Kronik: De evige sandheders midlertidige karakter

Selv om de kristne fortsat søger at dominere mediebilledet og har held med det i Danmarks Radio, og småbørn udleveres til "minikonfirmation" hos præsterne i deres mest påvirkelige alder, er folkekirkens situation i dag karakteriseret af hændervridende rådvildhed. Det er fordi, mange præster stadig tror, de kan fastholde det forgangne, skriver kronikøren.

I videnskabens og den almindelige sunde fornufts verden opfattes forestillingen om evige sandheder med stor skepsis. Det har nemlig vist sig, at med voksende viden og erfaring bliver vi klogere både i det store og i det små.

Der hvor det har kunnet kontrolleres, har det, der har været antaget for absolutte sandheder, ustandseligt vist sig at være i bedste fald mangelfuldt, måske specialtilfælde, og har måttet ændres eller suppleres. Det er selve videnskabens væsen, at der ikke er noget, heller ikke den selv, der må bremse fremskridt i indsigt.

Denne holdning til begrebet viden er faktisk selv grundlaget for vores kultur. Det er kun i visse religiøse kredse, de absolutte sandheder trives, men de har det ikke godt.

Der er f.eks. den katolske kirke, som i den nyligt afdøde paves tid, hårdt presset af kendsgerninger, har måttet erklære, at kirken tog fejl, når den med bål og brand i århundreder har bekæmpet dem, der f.eks. mente, at Jorden går rundt om solen, fordi Bibelen siger, det er omvendt. Pavens undskyldninger for disse fejltagelser har naturligvis vakt uro i kirken, fordi det afslører, at Bibelen ikke er en absolut erkendelseskilde ved siden af traditionen og helligåndens virke. Derved sættes der for mange et stort spørgsmålstegn ved forestillingen om kirken som det faste, urokkelige grundlag for evige, gudgivne sandheder midt i en omskiftelig verden. Det kan være svært at forestille sig "Guds ord" være rent vrøvl på kontrollerbare områder og samtidig rumme evige sandheder på andre.

Vi har også problemet med de kristne sandheders forhold til historien i den lutherske verden. Det vakte berettiget forfærdelse, da imamen Raed Hleihel 18/2 i år foldede sig ud i en fredagsprædiken og demonstrerede sit indgående kendskab til Allahs meninger om kvinder. »Kvinderne kan være Satans instrument mod mænd. Når en kvinde er ude, følger Satan hende og prøver ihærdigt at friste og lokke hende til hans udåd« osv. Derfor skal kvinder altid være helt tilslørede. Prædikenen kan læses i JP 27/2. i år.

I forfærdelsen over de værdier, der ligger bag denne perverse holdning til forholdet mellem kønnene, og som stadig er en virksom kraft i store dele af verden, synes mange at have glemt, at det ikke er ret længe siden, at de samme værdier gjaldt i Danmark, og at vi stadig har reminiscenser af dem iblandt os. Hør f.eks. dette: »Beskere end døden fandt jeg kvinden, thi hun er et fangegarn; hendes hjerte er et net og hendes arme lænker. Den, som er Gud kær, undslipper hende, men synderen bliver hendes fange.« Det er fra Bibelen, Prædikerens Bog 7, 26.

I det Ny Testamente føres synspunktet som bekendt videre af Paulus, der mente, at kvinder skulle holde mund om væsentlige ting og lade sig belære af deres mænd.

Det er ikke så sært, at værdierne bag sådanne udsagn ligner hinanden. Både Koranen og Bibelen er blevet til blandt småkvægsnomader i Mellemøsten og i de bysamfund, man havde på de kanter. Disse samfund havde deres forskelligheder, og der var forskel i tid, men udviklingen gik langsommere dengang, og grundtrækkene i deres civilisatoriske stade og de dertil hørende normer og værdier var tæt på hinanden, udviklet som de var under forhold, der på mange måder lignede hinanden.

Nu bringes denne sammenligning mellem imamens og Bibelens værdier på dette felt slet ikke for at sige til de kristne, at de ikke er bedre end muslimerne. Tværtimod. Pointen er, at vi kan glæde os over den udvikling, der er sket hos os. Hovedsagen i det er, at det, der nu opfattes som kristne sandheder, er noget ganske andet, end det var for bare 100 år siden.

Viden og erfaring har hos os ført til et langt mere radikalt brud med fortidens sandheder og værdier end det, paven har foretaget på den katolske kirkes vegne. Moralens udvikling har været en stadig kamp mod Bibelens påbud og normer. Denne kamp er stort set vundet, og Bibelen er kun i begrænset omfang en civilisatorisk dødvægt, der bremser for indsigt og udvikling. Det er nu den almindelige mening blandt de fleste kristne, at Luthers skelnen mellem "lov" og "evangelium" skal føres helt igennem, og at der er forskel på gamle og nye testamente, og at begge dele skal forstås historisk. Det har fået konkrete virkninger. Hvor tidligere mosaisk ret fra det Gamle Testamente spillede en stor rolle i dansk lovgivning og retspraksis, har vi for ikke så længe siden afskaffet dødsstraf, og kvinder er blevet juridiske personer og arver ikke længer kun det halve af, hvad mænd arver.

Paulus kunne forene sit syn på kvinder med sine ord om kærlighed i 1. Korinterbrev kap. 13. Det kan de fleste nu om dage ikke. Det er fordi begrebet næstekærlighed ikke længere er bestemt af Bibelens tankeverden. Det er lykkedes at dreje folks forestillinger om næstekærlighed i humanistisk retning. De, der stadig gerne vil have Bibelen med, kan opfatte begrebet ud fra de udsagn i den, der bedst lader sig forene med en humanistisk grundholdning. Hvor Bibelen tidligere var Guds ord, som Koranen er det for imamen, kan man nu vælge det ud, man selv synes er brugbart, og efterlade resten på historiens mødding. Og for mere tænksomme sjæle kan Bibelens myter om skabelse, opstandelse, himmelfart osv. fungere som et poetisk billedsprog, der åbner mulighed for bag dogmernes beton at føle en forbindelse til det ufattelige, der kaldes Gud.

Det er øjensynligt dem, der tænker i de baner, der er mest i overensstemmelse med befolkningens dogmefri religion, der henter elementer mange steder fra og hele tiden er under forandring. Det er nok her, fremtiden ligger for Folkekirken, hvis den fortsat skal bestå.

Der er stadig nogle, der ikke er nået længere end de mellemøstlige småkvægsnomader for nogle tusinde år siden. Der er f.eks. kristne skoler, der ikke vil ansætte homoseksuelle, fordi småkvægsnomaderne ikke kunne lide den slags folk og derfor lavede sig en gud, der heller ikke kunne.

I USA har det kristne højre for tiden politisk magt, men ellers er det i vores del af verden mest blandt muslimer, man finder folk, der som imamen prøver på at forstå deres gamle bog bogstaveligt i et forsøg på at forsvare et dybt reaktionært verdensbillede. Og der er andre muslimer, som i frustration begrunder deres sociale kritik i Allahs vilje.

For tiden er der muslimer på Nørrebro, der forsøger at indføre småkvægsnomadernes primitive retsvæsen med slægtsfejder og blodpenge i Danmark, tilsyneladende blinde for, at det var et retssystem, der som forudsætning havde en tid, da staten ikke var udviklet, så den kunne forsvare det enkelte individ.

Den afgørende pointe i alt dette er at forstå, at det ikke, som det undertiden fremstilles, er en kristen kultur, der nu står over for en muslimsk kultur her i landet. Det er en kultur, der har forladt småkvægsnomadernes verdensbillede, og som i takt med en almindelig civilisatorisk og økonomisk udvikling har fået en livsforståelse, hvor religionen ikke nødvendigvis er forsvunden, men hvor den har mistet sin karakter af normsætter for moral og viden og for de allerfleste har antaget en langt bredere karakter, end de kristne dogmer har mulighed for at rumme.

De kristne har i mange århundreder haft magten her i landet og opfattet deres religion som identisk med statens forbindelse til Gud. De har brugt magten lige så skånselsløst, som vi i dag ser islam blive brugt i Iran og mange andre lande. Midlerne har været tvangsdåb af småbørn, tvungen kristendomsundervisning og forbud mod alle andre religioner, tvungen nadverdeltagelse, henrettelse og tortur af afvigere, der fik tillagt djævelske egenskaber. Det var alt sammen udslag af den fineste næstekærlighed.

Selv om de kristne fortsat søger at dominere mediebilledet og har held med det i Danmarks Radio, og småbørn udleveres til "minikonfirmation" hos præsterne i deres mest påvirkelige alder, er Folkekirkens situation i dag karakteriseret af hændervridende rådvildhed. Det er fordi, mange præster stadig tror, de kan fastholde det forgangne.

Udviklingen er en langsom snegl, og der sker jævnligt mindre tilbageslag, hvor de gamle ideer får vind i sejlene. Men der er hos os kommet et demokratisk, stort set humanistisk funderet land ud af det, hvor menneskerettigheder og lighed mellem mennesker i hvert fald er idealet.

Måske kunne det samme engang med tiden også ske for Iran og andre muslimske lande, hvor udviklingen har skabt store spændinger mellem reaktionære, religiøse magthavere og befolkningsgrupper, der mentalt har forladt småkvægsnomadernes kulturelle stade.

.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen