Kronik: Folkets fødselsdagsgave til H. C. Andersen

Jeg mener, vi skal give H. C. Andersen en rigtig holdbar fødselsdagsgave. Giv ham Danmarks nationalsang. Han har selv skrevet den. I 1850. Den skal bare lyses i kuld og køn. Den hedder "I Danmark er jeg født", og den er meget bedre end de to, vi bruger nu, skriver dagens kronikør.

Skulle vi ikke give H.C.Andersen en fødselsdagsgave der vasker sig! Jamen får han ikke i pose og i sæk? Alverdens berømtheder er blevet udnævnt til ambassadører for hans kunst. Dronningen kysser hans pande i sin nytårstale.

Jo, men dels er der vist ingen grænser for, hvor meget hyldest H. C. Andersen formår at bære på sine skuldre.

Dels er de fleste gaver, han får, vist adresseret til industriens og landbrugets eksportfremme. Det har H. C. Andersen såmænd ikke noget imod. Men alle disse påfund bliver jo til minder, når 2005 går på hæld.

Jeg mener, vi skal give H. C. Andersen en rigtig holdbar fødselsdagsgave. Giv ham Danmarks nationalsang. Han har selv skrevet den. I 1850. Den skal bare lyses i kuld og køn. Den hedder "I Danmark er jeg født", og den er meget bedre end de to, vi bruger nu. Der er sket det løjerlige, at samtidig med at den danske sang er blevet forvist fra vore skoler og fra Danmarks Radio, har en enkelt sang fået vinger og svunget sig højt i sky - op over alverdens fodboldarenaer.

Før hver landskamp synger titusindvis af roligans "Der er et yndigt land", så Adam Oehlenschlaeger må stå deroppe i skysovs til knæene og få en tåre i øjenkrogen. Endelig er han blevet hørt af folkedybet!

Nu er det ikke, fordi hans nationalsang er dårlig. Omkvædet er faktisk lige i øjet:

»Vort gamle Danmark skal bestå,

så længe bøgen spejler

sin top i bølgen blå«

Men bare det at kalde vores land for yndigt! Øndigt! Det er noget, kronprinsesse Mary er. Vesterhavet, vores slamgrå vinterstorme og Kim Larsen er sgu'nte yndige!

Nationalsangen har også lidt for mange linier, hvor Adams inspiration er sluppet op. Han fylder tomrummet ud med at påstå, at danske kvinder er skønne møer, og mændene er raske svende, at løvet er grønt, og den slags uomtvistelige, men lidet gnistrende iagttagelser.

Jeg gad også nok vide, hvad vore roligans forestiller sig, når de synger, at Danmark er "Frejas sal".

Hvem er Freja?

Ikke en dame, man snakker om på lægterne. Eller andre steder i landet - bortset fra religionshistorisk arkiv. Hun siges at bo godt - og stort, siden hele Danmark er hendes stue.

Freja er kærligheds- og dødsgudinden blandt de nordiske guder. Hvem ved det i dag? Og hvor i alverden ligger den "salten Østertrand", Oehlenschlaeger lader bøgene hænge ud over? Han mener nok alle vore østvendte kyster.

"Salten" er en oldnordisk bøjningsform, der gik af mode i og med Oehlenschlaegers bortgang fra Jorden og litteraturen.

I anden strofe er det yndige borte. Danskerne var nogle "harniskklædte kæmper", der drog ud og voldte fjenden mén. Det passer måske meget godt på Gravesen, når han midt i første halvleg går bersærkergang. Men er disse danske voldstyper noget at prale af?

Vore romantiske digtere fra de første årtier af 1800-tallet skrev mange umiddelbare og begejstrede sange om fædrelandet. Oehlenschlaeger gjorde det også.

"Der er et yndigt land" er ikke en af dem. Den er et livsfjernt udstyrsstykke, der ikke går til hjertet.

Endnu mere skrattende lyder kanonbragene i kongesangen, Johs. Ewalds bloddampende beretning om, hvordan »gotens hjælm og hjerne« går itu, når Kristian den Fjerde fyrer den af.

»Fly skreg de, fly, hvad flygte kan.

Hvo står for Danmarks Kristian

i kamp?«

Det var der nu en hel del, der gjorde, bl.a. generalerne Tilly og Wallenstein. Hvem er i øvrigt disse goter? Kristian den Fjerde sloges med svenskerne og tyskerne. Men da ikke med "goterne", en sydeuropæisk folkestamme fra folkevandringstiden. Og hvad er det for et "spejl", Ewald taler om?

»Da sank hvert fjendtligt spejl og mast

i røg og damp«.

Er det matrosernes barberspejle, Kristians kanoner sender til havsens bunds? Nej, det er de formidable krigsskibes agterspejl. Hvem tænker på det i vore dage? Endnu hårdere går det til, når Tordenskjold entrer scenen i tredje strofe:

»Fra vallen hørtes vrål, som brød

den tykke sky«

Det må oversættes og betyder: fra slagmarken hørtes brøl, som fik skyen til at revne.

Men en nationalsang skal ikke oversættes. Den skal forstås umiddelbart og helst med hjertet.

Ewalds kongesang er et metrisk slagnummer af den svære kaliber. Men hvad er det for en krigsgalskab at udsætte vort fredselskende folk og dets kloge monarkinde for!

Næ, lyt så til H. C. Andersen.

»I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,

dér har jeg rod, derfra min verden går.

Du danske sprog, du er min moders stemme,

så sødt velsignet du mit hjerte når.

Du danske, friske strand,

hvor oldtids kæmpegrave

står mellem æblegård og humlehave.

Dig elsker jeg! - Danmark, mit fædreland!«

På disse otte linier står det alt sammen. Danmark er vores hjem. Her er vores rødder. Med dem i bagagen kan vi drage ud i den store verden - som H. C. Andersen selv gjorde. I dette land taler vi dansk. Atmosfæren her i landet er frisk, ikke lummer. Vore forfædre er synligt til stede i vores dagligdag. Dette, vores hjemland, er smukt og frodigt. Og vi elsker det.

Oehlenschlaeger og Ewald er to kustoder der, veltalende, men lidt overgearede, viser os rundt i Danmark. H. C. Andersen er selve det danske sind. Derfor tør han i sangen sige "jeg". Hos H. C. Andersen er der ingen bravader, ingen vrål og intet harnisk. Han taler lavmælt, blander beskedenhed med selvrespekt. I hans sang slår det danske hjerte.

Og så er det vel heller ikke nogen dårlig ide, at Danmarks nationalsang er digtet af vores eneste virkelig verdensberømte digter. Oehlenschlaeger og Ewald er vel kendt af litterater i Island, Norge og Sverige. Men ellers er de ukendte navne uden for Danmark.

De bedste af H. C. Andersens eventyr er fuldkomne litterære mesterstykker. I eventyr som "Nattergalen" og "Kejserens ny klæder" når Grimm eller andre eventyrfortællere ikke Andersen til hosebåndene, hvad angår fortællerytme, sproglig finhed og underfundighed. Han er en gesandt, vi kan være bekendt. Første strofe af "I Danmark er jeg født" er lige så mesterlig som eventyrene.

Vi skylder H.C.Andersen meget, fattigbarn eller kongesøn. Lad os vise vores taknemlighed og beundring ved at gøre ham til vores nationalsangsdigter.

Rung og Schierbeck har skrevet sangbare melodier. Jeg foretrækker den kendteste, Rungs. Men Schierbecks er også god.

Så kommer det praktiske spørgsmål. Hvem bestemmer egentlig, hvilken sang der skal være vores nationalsang? Statsministeren? Ja, det er det vel. Men han skal selvfølgelig være enig med sin kulturminister. Og måske også veksle et par ord med Morten Olsen og Dansk Fodboldforbund. Dronning Margrethe må også gerne blande sig - vel at mærke, hvis hun er enig i det, der står i denne kronik!

Men husk, det skal være en fødselsdagsgave. Så sagen skal være klar inden den 2. april.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen