter, hvilket blandt andet medførte samme type konflikter, som vi kender i dag omkring fordeling af tider og adgang til anlæg. Enkelte foreninger begyndte at kritisere kommunen, som f.eks. Sundby Boldklub, der i 1946 i et medlemsblad udtrykte, at KI fungerede som en sovepude for Københavns Kommune, idet kommunen havde overladt et væsentligt initiativ til KI. På den anden side fandt man det ikke overraskende, at KI ikke tog initiativer, da den jo var ledet efter forretningsmæssige principper. Fra slutningen af 1950'erne og frem til begyndelsen af 1970'erne steg velstanden i byen markant, men på trods heraf lå kommunens investeringer til idrætsanlæg langt under landsgennemsnittet. Det betød, at der i løbet af 1960'erne, især fra SF, fremkom kritik af både KI og Københavns Kommune p.g.a. en fatal mangel på planlægning af idrætsanlæ. Kritikken udtrykte, at idrætten på den ene side havde en unik position, der svarede til idrættens eget ideal, nemlig at være uafhængig af offentlig styring, mens det på den anden side betød, at idrætten ikke blev inddraget og sidestillet med den øvrige kommunale politik og planlægning. KI var i stedet for en stødpude snarere blevet en sovepude for kommunen. Men partierne var ikke enige i kritikken, så situationen fortsatte og forværredes under kommunens dårlige økonomiske situation i 1970'erne og 1980'erne. Den øgede fokus på kommunens ansvar for udviklingen medførte, at der i 1969 blev der udarbejdet "Idræts-prognose" for København, som fra 1980'erne er fulgt op med idrætspolitiske redegørelser.

Diskussionen af måden at drive anlæg i København har hele tiden været tilstede. Spørgsmålet om at nedlægge den selvejende institution og overlade driften direkte til den kommunale forvaltning blev senest rejst i 2001. Her besluttede borgerrepræsentationen dog i stedet at udvide KI med de meget store sportshaller fra Københavns Ungdoms Centre, og at sammensætningen i KI's bestyrelse samtidig ændredes, så at repræsentanterne fra borgerrepræsentation udtrådte. Hermed var den direkte kobling mellem idrættens organisationer og det kommunalpolitiske niveau blevet afskåret. En ny og uholdbar situation var skabt. KI var afhængig af tildelingerne fra kommunen til driften af de mere og mere nedslidte anlæg, mens politikere på rådhuset havde behov for at markere sig politisk med nye anlæg og nye initiativer. Dertil kom, at udlægningen af kompetence og ansvar til KI's bestyrelse gang på gang blev undermineret af politiske beslutninger, f.eks. ved at tildelte midler til løsning af konkrete opgaver efterfølgende blev taget tilbage fra KI og overført til løsning af andre opgaver, som gjorde politikerne mere synlige. Situationen var den, at KI kom til at forvalte nedskæringer og forringelser, mens politikerne på rådhuset tog sig af alle godbidderne og festtalerne, der hvor stemmer skal hentes. Derfor tog KI's bestyrelse og repræsentantskab i beretningen 2004 initiativ til at noget skulle ske.

KI smed en bombe ind, fordi politikerne forhindrede gennemførelsen af den nødvendige modernisering under den eksisterende struktur. Københavns Kommune og idrættens organisationer var i begyndelsen af det 20. århundrede fremsynede med hensyn til at stille idrætsfaciliteter til rådighed for borgerne. De forstod at aflæse tidens behov og udvikle de fornødne samarbejder og strukturer. Idrætsforeningerne har i mere end to generationer løftet store samfundsmæssige opgaver for København gennem frivillig indsats, og man kan, med SF'ernes kritik fra 1960'erne in mente, påstå, at det har været en billig løsning for København.

Kommunaliseringen er en historisk begivenhed, som rummer interessante fortællinger i en tid, hvor strukturreformen har igangsat diskussioner om idrættens rolle og betydning i de nye kommuner, og hvor nye typer af partnerskaber, der binder idrætten og det offentlige sammen, bliver diskuteret.

Historien om idrætten i København drejer sig om samarbejde og konflikter på mange forskellige niveauer: mellem idrætten, KI og borgerrepræsentationen, men uanset hvad er tilstedeværelsen af idrætsanlæg - udendørs som indendørs, helt afgørende for idrætten, og de seneste års diskussioner om idrætten i København har da også drejet sig om byens manglende kapacitet og faciliteternes helt utidssvarende tilstand. Ved begyndelsen af det 19. århundrede tog København, med konstruktionen af KI og anlæggelsen af den ambitiøse idrætspark, førertrøjen på og viste vejen for andre kommuner. I dag står byen med store udfordringer og et stort ansvar med nedlæggelsen af KI, hvis det ikke bare skal ende i løsninger præget af politisk populisme uden den store interesse for idrætten.

Det 21. århundrede rejser nye udfordringer, men der er meget at lære i det forrige århundredes historie om partnerskaber, samarbejde, opbygning af tillid og den kritiske dialog. Med de nu fremlagte strukturer med fokus på brugerbestyrelsernes frivillige indsats, vil kommunen fortsat kunne slippe billigt ud af et væsentligt problem. I forbindelse med diskussionerne om overdragelse af KI til kommunen blev netop frivilligheden bragt på banen, og der blev argumenteret med, at vægten på brugerbestyrelserne ville styrke det, som forvaltningen kaldte "jysk frivillighed". En definition heraf kom dog aldrig på banen, men den efterlyses stadig i københavnske kredse.

Idrættens bidrag til "det gode liv" er i dag lige så aktuelt som for 100 år siden. Fysisk aktivitet og sociale fællesskaber kan tolkes som en privat sag, men uden idrætten mister byerne - og ikke mindst de store byer - den sammenhængskraft, der er nødvendig for at imødegå social og kulturel ulighed.

KI har gennem årene forsøgt at udvikle byens anlæg ud fra en helhedsbetragtning, hvor ingen bydele er blevet udviklet på bekostning af andre eller en politik, hvor de store og stærke idrætsgrene/foreninger ikke lever på bekostning af de små. Det kræver mod at fastholde sådanne principper - ikke kun for københavnske politikere, men for politikere i alle de ny fusionskommuner. Det kræver langsigtet politisk tænkning. Idrætten, borgere og brugere vil fremover holde et åbent øje med om politikerne kan leve op til at gøre idrætspolitikken til en ligeværdig del af den politiske planlægning. Første stop er kommunalvalget til november.

Litteratur: Morten Mortensen, Idræt som kommunal velfærd. Mentalitet, velfærd og idrætspolitik i København, Ballerup og Skive 1870-1970. Ph.d. afhandling fra Institut for Idræt, Københavns Universitet

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen