Kronik: Danmarkshistorie bag lås og slå - II

PET og Justitsministeriet overtræder arkivloven ved at nægte udlevering af et dokument tilbage fra Den Kolde Krig. Ombudsmanden har godkendt lovbruddet. Hvad mener de ansvarlige politikere, spørger kronikøren. Er de enige i, at de gulnede KGB-papirer skal forblive bag lås og slå og dermed, at overtrædelse af arkivloven fra selveste Justitsministeriets side er i orden?

Læsere med lang hukommelse vil huske en kronik i Jyllands-Posten 18/9 2003 under overskriften "Danmarkshistorie bag lås og slå". Den handlede om Politiets Efterretningstjenestes (PET) og Justitsministeriets afslag på min ansøgning om adgang til en russisksproget efterretningsrapport fra slutningen af 1970'erne.

Det drejer sig om en 150 siders årsrapport udarbejdet af oberstløjtnant i KGB Oleg Gordievskij. Den omhandlede KGB-stationens arbejde med danske agenter og kontakter i det forløbne år. Gordievskij opholdt sig i Danmark i sammenlagt næsten 10 år under dække af presseattaché. Undervejs mistede han illusionerne om den sovjetiske politistat og valgte hemmeligt at arbejde for den britiske efterretningstjeneste. Som dobbeltagent leverede han i hundredevis af KGB-rapporter til englænderne, der må antages at have videregivet hovedparten til PET.

I sin erindringer skriver Gordievskij specifikt, at den pågældende årsrapport blev videregivet til danskerne, »der havde stor gavn af den.«

Med henvisning til offentlighedsloven søgte jeg i 2001 om aktindsigt i rapporten og fik følgende svar: »En eventuel rapport eller andre dokumenter af den af Dem omtalte karakter, som Politiets Efterretningstjeneste eventuelt måtte være i besiddelse af, er således i givet fald en sag inden for strafferetsplejen. Politiets Efterretningstjeneste kan derfor ikke imødekomme Deres anmodning.«

Afslaget indeholdt ingen begrundelse for, hvorfor der er tale om en sag inden for strafferetsplejen. Det meste af rapportens indhold må antages at dreje sig om opulente frokoster og middage med navngivne danskere, der syntes, at det var vigtigt for "fredens" skyld at pleje omgang med "sovjetiske diplomater". Det er næppe strafbart. Og hvis der endelig var blevet rejst straffesag mod konkrete personer dengang på grundlag af denne eller andre KGB-rapporter, ville oplysningerne jo være offentligt fremme alligevel.

Anke til Justitsministeriet var resultatløs. Fornyet ansøgning efter udskiftning af både regering og PET-chef var ligeledes resultatløs. Alt var ved det gamle.

1/7 2003 trådte en ny arkivlov i kraft. Ifølge loven er tidsfristen for adgang til arkivalier som KGB-årsrapporten reduceret fra 30 til 20 år. Rapporten, der formentlig er fra 1978, kan derfor nu frigives inden for lovens rammer, uden at man behøver vente yderligere fem år eller håbe på dispensation.

Der afgik fornyet ansøgning til PET denne gang med henvisning til arkivloven. Afslaget blev begrundet således: »Generelt skal det endvidere bemærkes, at arkivloven som udgangspunkt finder anvendelse vedrørende sager, der er 20 år eller ældre, mens offentlighedsloven finder anvendelse vedrørende sager, der er yngre end 20 år. Det afgørende tidspunkt for vurdering af fristens udløb er sagens administrative afslutning.«

Det er ubestrideligt, at KGB-årsrapporten er ældre end 20 år. Ved at gøre rapporten til del af en "sag", og ved at henvise til "sagens administrative afslutning" (uden at oplyse tidspunktet herfor), får vicepolitimester Vibeke Christensen "sagen" ind under offentlighedsloven, der angiveligt peger »på væsentlige hensyn til blandt andet statens sikkerhed...«

Justitsministeriet afviste igen min anke og blåstemplede afslaget.

Det er aldeles uholdbart, at forvaltningsmyndigheder som PET og Justitsministeriet sætter arkivloven ud af kraft med henvisning til et i loven ikke eksisterende begreb ("sagens administrative afslutning"). Alene arkivaliets alder er afgørende i henhold til arkivloven.

Herefter var kun at klage til ombudsmanden. 12/2 2004 bekræftede ombudsmanden at have modtaget alle relevante dokumenter i sagen fra min side. 11/11 2004 indløb hans afslag: »Jeg skal meddele at jeg ikke har grundlag for at kritisere Justitsministeriets afgørelse. Den retsopfattelse som Justitsministeriet har givet udtryk for, jvf. ovenfor, giver mig ikke anledning til bemærkninger.«

Hvad er det så for en "retsopfattelse", som Justitsministeriet har givet udtryk for?

Justitsministeriet må helt ud i betænkning nr. 1404 om revision af arkivloven for at finde et strå at klynge sig til:

»Spørgsmålet om beregning af tilgængelighedsfrister er behandlet i betænkningens side 118 ff., hvor der bl.a. er anført følgende:

Tilgængelighedsfristerne er således ikke udelukkende afhængige af karakteren og alderen af de oplysninger, der indgår i arkivmaterialet, men også af arkivmaterialets fysiske struktur. Det vil sige, at tilgængelighedsfristen, hvor det drejer sig om f.eks. en protokol, regnes fra tidspunktet for den sidste indførsel i protokollen. Hvor en samling af dokumenter, en "sag", strækker sig over flere år, regnes tilgængelighedsfristen ligeledes fra datoen for det yngste dokument i sagen.«

Arkivlovens § 29 er dog ganske klar: »Tilgængelighedsfristen for et dokument ... regnes fra dokumentets dato.« Alligevel henholder Justitsministeriet sig i sit afslag til begrebet "sag" fra betænkningen.

Offentligheden må altså ikke få adgang til nogle gulnede papirer i kælderen hos PET i følge embedsværkets mening. Under Den Kolde Krig kunne man forstå, at den slags dokumenter skulle behandles med finesse i en lukket kreds af hensyn til statens og kildernes sikkerhed. Men Sovjetunionen eksisterer ikke længere. Mener PET og Justitsministeriets embedsmænd i fuldt alvor, at vore dages Rusland udgør en militær trussel mod Danmarks sikkerhed?

I sit afslag skriver Justitsministeriet også, »at det i almindelighed vil have afgørende skadevirkning at oplyse om, hvorvidt PET er i besiddelse af oplysninger fra samarbejdspartnere.«

Det er jo ingen hemmelighed længere. Leverandøren af oplysningerne, Oleg Gordievskij, har selv skrevet, at han leverede dem til den britiske efterretningstjeneste, der videregav dem til danskerne.

Hvad mener justitsminister Lene Espersen? Eller kulturminister Brian Mikkelsen, under hvem arkivloven sorterer? For ikke at tale om Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder, der tidligere har talt varmt for gennemførelse af en uafhængig undersøgelse af Danmark under Den Kolde Krig?

Er de enige i, at de gulnede KGB-papirer skal forblive bag lås og slå og dermed at overtrædelse af arkivloven fra selveste Justitsministeriets side er i orden?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen