Med ytringsfrihed følger ansvar
NÅR BERUSELSEN over den kollektive fordømmelse af det bestialske mord på Theo van Gogh har fortaget sig, og eftertanken begynder at indfinde sig, var det måske værd at betænke, at ytringsfrihed - ligesom enhver anden frihed - er forbundet med et ansvar (et ansvar, som indtager en forbløffende beskeden plads i den standende debat om ytringsfriheden).
Et ansvar for, at man ytrer sig anstændigt og ikke gennem sine ytringer forhåner, spotter og nedgør de værdier, som andre har, uanset hvor uenig man måtte være i dem. Et ansvar, uden hvilket ytringsfriheden blot udarter til tøjlesløs, uforpligtende pjat.
Er der grænser for ytringsfriheden? Ja, selvfølgelig er der det.
Der er den grænse, som éns respekt for andre, deres værdier og følelser sætter. Det er ikke noget, der kan lovgives om; det er en grænse, som alene sættes af den enkeltes anstændighed og samvittighed.
Jeg føler mig krænket, når jeg ser mit land benævnt "luderland" af en dømt voldsforbryder. Jeg føler mig krænket, når jeg ser det danske demokrati latterliggjort. Men jeg føler mig også krænket, når jeg hører jøder, kristne og muslimer og deres religiøse værdier forhånet og bespottet.
Tiden er præget af en stadigt mere rå, uforsonlig og hensynsløs udtryksform i den offentlige debat.
I ytringsfrihedens navn synes det at være et mål i sig selv at udtrykke sig blasfemisk, nedgørende og sårende om værdier og holdninger, som man ikke selv deler. Mig forekommer det at være udtryk for sproglig og intellektuel afmagt - en afmagt, der er fuldstændig lammende for enhver dialog. Det er så uendelig let at tage afstand fra vold, mord, kvindeundertrykkelse og æresdrab (hvem gør ikke det?).
Det synes uendelig meget sværere at debattere på en ordentlig og sober måde, der signalerer respekt for andres ret til at mene noget andet. Har vi helt glemt ytringsansvaret?