Avis eller billedblad

SOM MANGEÅRIG abonnent på JP har jeg bemærket en betænkelig udvikling, nemlig den stærkt stigende brug af billeder, ofte i et format, som synes ude af proportion med historien, og som derfor kan opfattes som billigt fyld.

Et grelt eksempel ses i søndagsavisen 12/12. Her har man en historie om en elev på Den Kgl. Balletskole. Artiklen fylder næsten tre sider, hvoraf sammenlagt godt en halv side er tekst. Resten er otte billeder af pigen i forskellige situationer.

Pigen virker både sød og dygtig, og historien er sikkert interessant for hendes familie og enkelte andre.

Men er det ikke lidt af en hån mod os, der betaler de hastigt stigende abonnementspriser, at bruge tre avissider på en historie af den karat.

Jeg har før gjort opmærksom på dette forhold, uden at der har kunnet findes plads til mit beskedne indlæg. Måske ville jeg være mere heldig, hvis det var ledsaget af nogle billeder?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen