Leder: Varm luft

ÉN OG SAMME person kan ikke varetage modstridende interesser. Det siger næsten sig selv.

I den offentlige forvaltning har man strenge regler for inhabilitet, og over alt i den private sektor er det kutyme, at man trækker sig fra en stilling, funktion eller tillidshverv, hvis der opstår afgørende interessekonflikter. Man må ganske enkelt vælge. Det er også et spørgsmål om anstændig adfærd.

Det burde også sige sig selv, at formanden for en forbrugerorganisation ikke samtidig kan være formand for et detailhandelsforetagende, der økonomisk og organisatorisk er filtret ind i hinanden og arbejder på rene, markedsmæssige præmisser.

Logikken er åbenlys. Blot ikke for Ebbe Lundgaard, der uden blusel mener at kunne varetage både formandsposten i Coop Norden og i FDB, der gør meget ud af at præsentere sig som en forbrugerorganisation.

FDB ejer 38 pct. af Coop Norden, der ejer Coop Danmark 100 pct.

Ikke desto mindre præsenterer FDB sig som »Danmarks største medlems- og forbrugerorganisation med 1,6 millioner medlemmer.«

Modsætningsforholdene er åbenlyse, men når man ser nærmere på kunstruktionen, viser det sig, at det hele beror på en ganske særegen fortolkning af begreberne "medlemmer" og "forbrugerorganisation."

Da foretagendet råder over flere end 1.000 butikker fordelt over forskellige brancher, har man en betydelig mulighed for at manipulere lidt, nej meget, med tingene.

Først tilbageholder man en vis del af kundernes penge, for tiden 4 pct. af de beløb, der er brugt på Coops egne varer. Så siger man til kunderne, at de kan få dette rentefrie lån tilbagebetalt én gang om året, hvis de tegner et medlemskab og betaler et passende gebyr for et medlemskort.

Yderligere vælger man en række slagvarer, som man prissætter ud over al fornuft og rimelighed. Men hvis kunderne tegner medlemskab i foreningen, kan de få varen for en pris, der i det mindste somme tider er nogenlunde konkurrencedygtig. Man siger, at man har fratrukket en såkaldt medlemsrabat.

Hvis der skulle være kunder, der køber varerne til den oppustede pris uden medlemsrabat, kan de være sikre på at blive snydt ikke blot lidt, men rigtigt meget.

Det har gennem tiden vist sig, at selv nettoprisen efter fradrag af medlemsrabatten ligger i den pænt høje ende af prisskalaen.

Jyllands-Postens forbrugermagasin Derhjemme kunne eksempelvis i går fortælle om nye eksempler på såkaldte medlemstilbud, som selv efter fradrag af rabatten var dyrere end i andre forretninger.

Om dobbeltformanden for FDB og Coop Norden ligefrem også spiller dobbeltspil, når han som formand for FDB forhandler rabatter og bonusser med Coop Norden, hvor han også er formand, er ikke til at sige.

Selv påstår han, at han fint kan holde rollerne adskilt.

Det kan ikke afvises, at han føler sådan, men resultatet er ikke overbevisende.

Mens de 1,6 millioner mennesker, der har ladet sig presse til at investere i et FDB-medlemskort, bliver spist af med én gang om året at få gennemsnitligt én procent af deres udgifter tilbagebetalt, drager bestyrelsesmedlemmerne i FDB ganske anderledes fordel af deres medlemskab.

De får nemlig yderligere 10 pct. i rabat på samtlige indkøb, og disse penge fratrækkes straks på regningen. De bliver ikke tilbageholdt som et rentefrit lån til forretningen.

»Men det er en intern sag,« snerrer dobbeltformanden.

For de 1,6 millioner indehavere af rabatkort trænger det spørgsmål sig på, hvad FDB egentlig står for. Kunne det for eksempel være Fup, Dårligdom og Bedrag?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen