Til handling, Haarder

Dansk Folkeparti er ved at miste tålmodigheden med integrationsminister Bertel Haarder. Hvornår begynder regeringen at hjemsende afviste asylsøgere, spørger partiets formand.

AT INTEGRATIONSminister Bertel Haarder er fuld af gode hensigter på udlændingeområdet, kan ingen være i tvivl om. Men gode hensigter gør det ikke alene. For når det kommer til handling med hensyn til hjemsendelser af afviste asylsøgere, kniber det gevaldigt.

Det så vi f.eks., da integrationsministeren i forbindelse med repatrieringen af de afghanske statsborgere satte en deadline den 1. november 2002, da ministeren tilbød de, der rejste frivilligt, et beløb på 18.000 kr. i rejsepenge, og hvor han samtidig gjorde det klart, at såfremt tilbuddet ikke blev benyttet, skulle hjemsendelserne foregå med tvang og uden en krone på lommen.

Vi så også konflikten mellem ord og handling, da integrationsministeren senere oplyste, at det første fly med afghanere ville afgå inden påske og samtidig fremrykkede sin deadline for modtagelsen af den rundhåndede økonomiske håndsrækning.

Men påsken er som bekendt for længst ovre, og det samme er DF's tålmodighed. Vi har nemlig ikke set én eneste tvangshjemsendelse.

Set i lyset af manglen på resultater og de mange tomme løfter, tror jeg ærlig talt ikke så meget på, at en hjemsendelse af de ca. 7500 irakere, som Bertel Haarder ellers lovede i påsken, er meget andet end varm luft fra ministerens side.

For selv om DF for nylig fik et løfte om, at der vil blive iværksat en plan for hjemsendelserne, og at ministeren vil undersøge forholdene i Afghanistan, ville ministeren ikke give os nogen konkret tidsfrist.

Undskyldningerne kender vi desværre til hudløshed. Når de pågældende flygtninge ikke kan sendes hjem, skyldes det først og fremmest, at deres lande nægter at modtage dem.

Men en hjemsendelse af irakerne vil være en helt selvfølgelig konsekvens af Saddam Husseins fald. Landet er befriet, og genopbygningen snart i fuld gang.

Alvorlige konsekvenser

Danmark bidrog aktivt til at bringe diktatoren til fald, og vi medvirker nu til at sikre freden med en sikringsstyrke bestående af soldater og politifolk.

Dermed er irakernes forudsætninger for at opholde sig i Danmark effektivt fjernet.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at udlændingeaftalen mellem DF og regeringen var en succes.

De-facto reglen blev afskaffet, retskravet på familiesammenføringer og flygtninges retskrav på en bolig blev ophævet, og der indførtes en 24-års regel for udlændinges indgåelse af ægteskaber samt en nedsat økonomisk ydelse til flygtninge i de første syv år.

Herudover blev det gjort langt sværere at opnå dansk statsborgerskab.

Udlændinge må således ikke længere have gæld til det offentlige, og kravene til kundskaberne i dansk, samfundsforståelse og historie er skærpet betragteligt.

Danmark blev et foregangsland, og det ønskede resultat lod ikke vente længe på sig: Antallet af asylsøgere faldt drastisk. Men regeringen har ikke levet op til aftalen om at sætte skub i repatrieringen af afviste asylsøgere. Derfor får regeringen og DF rigeligt med stof til drøftelser, når udlændingeaftalen skal evalueres om mindre end et halvt år, og allerede nu kan jeg sige, at vi ikke lader os spise af med tomme løfter.

Sættes der ikke forinden gang i hjemsendelserne, foreligger der klart et brud på udlændingeaftalen, som vil få alvorlige konsekvenser for det ellers fortrinlige samarbejde mellem Dansk Folkeparti og regeringen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen