Hvem snyder hvem

DET ER MED stor bekymring, at jeg følger konsekvenserne af den borgerlige regerings prioriteringer. Jeg noterer mig, hvorledes det er af absolut højeste prioritet, at vi, de pæne danskere, ikke bliver snydt af nogen.

Samtidig er der overhovedet ingen bekymring for, hvorvidt vi som samfund snyder andre.

Senest følger jeg med stor gru følgevirkningerne af regeringens seneste stramning af loven om familiesammenføringer. Denne lov har bl.a. som konsekvens, at en række hæderlige danske statsborgere de facto er blevet landsforvist sammen med deres familier. Dette uanstændigt grove indgreb i den personlige frihed begrundes med ønsket om at sikre Danmark mod uønsket invandring (eller "asylfup" som det vist kaldes). Vi bliver nu ikke længere snydt af de skurkagtige fremmede. I stedet snyder vi nu selv sagesløse personer, så tårerne driver.

Er det virkeligt det vigtigste for Danmark altid at sikre os mod at blive snydt? Er alle midler tilladt for at sikre, at ingen har os til bedste?

De borgerlige politikere burde bekymre sig mere om ikke at bringe andre mennesker i ulykkelige situationer. Jeg tror, at jeg vil kalde det almindelig borgerlig anstændighed.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen