Leder: Kommunal miljøfælde

LANDETS KOMMUNER skal overtage hovedparten af de opgaver på miljø- og planområdet, som amterne ellers har ansvaret for i den kommunale opdeling, der forsvinder, når den nye kommunalreform træder i kraft.

Det er en meget stor mundfuld at tage for kommunale forvaltninger. Selv om regeringens forslag til en ny kommunalreform i det store hele synes fornuftigt i de overordnede principper, er det en farlig færd, man begiver sig ud på, selv om der også i lovgivningen for området i vid udstrækning er sørget for, at kommunerne kan holdes i særdeles kort snor.

Regeringen lægger stor vægt på hensynet til nærhed og en praksis med én indgang til det offentlige. Alligevel er det ubegribeligt, at man i den grad vil indpasse den samlede miljøforvaltning i kommunerne med de åbenbare ulemper, som det har.

Miljøet bør være den klare undtagelse, fordi miljøproblemerne hverken respekterer kommunale eller amtslige grænser i en national sammenhæng, og kontrollen nødvendigvis må ligge andre steder. Desuden er der også et hensyn at tage til nabokommuner, inden der træffes afgørende beslutninger i miljøsager.

Med arven fra det kommunale selvstyre i behold vil det øjensynligt være særdeles vanskeligt at sikre en ensartet miljøbehandling landet over, selv om Miljøministeriet ganske givet vil forsøge at styre det hårdt fra toppen på en række af områderne.

Selv har kommunerne naturligt nok reageret positivt på de lovforslag, som regeringen har forberedt, men det skinner alligevel igennem, at staten har taget stærkt fat med overordnet tilsyn, og at det ikke på alle områder er lykkedes at skabe en klar og enstrenget myndighedsstruktur, ligesom der også er uklarhed omkring de kommende regionsråds rolle som mæglere i visse situationer.

Når det er en meget stor mundfuld, hænger det sammen med, at kommunerne overtager de syv hovedområder: planlov, jordforurening, miljøbeskyttelse, vandforsyning, vandløb, naturbeskyttelse og råstoffer.

Med det store behov for løbende statsligt tilsyn og kontrol er der med stor sandsynlighed lagt op til et voksende bureaukrati, som endda kan overgå de nuværende amtslige miljøforvaltningers, og så er man lige vidt, da der formentlig også er forventning om en betydelig effektivisering og slankning af forvaltningerne.

Når man derudover løbende har været vidne til kommuners voldsomme appetit på at bryde med miljø- og naturhensyn for at få flere sommerhuse og erhvervsvirksomheder til deres område, er der al mulig grund til at frygte, at landets sparsomme naturressourcer en dag er tilplastret med ødelæggende byggeri ud til kysten. Landets udkantskommuner har naturligt nok behov for dynamik til at styrke beskæftigelse og omsætning, men det må sikres på en måde, så den dyrebare natur går fri.

Der er praktiske miljøopgaver og visse planlægningsopgaver, som kun kan løses på stedet af den kommunale forvaltning. Men der er så mange grænseoverskridende opgaver, at de bedst planlægges, administreres og løses på et overordnet plan i forventning om sund fornuft hos de ansvarlige ministre eller i hvert fald et folketingsflertal.

Da Miljøministeriet under alle omstændigheder skal stå for en ganske betydelig kontrolvirksomhed i den kommende kommunalstruktur, er der næppe mening i at tillægge en del af miljøopgaverne de nye regioner.

Da den store risiko for øget bureaukrati skal imødegås, bør regeringen drage konsekvensen og lade Miljøministeriet overtage det meste af det administrative ansvar, som amterne efterlader. Så kan Folketinget meget naturligt overtage rollen med den endelige og entydige, overordnede kontrol, som grænseoverskridende emner kræver.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen