Hvilke krav skal vi stille?

JEG LÆSTE med stor interesse sognepræst Lone Hind-øs artikel 26/12, "Ret radaren mod de ældre".

Lone Hindø giver i sit indlæg seks billeder på, hvordan gamle har det i dag.

Som pensioneret hjemmesygeplejerske har jeg lyst til at give disse seks historier et par ord med på vejen.

Billede 1: Hun var ked af, at aftenerne blev så lange. Smerterne i ryggen sled hårdt. Hun kunne ikke selv tage strømperne af og kunne heller ikke komme i natkjolen. Nu kom kvinden fra kommunen, som skulle hjælpe hende, allerede kl. 17.30. Det betød, at hun hele aftenen skulle gå i morgenkåbe.

Kommentar: Ordene »Kvinden fra kommunen« skærer meget i mine øjne. Det drejer sig højst sandsynligt om en sød hjemmehjælper. Men hvad er det egentlig, denne kvinde ønsker?

Ikke tid til hyggebesøg

Rigtigt, det er flere besøg om aftenen. Men som normeringerne er, så er det umuligt med hyggebesøg. Og ofte vil folk, og især folk med mange smerter, selv bestemme, hvornår de vil i seng. Og det er slet ikke ualmindeligt, at de selv beder om at blive gjort natklare, så de har den frihed.

Da jeg var ung hjemmesygeplejerske i 1970'erne, sluttede vores vagter kl. 16. Så var der først hjælp at få efter kl. 8 den følgende dag.

Husmoderafløserne arbejdede heller ikke efter kl. 16, og hjemmehjælpere fandtes ikke.

Billede 2: Han var enkemand og fik nu kun rengøringshjælp én time hver tredie uge. Han havde det jo godt, sagde de. Problemet var dog, at han langsomt mistede synet og ikke længere selv kunne se, hvor nusset, ja direkte snavset, der var blevet. Hans svigerdøtre kunne godt hjælpe, men for deres svigerfar ville det føles som en stor ydmygelse.

Kommentar: Her er det så man må stille spørgsmålet: Er det samfundets opgave at sørge for, at børn og svigerbørn kan holde ud at være i et hjem?

Rigelig med hjælp

Tilbage i 1970'erne gav man så rigeligt med hjælp til at få holdt hus, at børnene ofte lod de snavsede glas, tallerkener og bestik stå, for der kom jo husmoderafløser dagen efter.

Billede 3: Hun var ikke stået op, da jeg kom. Var hun syg? Nej, men en ruteændring betød, at hun først fik morgenmad og hjælp til at komme op omkring klokken halv elleve.

Kommentar: Der kan jo være tale om en kortvarig ruteændring pga. flere meget syge. Ellers må det være ledelsens pligt at sørge for ekstra bemanding.

Billede 4: Hun var bitter. »Dem, der har det bedst, er dem, der har børn, nevøer og niecer til at presse på, når man skal have hjælp fra det offentlige. Vi gamle enlige kommer bagest «, sagde hun ofte.

Kommentar: Jeg har siddet til flere møder med disse højtråbende, kværulerende pårørende. Men jeg synes altid, at alle har bestræbt sig på at give den hjælp, der var behov for i hvert enkelt tilfælde. Og ikke mere.

Billede 5: En ældre kvinde: »Jeg snakker meget med på kurset, for jeg skal have indhentet så meget«. Undertiden ringer min bror. »Jeg synes, du lyder så hæs«, siger han. »Nej, men jeg har ikke talt med nogen i tre dage« Hendes kloge øjne kiggede da over på mig, og hun sagde: »For det tæller jo ikke med, at jeg ved kassen i Netto spørger: Hvor meget bliver det?«

Kommentar: Hvad er det, den kvinde ønsker?

Hun er rask og rørig og kan tage på kursus.

Hun har en telefon, som fungerer, og som hun sidder og glor på, indtil broderen ringer. Hvorfor ringer hun ikke selv?

Hun er også så rask, at hun kan gå i Netto, hvorfor er hun ikke besøgsven hos Røde Kors? Hun har både tid, kan gå og kan tale.

Billede 6: Hendes største ønske var at blive hjulpet ud i den friske luft. Kommunen havde prioriteret den mulighed væk. Hendes netværk var yderst spinkelt, så nu levede hun et stueliv. Resultatet: Hun bliver inde, og isolationen bliver endnu større.

Kommentar: Man kan jo også gøre alt for at isolere sig. Jeg synes, at der rundt om i kommunerne både i byer og på land gøres et utroligt stort arbejde for at få de ældre ud af deres boliger. De kan blive hentet og kørt på ældrecentrene, hvor der foregår rigtig mange aktiviteter. Men mange ældre vil ikke afsted.

Lone Hindø nævner senere i sin artikel, at vi svigter de svagere ældre i disse år. Alt for mange er alene i mange timer, kun afbrudt af hjælpere, som bringer mad, klæder på, klæder af, giver medicin m.v.

Og det er nok rigtigt.

Hvor er præsten?

Selv præsterne holder sig tilbage i vore dage.

Er det på grund af tidnød? Tilbage i 1970'erne, da jeg startede i hjemmeplejen, havde min kollega og jeg et vældig godt samarbejde med vores præst. Han tog uopfordret ud og besøgte de gamle.

Og det levede de højt på længe.Og var der nogen, som gerne ville have en snak med præsten, så var det bare et ring.

Senere hen i livet har jeg kørt i andre distrikter, men har aldrig hilst på præsten.

Ikke at forstå at præsten ikke kommer, hvis man beder om det. Slet ikke.

Sig ikke at man ikke kommer hinanden ved. Nogen steder gør man i hvert fald. Men det ville være godt med mere åbenhed om det at blive gammel.Skal vi bare stille krav til andre? Skal vi slet ikke stille krav til os selv?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.