Bedre forhold
DER ER meget fokus på pasningsgaranti i debatten om børneinstitutioner.
Garanti for pasning bør være en selvfølge i et samfund, hvor langt de fleste husstande er afhængige af to indkomster. Men det er ikke nok - der skal også være garanti for gode forhold i institutionerne.
Pædagoger, medhjælpere og institutionsledere udfører generelt et meget stort og vigtigt arbejde, men forholdene i institutionerne er ikke gode nok.
Mange steder er der for mange børn/for lidt plads i institutionerne, og alt for mange børn per voksen. 3 voksne til 12 børn i vuggestuerne og 3 voksne til 22 børn i børnehaverne. Og så er der ikke taget højde for ferie, afspadsering og sygdom.
Jeg mener, at det er på grænsen til det uansvarlige, og der bør være regler for, hvor mange børn, der maksimalt må være pr. voksen.
Daginstitutionerne skal være behagelige og stimulerende steder for personalet og børnene.
Det skal ikke være overfyldte stuer med stress, larm og for lidt tid til det enkelte barn.
De basale rammer for vores børn i daginstitutionerne er ganske enkelt ikke gode nok.
Det koster naturligvis at forbedre vilkårene, men det er efter min mening en nødvendig og meget værdifuld investering.