Kronik: En misforstået kanon

Nationalstatens ideal var identitet mellem det politiske og det kulturelle, men med denne nye kulturkanon løsrives det kulturelle fra det politiske, og derfor er Brian Mikkelsens tiltag i virkeligheden på samme tid konservativt og progressivt, skriver dagens kronikør.

For tiden lever vi tilsyneladende i en kanon tid. For 15 år siden vidste kun få, hvad en kanon var og endnu færre, hvordan ordet skulle udtales. De fleste vidste, hvad en klassiker var, men i løbet af 1990'erne blevet ideen om en klassiker erstattet af et kanonisk værk. Forskellen er den, at en minister ikke kan nedsætte et udvalg, der bestemmer hvilke værker, der skal være klassikere, men udvalget kan lave en kanon. En klassiker er et mystisk begreb, for ingen ved, hvem der har gjort værket til en klassiker. En kanon er et sociologisk begreb. Det tilsløres ikke, hvordan et kanonisk værk bliver til: nemlig ved en beslutning.

Kanondebatten begyndte i det øjeblik, den ny regering trådte til, for da var det, at kirkeminister Tove Fergo ikke mente, der var behov for en ny salmebog. Kulturkampen var i gang. En salmebog er nemlig en kanon, så kanon er oprindeligt et teologisk begreb. Tove Fergo ønskede at bibeholde den gamle kanon af salmer, men bisperne ville have en ny. Dog skal man bemærke, at stort set ingen var uenige om, at der skulle være en kanon. Man kunne jo overlade det til de enkelte menigheder at lave deres egen kanon, men det ønskede ingen af kirkens topchefer.

Ordet kanon kender vi fra Bibelens undertitel: Den hellige skrifts kanoniske bøger. Bibelen består af en lang række bøger, som man på kirkemøder har besluttet skal med. På den måde bliver disse bøger til en kanon. Samtidig med at man laver en kanon, udelukker man en lang række skrifter. Det kan ikke undgås. Disse bliver med et fint ord apokryfe. Fx er Thomas-evangeliet ikke med i Bibelen. Den protestantiske bibel er i princippet endnu åben, og man kunne godt føje endnu en tekst til, hvis man ville. Dog er den Bibel, vi har nu, en statslig kanon, og den er meget stabil, men den er forskellig fra andre landes bibler.

"Den Danske Salmebog" er også en kanon. Den består af de salmer, som en gruppe, nedsat af ministeriet, har besluttet dels er salmer og dels er gode. Salmebogen er dermed også en slags statslig autoriseret kanon, men igen gælder det, at der findes andre salmekanoner: Indre Mission har deres egen, og den hedder "Hjemlandstoner". En kanon er dermed aldrig individuel eller subjektiv.

For tiden sidder en anden gruppe og er ved at lave en ny "Højskolesangbog"; den skal staten ikke autorisere, men den bliver en kanon alligevel. Man kan, som sagt, kun lave en kanon ved at udelukke en masse. Da den nye salmebog kom, blev der klaget over, at der ikke var nok kvindelige salmeforfattere med. Der var stort set heller ingen nye udenlandske salmer med: den er meget nordisk. Dem, der kanoniserede de sange og salmer, der er med i den nuværende "Højskolesangbog" var anti-EU; så udvalget smed alle de udenlandske sange ud og fyldte den med ukendte nordiske, ikke-sangbare dansktopsange og ufolkelige kulturradikale viser. De nordiske ryger nok ud af den nye højskolekanon, for mon ikke den bliver sådan en lille smule multikulturel?

Så var det, at den gamle marxist, Torben Weinreich, foreslog, at man skulle lave en kanon af dansk litteratur. Igen kom der pres på en venstreminister: denne gang Ulla Tørnæs. Hun var ikke meget for tvang, men hun blev tvunget og gav sig. Der blev nedsat et kanonudvalg. Det fremlagde en forudsigelig kanon, og straks stod forlaget Gyldendal klar med en 11 binds kanon.

Igen mente nogle kvindelige litteraturforskere - helt rituelt - at der var for få kvinder med, og de forsøgte at få os til at tro, at Leonora Christina skrev litteratur.

De fleste syntes dog, at det var en god ide med en kanon. Selv venstrefløjen. Nu begyndte man derfor rundt omkring og spørge: hvorfor er det kun litteratur, der skal kanoniseres? Hvad med malerkunst, musik, film, teater, design osv.?

Det registrerede kulturminister Brian Mikkelsen. Han havde også erfaret, at de fleste gik ind for dannelse, og så kom hans forslag om en bred kulturkanon. Det burde ikke komme som en overraskelse, da han jo er konservativ, og at derfor det vigtigste for ham er kulturarv og kulturbevaring. Det burde derfor heller ikke overraske nogen, at en liberal er lidt lunken, men da regeringen er national-liberal-konservativ, må man give og tage.

En kanon er altid konservativ, og dens formål er at bevare det, der ellers ville forsvinde. Den er en slags museum uden mure. Vi bevarer oldtidsfund, kalkmalerier, damplokomotiver, manuskripter og malerier, så hvorfor skulle vi ikke også bevare nogle store værker? Hvis der ingen kanon er, forsvinder disse værker langsomt, men sikkert. Således er den klassiske dannelse, der var baseret på græsk og latin, nu endegyldigt forsvundet. Skal der ske det samme med de nationale værker, som er sket med de klassiske? En kanon er dermed også æstetisk. De værker, der skal bevares, har nemlig mistet deres brugsfunktion, og derfor bevarer vi dem for deres egen skyld. Hvis man er ligeglad med, at de forsvinder, så kan man også være modstander af en kanon.

Men hvorfor skal staten stå for denne kulturbevaringsopgave? Hvem ellers? Jo, der er jo en konkurrerende kanon et andet sted: på det frie marked. Markedets kanon hedder bestsellerlisten for litteraturens vedkommende. Denne kanon justeres hver uge. Det er vist nok Dan Browns "Da Vinci Mysteriet", der er nummer et, og hvis man vil være dannet på markedets betingelser, så læser man den. Hvad musikken angår, er der jo også top-ti-lister. Her er det forbrugerne, der laver kanon, og de efterligner hinanden. Markedet kan dog ikke bevare klassisk og moderne kompositionsmusik, derfor bør staten gøre det. Kim Larsen og Sussi og Leo skal nok klare sig, men hvad med Hans Abrahamsen, Tage Nielsen eller Steen Pade? Med andre ord: hvis ikke vi får en musikkanon, vil fremtidens børn og unge drukne i pop, rock og rap. Det er derfor musiklærernes lidet misundelsesværdige opgave at begrænse den rytmiske musiks - dvs. markedets - dominans. Musikundervisning er kampen mellem kanon og pop-top-ti.

Er der så ikke her en konflikt mellem marked og stat? Og hvordan kan liberale gå med til, at staten skal bestemme, hvad der er kanonisk kunst? Nej, der er ingen konflikt. Det er jo ikke nutidens kunst, der skal kanoniseres eller bevares, for vi ved ikke, hvad der vil overleve. Markedet og lidt kunststøtte sørger for nutidens kunst, men fortidens vil forsvinde, hvis den ikke bevares. Så markedet skaber, og staten bevarer, skønt hele ideen med at lave lister i sidste instans kommer fra markedet.

Er det så ikke et udtryk for ekspertvælde og smagsdommere? Dem der siger sådan forstår ikke, hvad en kanon er, og hvordan den bliver til. Det er traditionen, der udvælger kanon, og den er ikke udtryk for et udvalgs smagsdom. Smag betyder i denne sammenhæng ingenting. Heibergs "Elverhøj" er en selvfølgelig del af den danske teaterkanon, uanset om man nu synes om stykket eller ej. Det samme er Johannes Ewalds "Fiskerne", J.C. Hostrups "Genboerne" og Kjeld Abells "Melodien der blev væk". Det er nemlig ikke et værks iboende kunstneriske kvalitet, der afgør, om det skal med i kanon eller ej. Skulle Thorvaldsens hvide "Jesus" så med? Nej.

Hvordan bliver et værk kanonisk og får kunstnerisk værdi? Her kommer reglen: Det er ikke, fordi et kunstværk er et stort værk med værdi, at det har glædet og inspireret mennesker gennem tiderne, nej, det er omvendt. Det bliver et stort kunstværk, fordi mange mennesker gennem tiderne har glædet sig over det og fundet det godt og værdifuldt. Derfor skaber en kanon kunstværket og giver det værdi, som det ville tabe, hvis der ingen var til at beundre det. Hvad er et godt billede værd, som ingen ser?

Til slut kommer vi til spørgsmålet: er der ikke tale om et forsøg på at forsvare det nationale mod det globale? Er Brian Mikkelsens kulturkanon et forsøg på at styrke nationalstaten? Skal somalierne læse Holberg, palæstinensere se Willumsen og irakere høre Weyse? Og bliver de danskere af det? Der er mange svar på disse spørgsmål. For det første vil den nye EU-traktat styrke og respektere nationale identiteter. Så en kulturkanon er helt i tråd med disse nationale toner fra EU.

For det andet er det danske ved værkerne ikke ophavsmandens fødested. Holberg er dansk i Danmark og norsk i Norge. Om Thorvaldsen fra Island gælder det samme. Og Kuhlau.

For det tredje bliver man ikke hverken mere eller mindre dansk af at læse, se og høre den nye, nationale kanon. Man bliver jo heller ikke englænder af at læse Shakespeare eller tysker af at læse Goethe, men kan komme til at holde af engelsk og tysk sprog og kultur. Kanonisk kunst er ikke identitetsdannende.

Men allervigtigst er det vel, at den foreslåede kulturkanon er et udtryk for en æstetisering af det nationale. Det danske identificeres dels med fortiden og dels med kunsten, og dermed løsrives det nationale fra det politiske og det statslige. Deri ligger det politisk vigtige i denne sag.

Nationalstatens ideal var identitet mellem det politiske og det kulturelle, men med denne nye kulturkanon løsrives det kulturelle fra det politiske, og derfor er Brian Mikkelsens tiltag i virkeligheden på samme tid konservativt og progressivt.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.