Kronik: Nationalstaten er en ghetto

Jeg flytter ind i en ghetto, hvor naboer og genboer er danskere som jeg, men nationalstaten er jo en ghetto, en noget større, men stadig væk bare en ghetto, og det ligger altså dybt i vores natur at søge sammen med mennesker, der ligner os selv - og denne natur kan ingen ideolog lave om på, skriver kronikøren.

Lad mig straks indrømme, at der er lavt til loftet, hvor jeg bor, indrømme at jeg går i meget små sko og ikke mindst, at jeg lider af xenofobi og lignende, men netop derfor har jeg brug for de stærkeres beskyttelse.

Midaldrende taxichauffør og dermed en af Pia Kjærsgaards trofaste støtter der foragtes og nedgøres af alle vore vidtskuende humanister, ja det er hvad jeg er, men i min taxi læser jeg Søren Kierkegaard og elsker i høj grad hans bemærkning om den særlige slags humanister, der elsker kafferne i Afrika, men hader deres nabo.

At elske 500 millioner afrikanere i én sætning er slet ingen kunst, det kan jeg skam også sagtens, men at elske eller bare udholde et rigtigt levende menneskes selskab år ud og år ind kræver uendeligt meget af et menneske, og derfor skammer jeg mig slet ikke over at overlade Afrika til afrikanerne, mens jeg koncentrere interessen om mine nærmeste.

Interessen for mine nærmeste breder sig som ringe i vandet fra vores lille forstad Islev til hele København og derfra til hele kongeriget og videre ud til den ganske verden. Tilstanden i verden som helhed påvirker jo forholdene her i EU, og situationen i Europa influerer jo på Danmark og sådan videre tilbage til os i det lavloftede rækkehus her i Islev.

I min indkøbskurv finder jeg æbler fra Australien, vin fra Chile, kartofler fra Samsø og legetøj fra Kina, og som forbruger glæder mig over, at Islev nu er en global landsby og ikke bare en ussel station på S-togslinjen til Ballerup.

Som dansker, som ægtemand, som far og morfar og ikke mindst som sælger af egen arbejdskraft er jeg dog mindre lykkelig.

Jeg ved, hvad der glæder min hustru, ved, hvad der glæder mine døtre og mit lille barnebarn, men ved derfor også, hvor vanskeligt det er at glæde dem alle på samme tid og ved den samme handling og har netop derfor indset det komplet umulige i at finde noget, der kan glæde alle danskere, alle afrikanere, ja alle mennesker på hele jorden på én gang.

Derfor er jeg så glad for mindet om Poul Schlüter, der kaldte ideologi for noget bras, der ikke hører hjemme i den politiske verden, thi religion er ideologi, og ideologi er religion, er troen på at jeg kan gøre dig lykkelig, at jeg véd, hvad der er godt for dig, véd det meget bedre end dig selv.

Lad os derfor hellere begynde med etikken, ikke som ideologi, men som en drift i det enkelte menneske og straks hævde, at moral er et og etik noget andet og dybere.

Moralen forstået som forskellen på den rosværdige og den forbryderiske handling varierer med tid og sted. Vi ved jo som eksempel, at homoseksualitet var umoralsk, nærmest forbryderisk for bare 40 år siden og blev straffet med døden i England for 200 år siden, men i dag er det forbryderisk bare at tale nedsættende om de homoseksuelle.

Vi ved, at det engang var forbryderisk at bedrive hor og ved, at i dag er både hor og skilsmisse helt i orden om end en smule beklagelig.

Ja, moralen forandres med tiden og med stedet, og vi danskere forstår slet ikke muslimernes moral, der ligner vore forfædres til forveksling, ja det sidste ved vi og mener derfor, at vores nutidsmoral er mere udviklet er mere menneskeværdig end deres og føler os derfor berettiget til at påtvinge dem vores livsform.

Vore forfædre mente, at de gjorde det gode ved at fange afrikanere, føre dem til Vestindien og gøre dem til kristne slaver, og nu mener vi, at vi gjorde det gode ved at rende efter USA for at fjerne en grim diktator i Irak og give det stakkels undertrykte folk et moderne demokrati, men hvad fik de, anarki og kaos og sådan går det hver gang, vi forveksler etik og moral og ophøjer moralen til ideologi.

Etikken er i højere grad den mennesket iboende drift efter andre menneskers selskab og derfor også dets vilje til at afpasse sine handlinger efter fællesskabets moral, dets vilje til at forsvare sit eget fællesskab, det fællesskab, hvori det voksede op og føler sig hjemme.

Som dansker føler jeg det danske fællesskab som bedre end det svenske, det tyske ja som ethvert andet menneskeligt fællesskab, men jeg husker årsagen til denne følelse, nemlig at jeg er født og opvokset i dette lille bitte nationale fællesskab og ved derfor, at for svenskeren er svensk det bedste og for sunni-irakeren er sunni-irakisk det allerbedste, som det er værd at dø for.

De fleste af os fødes jo ind i en bestemt familie, der tilhører et bestemt folk, der kommunikerer indbyrdes på et bestemt sprog, og medens familien både kan betragtes som en flok og et fællesskab, så kan folket som sådan aldrig blive andet end et fællesskab for det enkelte menneske.

Familie, venner og bekendte, kolleger og kunder er mennesker for mig, mennesker med et ansigt, et navn, mennesker med sorger og glæder, men langt hovedparten af danskerne forbliver ukendte for dig såvel som for mig, kun ordet dansk forbinder os og binder os sammen, fordi både den ukendte og jeg identificerer os med dette ord.

Jeg identificerer mig også med ordet taxichauffør og tilhører derfor et fællesskab, der rummer mennesker, der tilhører det berbiske, det pakistanske, det irske, ja stort set alverdens forskellige nationale fællesskaber og vel stort set også alverdens religiøse fællesskaber, men disse forskelle spiller ingen rolle, når der opstår konflikt mellem en taxidriver og en kunde, thi etikken byder mig at kendes ved at holde med mine egne.

Af selv samme grund fylder det mindre end intet i de danske medier, at 12 irakiske politifolk i dag blev bombesprængt, det er ikke en nyhed, thi i går og i forgårs hændte jo det samme - og en iraker er jo bare en iraker for en dansker.

Kun qua ordet menneske føler jeg med de stakkels lidende flygtninge i Dafur-provinsen, kun qua ordet menneske med de døde og de efterladte fra de jævnlige ulykker i kinesisk mineindustri, men før jeg vil ofre mine midler for disse mennesker, vil jeg ofre dem for os europæere og før det for os danskere og før det for min egen familie, men netop derfor beundrer jeg en enkelt iraner, som jeg havde som kunde i min taxi. Han var flygtet fra den fundamentalistiske politiske ledelse i sit hjemland og mente, at det var hans pligt at blive så dansk som vel muligt.

Han talte perfekt dansk, klædte sig dansk, spiste dansk mad og selvom han stadig følte sig stadig som iraner, mente han, at hans børn også ville føle sig som danskere.

Han adlød etikkens bud om at tilpasse sig det særlige menneskelige fællesskab, som han havde valgt som sin livsbase.

Selvom etikken er en given sag, der gives os i fødselsgave, så er fællesskabet slet ikke givet, thi barnet vil ganske vist række ud efter sin mor, og hvis mor føler sig forankret i det danske, vil barnet følge efter, men hvis mor er ligeglad med det danske ligeglad med ethvert bestemt fællesskab, så vil barnet kunne blive nøjagtigt så rodløst som sin moder - og som moralen er i dag, så er det jo nærmest forbryderisk at lovsynge det særligt danske, ja det er faktisk god dansk moral at nedgøre det danske fællesskab i tolerancens hellige navn.

Vi ser det jo i dansk politik, hvor hovedparten af vore partier kæmper for "værdier" som demokrati, menneskeret, fri handel, fred i Europa og kun eet parti åbent vedkender sig sin danske oprindelse og lover os at varetage danskernes fælles interesser og inden for det danske folks rammer i særlig grad kæmpe for arbejdernes og pensionisternes tarv - åh gid jeg dog kunne have samme grad af tillid til vore socialdemokrater, til venstre, til SF , de radikale, de kristne og enhedslisten, der nok alle rummer en Holger Danske, men en etisk sovende Holger.

Spændt følger jeg krisen i Ukraine og tænkte mit, da jeg læste, at de østlige provinser støttede den siddende regering, der ønskede at binde Ukraine til Rusland, tænkte mit, da jeg senere læste, at disse østlige ukrainere var russisktalende og dermed i min terminologi medlemmer af det russiske folkefællesskab, tænkte mit, fordi EU med de åbne grænser for folk fra øst og syd kan bringe Danmark i den samme situation i løbet af uhyggeligt få år, en stat, der rummer flere folk, der hver vil regeres efter sin særlige moral, der naturligvis skal ophøjes til fælles lov for hele befolkningen.

Jeg gruer for den dag, hvor 30 måske 40 pct. af menneskene i Danmark tilhører fremmede fællesskaber, gruer ved tanken om at leve i et grænseland, hvor fællesskaberne kæmper om magten i gaden og i bydelen.

Jeg flytter ind i en ghetto, hvor naboer og genboer er danskere, som jeg, men nationalstaten er jo en ghetto, en noget større, men stadig væk bare en ghetto, og det ligger altså dybt i vores natur at søge sammen med mennesker, der ligner os selv - og denne natur kan ingen ideolog lave om på.

Det er givetvis uhyre spændende at færdes blandt hovedjægere på Fiji-øerne og leve blandt kannibaler på New Guinea, men mere trygt at bo blandt kedsommelige danskere i Islev og sammen nyde æblerne fra Australien og vinen fra Chile, mens vi underholder hinanden med dumme danske vittigheder og så i øvrigt overlade Australien til australiere og Chile til chilenere.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen