Kronik: Abrahams spor i tre religioner

I forbindelse med Københavns Universitets nye satsningsområde i religion er de tre kronikører gået helt tilbage til den bibelske patriark Abraham for at undersøge hans centrale rolle for jødedommen, kristendommen og islam. Der tegner sig et kritisk billede af en figur, der både "samler" og "splitter", skriver de.

Hvad har islam, kristendommen og jødedommen overhovedet til fælles, lyder spørgsmålet nu om stunder. Det er ikke blot et spørgsmål, som udspringer af teologisk nysgerrighed, men også af den verden vi bebor i dag. For nu - som før - synes mange af denne verdens konflikter at henvise til disse religioner. Man kunne imidlertid også vælge at spørge, hvem disse tre religioner har til fælles - ud over Gud naturligvis. Én person træder særligt frem: Abraham!

Indenfor religionsvidenskaben betegnes disse tre religioner, der på godt og ondt er knyttet til hinanden, som de store abrahamiske. Betegnelsen er diplomatisk på trods, for der er jo nok at være uenige om; jøderne vil ikke anerkende Jesus som Messias endsige Muhammed som gyldig profet, ligesom de kristne heller ikke vil vide af Muhammed og omvendt ikke betragter Det Gamle Testamente som et selvgyldigt skrift men som en forløber for Det Nye Testamente.

Muslimerne anerkender jødernes og de kristne helligskrifter som forgængere for Koranen, men også kun som forgængere - Koranen er i den henseende "Det Sidste Testamente". Det diplomatiske moment i disse åbenbare og fundamentale splittelser er ikke mindst Abrahams fortjeneste, og særligt to forhold knytter sig hertil; dels det slægtskabsmæssige i form af et stamfaderskab, som både jøder, Jesus og muslimer påberåber sig, dels det religiøst forbilledlige og eksemplariske i en figur, hvis tillid til Guds uransagelige planer tilsyneladende er urokkelig.

Abraham kender vi først fra jødedommens Bibel, som vi her til lands oftest kalder Det Gamle Testamente. Men det betyder ikke, at jødedommen blot gengiver den oprindelige Abraham-historie, mens de andre religioner fortolker eller omtolker den. Man tolker uundgåelig dét, man giver videre.

Fortolkningerne gør Abraham, der allerede i Bibelen er troens og jødedommens fader, til en strengt lovoverholdende jøde. I mange fortolkninger overholder han således love, som i den bibelske fortælling slet ikke fandtes endnu på Abrahams tid. F.eks. efterlever han de regler om rene og urene fødevarer, som først bliver formuleret i 3. Mosebog, og altså ifølge Bibelens egen beretning endnu ikke forelå i Abrahams levetid, eller han fejrer jødiske fester, som i Bibelen først bliver indført under Moses hundredevis af år senere.

På den måde bliver Abrahams dyder som al jødedoms fader gjort endnu mere fremtrædende; men samtidigt tager fortolkningerne livtag med de mindre flatterende eller direkte uhyggelige aspekter af den bibelske Abraham: Et eksempel er den episode (1. Mosebog kap. 12), hvor Abraham under et ophold i Ægypten frygter at blive dræbt for sin smukke hustru Saras skyld: Han griber til den tvivlsomme list at præsentere hustruen som sin søster, så Farao ikke behøver dræbe Abraham for at kunne indlemme Sara i sit harem. Plottet bliver i Bibelen præsenteret uden nogen form for forklaring eller undskyldning for Abrahams manøvre. Men nogen har øjensynligt følt et behov for en sådan forklaring: I det Dødehavsskrift som kaldes "Genesis-apokryfen", har Abraham på vejen til Ægypten en drøm, som inspirerer ham til sin nødløgn. I drømmen ser han to træer, et cedertræ og en palme. Da nogle skovhuggere vil fælde cedertræet, går palmen i forbøn for det, men den begrundelse, at de vokser af den samme rod. Abraham vågner, og forstår at cederen er ham selv, og palmen er Sara, og at hun skal redde ham ved at sige, at de er søskende. Og da drømmen må være sendt af Gud, er det altså Gud selv, der får æren for det temmelig penible kneb, der dermed bliver hvidvasket.

Mere berømt er den senere episode, hvor Gud befaler Abraham at ofre sin søn Isak, og Abraham lydigt gør sig klar til at efterkomme kravet. Både blandt jøder, kristne og muslimer er episoden i oldtiden blevet opfattet som et tegn på Abrahams store fromhed - men alligevel har fortidens læsere ligesom de nutidige naturligvis følt det uhyggelige ved Guds krav. Hvorfor stiller han Abraham på denne "prøve"? Selve bibelteksten giver intet svar.

Forskellige jødiske traditioner forestiller sig, at enten englene, de fremmede folkeslag eller Abraham selv har sat spørgsmålstegn ved, om Abraham nu viste sin store fromhed tydeligt nok ved sine ofre til Gud - og Gud iværksætter så "ofringen" af Isak for at give Abraham anledning til at vise den hengivenhed, som Gud sådan set allerede véd, at Abraham nærer. "Trosprøven" er altså i højere grad end i Bibelen en skinmanøvre.

Med kristendommen ændres synet på Abraham. Nu er Abraham ikke længere den lovoverholdende jøde; tværtimod bliver han i Det Nye Testamente bragt på banen i et opgør med Moseloven, et opgør, der finder sit mest markante nedslag i Paulus' breve, først og fremmest Romer- og Galaterbrevet. Paulus interesserer sig her for, at Abraham blev troens fader, idet han stolede på Guds løfte om, at Gud ville gøre hans efterkommere talrige som himlens stjerner. Og, siger Paulus, dette løfte fik Abraham dels som uomskåret (selve omskærelsen var blot et tegn og et segl på dette løfte, givet af Gud), dels blev løftet givet før Moses modtog lovtavlerne på Sinai bjerg.

I Paulus' fortolkning bliver Abraham således stamfar også til uomskårne, altså ikke-israelitter. Derved distanceres Abraham både fra Israel som etnisk kategori og fra Moseloven. Denne frakobling baner vejen for Paulus' påstand, at Kristus er Abrahams sande afkom. Med Kristus genåbnes det spor, der går tilbage til Abraham; og det er et spor, der indefra sprænger den jødiske tradition, som er bygget op omkring omskærelse og Moselov. Konsekvensen for Paulus bliver, at den nye Kristus-tro er udtryk for sand jødedom - og det, skønt der i realiteten blev tale om et brud.

Den tidligste kristendom rummer foruden den paulinske en række andre fortolkninger og overtagelser af Abraham-skikkelsen. Bevægelsen synes dog hver gang at være den samme: Der gribes tilbage til en Abraham-skikkelse, der først "renses" for gamle fortolkninger, for derefter at blive genstand for nye. Fx kan man i evangelierne læse om Johannes Døberen, der kommer slentrende i ørkenen og udfordrer jødernes selvforståelse: »...jeg siger jer: Gud kan opvække børn til Abraham af stenene dér«. Tilbage står nu den overvejelse, om Koranens forståelse af Abraham-skikkelsen kunne tænkes - som et ekko - at stå i gæld til den fortolkningsaktivitet, vi bl.a. møder hos Paulus? I så fald må den traditionelle bestræbelse på at sammenligne jødedom og islam også føre til en inddragelse af tendenser inden for kristendommens formative periode - helt bortset fra, hvad Koranen så i øvrigt mener om Jesus-skikkelsen.

Paulus synes nemlig at gøre brug af det samme greb som profeten Muhammed, da han nogle hundrede år senere knytter til ved Abraham.

Med islams Abraham, på arabisk Ibrâhîm, opstår et religionshistorisk paradoks, eller måske nærmere en nedsmeltning. For nok er islams "genbrug" af Abraham kronologisk betragtet det yngste eksempel blandt de tre religioner, men i islams egen optik er Abraham før end såvel kristendom som jødedom. Derfor irettesætter Koranen "Bogens folk", dvs. jøderne og de kristne(3:66): »O, I Bogens folk, hvorfor strides I om Abraham? Toraen og Evangeliet blev ikke åbenbaret før efter ham." I den islamiske selvforståelse er islam ikke det forsinkede tredje knopskud, men tværtimod det første, og derfor fremstiller Koranen Abraham som hverken »jøde eller kristen, men en muslim og én af den rene religion« (3:65). Det er ingen tilfældighed, at Abraham optræder i Muhammeds åbenbaringer. De bibelske fortællinger om Abraham mindede i mange tilfælde om Muhammeds eget liv og karriere. Ligesom patriarken gjorde oprør mod sin fædrenes flerguderi således også Muhammed, der ville en streng monoteisme, dvs. troen på én og kun én Gud. Ligesom Abraham blev udvalgt af Gud således også Muhammad.

Ligesom Abraham måtte rejse væk fra sin fødeegn således også Muhammed, for i 622 e.v.t. forlod han den hedenske by Mekka for at slå sig ned i det nordligere Medina. Og da Muhammed mange år senere vender tilbage til et omvendt og muslimsk Mekka smadrer han - akkurat som Abraham og Danmarks Absalon - gudebillederne i byen. Ved at sætte lighedstegn mellem Abrahams liv og sit eget profetliv kunne Muhammed dels sætte sig i et eksklusivt profetisk slægtskab med de to store bogreligioner, dels betone Abrahams præ-jødiske og præ-kristne status og dermed også dennes ur-muslimske status.

Som sagt er lighederne til det bibelske materiale stort, men ét element adskiller sig markant fra sine jødiske og kristne paralleller. Det drejer sig nemlig om Kabaen, den kubusformede og stoftildækkede bygning i Mekka, som muslimerne verden over vender sig mod fem gange i døgnet - en mere "magnetisk" form for arkitektur kan næppe tænkes. Ifølge Koranen var det nemlig Abraham og sønnen Ismael, som byggede dette Gudshus, bait allâh, i hine tider. Et konkret vidnesbyrd om Abraham finder den fromme muslim i en lille montre nogle meter væk fra Kabaen; det er maqâm ibrâhîm, "Abrahams ståsted", og sandelig om patriarken ikke har sat et fodaftryk her. I disse fodformede fordybninger fortættes Abrahams spor sig for muslimen - måske ikke længere som et "retsmedicinsk" bevis for Abrahams eksistens men som en påmindelse om dennes betydning.

Forskel og lighed kan være både en gave og en opgave. Det er åbenbart for Abraham-figuren og dens respektive forvaltere. Abraham-figuren både "samler" og "splitter": At håndtere dette forviklede paradoks fredeligt og til gavn for hinandens viden synes at være vor tid største interreligiøse udfordring.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.