Kronik: Af et ghettobarns bekendelser

Som lille var det med skamfuld stemme, jeg fortalte, hvor jeg boede, men efterhånden som jeg blev ældre, lærte jeg at se det at bo i Vollsmose som en fordel og som en prøve på, hvor tolerante eller intolerante andre mennesker er, og også som en slags forløber for det multietniske samfund, som f. eks. EU-samarbejdet lægger op til, skriver kronikøren.

Ghetto: Alene ordet klinger af Holocaust, Anden Verdenskrig, racediskrimination, jødeforfølgelser, og nu også af, hvordan det er som dansker at være indlemmet i en ghetto, hvor det er danskeren, der så at sige er i mindretal.

De mest ekstreme tilfælde af ghettoer var vel ghettoerne i Polen, Tjekkiet etc. under Anden Verdenskrig, hvor jøderne blev stuvet sammen for at modvirke den elendighed, de ville sprede til det omgivende samfund. Ghettoen blev dermed et miniaturesamfund i det store samfund, men fuldstændigt og udelukkende eksisterende i kraft af det omgivende samfunds vilje til at lade ghettoen eksistere.

Dvs. at ghettoens indbyggere pr. definition stod i et afhængighedsforhold til magtinstanserne og kun levede så længe, magthaverne ønskede det og dermed også blev rubriceret som hierarkisk laverestående mennesker end de, der stod uden for. Ghetto er vel netop et af de eneste steder, hvor det at stå udenfor, er det positive, hvorimod det, at være indenfor, er forbundet med store pinsler og ikke mindst samfundets fordømmelser.

Nutidens ghettoer i Danmark er symboliseret ved beboerområder som Gellerupparken i Brabrand, Mjølnerparken i København og ikke mindst Vollsmose i Odense, som alle er sociale boligbyggerier defineret ved et højt antal indvandrere, et højt antal mennesker på overførselsindkomster, og ikke mindst et højt antal kriminelle, der ligger langt over landsgennemsnittet. Ikke just det bedste sted at være inden for umiddelbart, hvilket ofte også meddeles om i pressen.

Normalt er det kun udefra, fordømmelserne lyder, og derfor har det været muligt lidt bedrevidende at modbevise enhver beskyldning, henvisende til at de jo ikke ved bedre, hvorefter personen inden for ghettoen har kunnet forklare, hvordan det også er at bo i en såkaldt ghetto, og dermed muligvis har kunnet kaste et mere nuanceret billede ud af livet i et af samfundets såkaldte belastede kvarterer.

Dette må absolut være en af de væsentligste faktorer i en ghettos omdømme, at der ikke udelukkende kommer negativ omtale ud om stedet, men når selv befolkningen inden for ghettoen giver op, og medvirker til at holdningen bliver ond og fordømmende, er det vist på tide med et modsvar.

Lad mig derfor tage læserne og de, der er uden for ghettoen, de heldige, med på en rejse til mangfoldighedens virkelighed. Tolerancen, hjælpsomheden, farverne, nuancerne.

For er der ikke altid to sider af en sag? En positiv og en negativ, som selvfølgelig aldrig fuldstændig vil være mulige at adskille eller lave om på, men som det er vigtigt at få flere versioner af.

Eftersom jeg med god samvittighed kan kalde mig selv for værende inden for ghettoen, selvom jeg synes, at de konnotationer, der medfølger ordet ghetto, er så negative, at jeg ikke finder det passende at anvende dette ord om det sted, hvor jeg har levet størstedelen af mit liv, anser jeg mig selv for at være i stand til at kunne berette om, hvordan det er leve inden for murene. De fiktive mure jeg her taler om, skal opfattes som de mure resten af befolkningen har "bygget" rundt om ghettoen Vollsmose i Odense.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg selvfølgelig er kriminel og samtidig også er på overførselsindkomst. Kriminel fordi jeg må indrømme, at jeg ind i mellem kommer til at køre over for rødt, hvis det er meget tidligt om morgenen, og jeg tror også, jeg på trods af, at jeg er ikkeryger, har et askebæger stående på min reol, der er taget fra en cafe. Det var vist også min kriminelle løbebane. Overførselsindkomst får jeg også hver måned, nemlig Statens Uddannelsesstøtte, da jeg er i gang med en lang videregående uddannelse. Så ingen tvivl om, at jeg lever op til fordommene. Dog har jeg hudfarven imod mig, for jeg er hvid som sne. Og følgelig dansk hele vejen igennem.

Ingen tvivl om, at det værste ved min adresse er, at jeg, når jeg nævner den, straks mærker fordømmelsen, foragten og ikke mindst fornemmelsen af, at folk tror, de står over for enten et dybt kriminelt og på forhånd opgivet menneske eller et menneske, der besidder et mod, større end de fleste andres. Jeg er så at sige med det samme rubriceret som enten fejlplaceret i ghettoen og dermed uden for ghettoens rubriceringer, eller jeg er stemplet som indenfor og dermed en bekræftelse af de fordomme, der huserer omkring Vollsmose, og så samtidig indirekte sat uden for i det omgivende samfund. Dette oplevede jeg bl.a. i folkeskoletiden, hvor jeg på grund af. min adresse ikke måtte få besøg af veninder, der kom fra mere velstillede familier. Selvfølgelig ikke fordi de mente, jeg var kriminel, men fordi stedet var kriminelt, hvilket i og for sig er det samme, for dermed stigmatiserede de også mig og mit værd i en kontekst uden for det, de kalder for ghettoen. Eller når bekendte halvt dækket ind af spøg spørger, om det er rigtigt, at de fremmede holder geder på altanerne. Selvfølgelig er det ikke rigtigt, kan jeg ironisk svare, de er jo andenrangsmennesker, så de har dem da inden for i lejligheden!

Det værste er altså tydeligvis andre menneskers opfattelse af Vollsmose og af, hvordan de mennesker, der bor i Vollsmose pr. definition er. Derfor er denne liste da heller ikke særlig lang, for dermed bliver det omgivende samfund i mine øjne offer for deres egen intolerance over for andre leveformer, personer etc., og selvom det er ganske korrekt, at der foregår mange ting i Vollsmose, som ikke ville foregå andre steder, og kræver en indsats fra politikere såvel som beboere, er det at bo i Vollsmose ikke udelukkende negativt, men kan faktisk byde på utallige gode og berigende oplevelser.

Det, jeg allerbedst kan lide ved Vollsmose, er den mulighed, det giver en for at møde andre kulturer og derved opleve, at de fremmede bliver til kendte mennesker, der faktisk på trods af forskellig tro respekterer mig, for det jeg er, og ikke på nogen måde ser ned på en, fordi man er kvinde, men faktisk også ofte kommer og spørger om hjælp til deres børns lektier, fordi det er vigtigt, at børnene klarer sig godt og lærer ordentlig dansk, for at blive rigtig integreret i Danmark.

Det er vel en kliche at skrive, at det er nemmere at chikanere dem, man ikke kender, end dem man kender. Men at lære hinanden at kende, er vel det bedste middel mod, at der opstår de fraktioner mod dem og os, som samfundet efterhånden opfatter som den eneste realitet, og som jeg stadigvæk ikke har oplevet i de sammenlagt mindst 17 år, jeg har boet i Vollsmose. Det, jeg i stedet oplever er, at muslimer har en anden kultur end os, javist, men at den kultur ikke udelukkende er baseret på det onde, og at vi faktisk også kunne lære noget af den.

Hjælpsomhed fx er noget af det mest berigende at opleve i Vollsmose. Bærer man på et eller andet og der kommer en såkaldt fremmed forbi, er sandsynligheden for at vedkommende tilbyder at bære det hjem for en stor. Fumler man med et dynebetræk på vaskeriet, er der også straks en hjælpsom hånd, og har man smækket sig ude af bilen ved Nyborg strand iført badetøj, er det sikreste at ringe til ens tyrkiske nabo, som nok skal få fat i en nøgle og komme med den.

Gavmildhed er et andet begreb, der også figurerer blandt de fremmede, hvilket ofte resulterer i nybagt brød, hjemmelavede gryderetter, kage etc., som dermed er med til at give én en kulinarisk oplevelse, der også sætter kolorit på tilværelsen.

Familien er også hos muslimer et meget væsentligt begreb, og selvom det fra en danskers synspunkt kan synes mærkeligt at bo så tæt sammen med sin familie, tror jeg også, at disse tætte familieforhold kunne afværge nogle af de forsidehistorier i medierne, hvor en ældre ensom dansker, har ligget død længe, uden at være blevet savnet af noget menneske.

I vores samfund og kultur, hvor de fleste efterhånden er sig selv nok, og hvor begreber som hjælpsomhed og tolerance er for nedadgående, tror jeg, det ville være gavnligt at kigge på, hvordan livet også fungerer blandt danskere og indvandrere i "ghettoerne", for selv om alt selvfølgelig ikke bare er den skønneste harmoni, er alt heller ikke udelukkende kaos og foragt mellem de forskellige befolkningsgrupper, men faktisk et positivt og udbytterigt samvær, der muligvis kan lette integrationen og accepten af, at samfundet hele tiden er under forandring.

Som lille var det med skamfuld stemme jeg fortalte, hvor jeg boede, men efterhånden som jeg blev ældre, lærte jeg, at se det at bo i Vollsmose som en fordel og som en prøve p, hvor tolerante eller intolerante andre mennesker er, og også som en slags forløber for det multietniske samfund, som fx EU-samarbejdet lægger op til.

Når jeg en dag flytter fra Vollsmose, skal dette altså ikke ses som en flugt, men som det, der er naturligt for ethvert ungt menneske at bryde med en del af fortiden og skabe sin egen identitet. Men en stor del af min identitet ligger tæt forbundet med Vollsmose, og jeg er stolt af det, for det har lært mig så ubeskriveligt meget både om andre kulturer, men så sandelig også om min egen, og ikke mindst at vi danskere bestemt heller ikke er fejlfri.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen