Leder: Annan må gå

DANMARK ER en af de nationer, der betaler mest til FN. I hvert fald når regnestykket gøres op i forhold til indbyggere og bruttonationalprodukter.

Skal der regnes i rigtige penge, er USA den største donor. Amerikanerne finansierer mellem en fjerdedel og en femtedel af FN's budget.

Nu ledes FN til dels efter andelsprincippet om en stemme pr. medlem uanset gårdens eller pengetankens størrelse. Men det er ikke det samme, som at man ikke bør lytte ekstraordinært opmærksomt, når den største andelshaver er stærkt utilfreds med lederen.

Af mange grunde er amerikanerne ikke tilfredse med Kofi Annan.

Politisk vejer stærke uoverensstemmelser om hele Irak-situationen tungt.

Det er problematisk nok - men er ikke længere kerneproblemet. Problemet er skandalen om Iraks olie-for-fødevarerprogram. Programmet løb fra 1996 til krigsudbruddet i marts 2003.

Det var FN's idealistiske forsøg på at veksle Iraks olie til nødhjælp for Saddam Husseins lidende undersåtter. Kofi Annan var blandt initiativtagerne og direkte involveret i den første afskibning.

Det var, inden han blev generalsekretær og øverste ansvarlige for hele FN.

Omkring 400 mia. kr. rullede igennem programmet. Nu hævder amerikanske politikere, at en fjerdedel havnede i forkerte lommer. Der tales om historiens største svindelnummer.

Der kører to undersøgelser. En iværksat af den amerikanske kongres. Den anden FN's egen.

I sidste uge blev det afsløret, at Kofi Annans søn har modtaget ca. 15.000 kr. om måneden gennem fire år af et schweizisk firma, der var dybt involveret i programmet. Unge Kojo forlod officielt firmaet to uger, før FN-kontrakten kom i hus. Men har altså alligevel været på lønningslisten.

Kofi Annan og FN's talsmænd har tidligere i år påstået, at forbindelsen mellem sønnen og firmaet var afbrudt. Det var altså objektivt forkert.

Enhver far kan naturligvis ikke gøres ansvarlig for voksne sønners gerninger. Men der stilles helt andre krav, når det handler om så tætte relationer mellem FN's generalsekretær, et kommercielt selskab og en søn, der - altså uden at foretage sig noget - har stået på selskabets lønningsliste.

Denne sag og hele komplekset af sager om nepotisme og korruption vil rulle på livet løs i det kommende år. Som hovedansvarlig og personligt involveret er Kofi Annan blevet en alvorlig belastning for FN.

Så alvorlig at også den danske regering på en pæn måde bør hviske generalsekretæren i øret, at han bør finde sig et andet job.

Organisationen har behov for en leder, der som en samlende figur kan hele gamle sår og lede rivaliserende parter ad kompromisernes snørklede stier. Ikke for en chef i centrum af en gigantisk korruptionssag og i et direkte modsætningsforhold til USA.

Om kort tid tager Danmark plads i Sikkerhedsrådet. Hvis arbejdsbetingelserne skal være bare nogenlunde tålelige og rådet funktionsdygtigt, kræves en anden leder.

Der er desperat behov for en generalsekretær, der kan binde organisationen sammen.

Denne mand er ikke længere Kofi Annan.

Hvis FN skal ud af handlingslammelsen og spores tilbage i rollen som et troværdigt politisk forum for globale beslutningsprocesser, må der findes en anden.

Hellere i dag end i morgen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen