Leder: Pengedis

DEN DANSKE finansverden i skikkelse af Finansrådet er gået til frontalangreb på Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP).

Baggrunden er, at et flertal i Folketinget vil give danskerne adgang til at bruge Den Særlige Pensionsopsparing (SP), der administreres af ATP, som primær pensionsordning. Det vil sige, at de kan indbetale mere end den ene procent af bruttolønnen, som SP hidtil har bestået af.

Finansrådets formand, Peter Straarup, der tillige er ordførende direktør for Danske Bank, er stærk modstander af, at det statsejede ATP overhovedet eksisterer.

»Hvis man kan demontere én spiller (ATP), vil det blive bedre. Vi er tilhængere af et samfund baseret på markedsøkonomiske principper, hvor staten ikke skal drive virksomhed gennem lovgivning,« sagde Peter Straarup i forbindelse med Finansrådets årsmøde.

De færreste kan være uenige i, at markedsøkonomi er det eneste rigtige fundament, men det forudsætter, at markedsøkonomien er fuldt funktionsdygtig, hvilket igen forudsætter, at markedet er absolut gennemsigtigt. Set med forbrugernes øjne må man desværre konstatere, at markedsøkonomien inden for den danske finansverden ikke fungerer, som den burde.

Nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen advarede således på Finansrådets årsmøde mod en snigende tendens til, at bankrådgivere bonuslønnes til at sælge bestemte produkter frem for at rådgive i kundens bedste interesse.

ATP er den formueforvalter i Danmark, der har de laveste administrationsudgifter.

Det er derfor svært at frigøre sig fra den tanke, at Finansrådets ønske om at komme ATP til livs kan hænge sammen med ulyst til at sammenligne de administrationsudgifter, der i fæl grad udhuler danskernes pensionsopsparing. I det hele taget er gennemsigtigheden i den danske finansverden temmelig diset, og bankerne med Peter Straarups egen mastodont i spidsen synes ikke forhippet på at få disen til i at lette.

Som vi kunne berette i avisen i torsdags, er den danske bankverden mere end almindeligt fodslæbende, når det gælder om at etablere en database, der sætter forbrugerne i stand til at gennemskue den påståede konkurrence på finansmarkedet.

Står det til Peter Straarup og de øvrige medlemmer af Finansrådet, skal forbrugerne ikke have mulighed for at sammenligne produkter, ydelser, renter, gebyrer, osv. Vi må derfor nøgternt konstatere, at markedsøkonomi i Finansrådets univers åbenbart ikke er et begreb, der kan tages for pålydende, hvilket til fulde illustreres af det morads af gebyrer, som man i dag opkræver med en kreativitet og nidkærhed, der må få enhver socialdemokratisk skatteminister til at revne af misundelse.

Markedsøkonomien fungerer ikke, så længe de, der udbyder varer og tjenesteydelser, lægger et røgslør ud over markedspladsen, så kunderne nok kan se, hvad de køber, men ikke, om konkurrenten har bedre og billigere varer på hylderne.

Forudsætningen for, at ATP kan vristes fri af statens greb er derfor, at markedsøkonomien og gennemsigtigheden stortrives i den danske finansindustri.

Ingen sidder som Peter Straarup med de tråde i hånden, der kan trække i den rigtige retning.

Man må se frem til, at han bruger denne indflydelse til at løfte markedsøkonomien fra at være et smukt ord på Finansrådets talerstol til at blive den virkelighed, som kunderne møder.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen