Kronik: En pind til Danmarks ligkiste

Gymnasiereformen er et rent ideologisk produkt, der som sådant fortsætter linjen fra 1968. Vore børn har fortjent noget bedre, skriver kronikøren.

I 1974 udformede jeg en formålsparagraf for folkeskolen. Det var i forbindelse med den strid om indoktrinering i skolen, der rasede på den tid og som - med god grund - var startet af daværende undervisningsdirektør Asger Baunsbak-Jensen, der havde påtalt, at mange unge lærere misbrugte skolen til politiske formål. Der var jo tale om en konsekvens af studenteroprøret af 1968. Alt var politik. Og al politik skulle i sidste ende være ideologisk og videnskabeligt korrekt - dvs. marxistisk.

Dette var bekendelsen, på baggrund af hvilken der indoktrineredes skamløst i folkeskolen.

Over for dette misbrug af en undervisningssituation havde Asger Baunsbak-Jensen sagt et berettiget nej, og da diskussionen om skolens formål herefter rasede i den danske offentlighed, fremkom jeg med et forslag til formålsparagraf for folkeskolen. Det skete i en artikel i Information. Det var ganske kort. Folkeskolens formål - skrev jeg - er med udgangspunkt i dansk sprog og historie at give børnene kundskaber.

Jeg må tilstå, at formålsbestemmelsen skabte ikke epoke. Strengt taget tror jeg slet ikke, den blev bemærket. Der var andre signaler i omløb i offentligheden dengang. Men fra tid til anden er jeg kommet til at tænke på den, og jeg har faktisk fået mere og mere tilovers for den. »Med udgangspunkt i dansk sprog og historie skal folkeskolen give børnene kundskaber«. Det er naturligvis en skole, der sætter kundskabsmeddelelse som sit formål. Men det er jo også dette, der er grund til at understrege i en tid, hvor alt andet end kundskaberne og faget er sat i højsædet. Skolens opgave er at meddele kundskab, ikke at forme og ensrette børnene.

Og når formålsbestemmelsen begynder med at understrege udgangspunktet i dansk sprog og historie, så er det for dermed at sige, at der findes naturligvis ikke neutral eller objektiv kundskabsmeddelelse. Alt begynder i det subjektive. Enhver handling har en hensigt og en retning, og dette gælder selvsagt også for den undervisning, der gives i den danske folkeskole

Retningen er det historisk og folkeligt givne, og udgangspunktet for kundskabsmeddelelsen i folkeskolen er derfor dansk sprog og historie. En bevidst understregning af folkeskolens identitet. Og derefter en understregning af skolens sag, der med dette udgangspunkt er kundskabsmeddelelse, ikke indoktrinering eller propaganda.

Som sagt, jeg har siden tænkt på formuleringen i årene, der er gået, men jeg må erkende, at den fik ikke succes i samtiden. Året efter, i 1975, kom som bekendt Ritt Bjerregaards skolelov, der endegyldigt slog en kundskabsmeddelende dansk folkeskole i stykker og forvandlede den til indoktrineringsanstalt for socialdemokratismen, og Ritt Bjerregaards skolelov var jo kun en fortsættelse af den fromme humanistiske moralisme, der lå i Den Blå Betænkning fra 1960, hvor denne undervisningsvejledning for folkeskolen kendtgjorde, at »først og fremmest er det skolens opgave at fremme alle muligheder for at børnene kan vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker«.

Sødt, javist, fromt og yderst velmenende, men samtidig ufatteligt naivt og overfladisk. Men i kraft af denne naive fromhedsdyrkelse, som ingen kunne anfægte uden at blive beskyldt for at være et ondt menneske, kunne netop indoktrineringen eller den ideologiske propaganda trænge ind i og erobre folkeskolen, og som følge heraf blev understregningen af kundskabsmeddelelse som skolens formål lyst i band. Den slags blev nu kaldt for "den sorte skole". Den slags blev derfor anset for ikke blot fortidigt, men upassende.

Og at vi var ikke så få, der fra vores skoletid i 1950'erne havde personligt kendskab til denne "sorte" skole og havde oplevet den som en hæderlig og fortræffelig skole, der lagde vægt på at lære sine elever noget og som i sammenhæng med denne respekt for kundskabsmeddelelse havde respekt for elevernes åndelige frihed og derfor undlod at mase sig ind på dem for at forme deres sind - ja, sligt spiller jo ingen rolle, når den tyrkiske musik eller den herskende ideologi spiller op i offentligheden.

De ideologiske og pædagogiske kegler har siden 1960 været således opstillede, at der ikke har været noget at diskutere.

Det er denne ideologiske tankegang, der ligger bag gymnasiereformen. Det er denne foragt for kundskabsmeddelelse og den hermed sammenhængende dyrkelse af demokratisme, der bærer den ændring af gymnasieskolen, som skal træde i kraft 1.august 2005.

Og jeg må tilstå, at jeg under de nuværende omstændigheder finder en sådan gymnasiereform ubegribelig.

For forholdet er jo, at den ideologisering af vort offentlige liv, der begyndte i 1960 og som tog fart igennem 1960'erne og 1970'erne med året 1968 som midtpunkt, er afbrudt og undsagt med systemskiftet af november 2001. Det, der skete med forrige folketingsvalg, var jo nemlig, at den danske befolkning omsider sagde et klart og tydeligt nej til den ideologiske bølge, som siden 1960 har skyllet alt over ende i Danmark. Valget i 2001 var en reaktion - et meget bevidst nej til den foragt for danskernes tradition, historie og identitet, som under ideologiske paroler har bestemt udviklingen her i landet i den sidste menneskealder. Danskerne havde fået nok. Danskerne sagde i 2001 nej til at lade sig tyrannisere længere af signalerne fra 68.

Men den borgerlige regering, der er kommet til magten på denne folkelige reaktion og som har til opgave at udmønte reaktionen eller selvbesindelsen - netop denne regering fører en uddannelsespolitik, som fortsætter ideologien af 1968.

Det er det mærkelige. Dette er, hvad jeg har vanskeligt ved at begribe.

For den borgerlige regering skulle naturligvis hævde alt det, som 68-bølgen har foragtet. Den borgerlige regering af 2001 skulle derfor understrege kundskabsmeddelelse, viden og historisk sammenhæng som det bærende i den danske skole. Jeg kan ikke nære mig for at gentage mit forslag til formålsparagraf: »Med udgangspunkt i dansk sprog og historie skal folkeskolen give børnene kundskaber«. Det er kortfattet, javist, men efter min mening angiver det alligevel den retning, i hvilken en nyordning af gymnasiet skulle bevæge sig.

I stedet bevæger gymnasiet sig nu i den modsatte - eller fortsætter den bevægelse, som Den blå Betænkning og 68 startede. Reformen siger saglighed, men opløser fagene i tværfaglighed. Reformen taler om historie, men reducerer antallet af historietimer og gør faget til en del af tværfagligheden. Reformen gør ikke kundskaber, men egenskaber til meningen med gymnasieskolen, idet gymnasiereformen ligesom Den Blå Betænkning sværger til moralske hensigtserklæringer og ideologiske fraser. Hør blot gymnasielovens paragraf 2, stk. 5: »Uddannelsen og skolestrukturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele skolens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Eleverne skal derigennem opnå forudsætninger for aktiv medvirken i et demokratisk samfund og forståelse for mulighederne for individuelt og i fællesskab at bidrage til udvikling og forandring samt forståelse af såvel det nære som det europæiske og globale perspektiv«.

Imponerende, javist, dyrt og velklingende og så fint og overbevisende, at ikke et menneske tør protestere - i hvert fald ikke et menneske, der drømmer om at nyde ære og anseelse i fædrelandet. Lige så fint og velklingende som formålsbestemmelsen i Den blå Betænkning. Frase på frase. Fromhedsøvelse efter fromhedsøvelse. Men under frasernes og fromhedens vægt kvæles en god gymnasieskole, der lærer eleverne noget og forbereder dem til universitetet og videre uddannelse.

Det er mig under læsning af gymnasiereformen ikke muligt at tilbageholde en kritik af det sprog, der tales i pædagogiske kredse. Jeg fristes til at sige: Tænk, hvis de talte dansk! Tænk, hvis de kun brugte ord, de kendte og kunne definere! Der hersker på det pædagogiske bjerg her i landet en mandarindialekt, som drukner al saglighed i en sydøstasiatisk flodbølge af flotheder. Et ord som kompetence. Et ord som evaluere. Et ord som projekt. Et ord som merit. Et ord som kreativ. Et ord som innovativ. Et ord som fleksibel. Tænk, hvis der blev talt dansk i Danmark. Man kan med megen ret bestemme skolens problem som et sprogligt problem, for hvis sproget blev brugt til at afklare hensigten i stedet for at tildække hensigten, så - ja, så var der en stor del af undervisningsministerens nye klæder, som kunne afvises med samme begrundelse som i eventyret: Jamen hun har jo ikke noget på!

Klarhed. Knaphed. Det er sprogets væsen, hvis sproget skal udtrykke tanker. Hvor sproget i stedet er endeløst langt, uendeligt uklart og udbredende sig i alle retninger under anvendelse af alverdens kunstord og modebegreber, ved i grunden ingen, hvad der tales om, og i dette sproglige og meningsmæssige mørke kan ideologiske formål naturligvis listes igennem enhver lovgivning.

Det er efter mit skøn, hvad der er sket med gymnasiereformen.

I denne bedrøvelige situation er der én bestræbelse i den borgerlige regering, der forekommer mig at være i overensstemmelse med det, der skulle være denne borgerlige regerings linie vedrørende undervisning og uddannelse, og det er kulturminister Brian Mikkelsens forslag om en kulturkanon. Her hævdes der et krav om viden og kultur. Her siges det, at alting er ikke ligegodt, men at der er forskel på skidt og kanel, og at danske børn naturligvis skal kende dansk kulturs skatte og dansk litteraturs højdepunkter. Her udtrykkes med andre ord en vilje til at fastholde, hvad vi andre oplevede i vores gymnasietids læsning af Falkenstjernes litteraturgennemgang: at dansk litteratur består ikke i reklametekster - som man hævdede i 1970'erne - men i værker af ånd og sandhed.

Det er følgerigtigt og et vidnesbyrd om vores egentlige situation, at Brian Mikkelsens behjertede forslag er søgt druknet af de kulturradikale medier i en blanding af forargelse og grin, mens gymnasiereformens mishandling af faglig viden og dansk kultur gøres til lov.

Projektarbejde, gruppearbejde, tværfaglighed. Men man kan ikke erhverve sig viden ved hjælp af projekter, kun igennem tilegnelse af et stof. Og man kan ikke er hverve sig kundskaber i gruppe, men kun som den enkelte, der møder stoffet. Og man kan ikke udvikle sig fagligt igennem tværfaglighed, men kun i arbejdet med et fag.

Selve gymnasiereformens grundlag synes mig med andre ord forfejlet og ødelæggende. Det gør ikke gymnasieeleverne klogere, dygtigere, mere vidende og dannede. Men det sænker niveauet på alle områder og virker til at skabe halvdannelse og pseudoviden. Hvis det ikke var fordi det kunne misforstås, ville jeg sige, at der er et umiskendeligt seminaristisk præg over denne gymnasiereform. Jeg kunne sige det mere præcist ved at kalde gymnasiereformen for et rent ideologisk produkt, der som sådant fortsætter linien fra 1968.

Vore børn har fortjent noget bedre.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen