Flop til 200 mio. kr.

IGEN ET KÆMPE flop til ca. 200 mio. kr., som hurtigt bliver til en mia. kr., når der indregnes de ekstra omkostninger, der bliver påført samfundet i form af flere trafikdræbte og tilskadekommende. Loven, der blev gennemført med hjælp af Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, er den rene absurditet.

De 200 mio. skal bruges til at hæve hastigheden på ca. 50 pct. af de danske motorveje fra 110 til 130 km/t. Men det kan kun blive på de øde jyske motorveje, disse hastigheder kan opnås. På de fleste motorveje i myldretiden og dagtimerne skal man være heldig, såfremt der kan opnås bare en nogenlunde glidende trafik.

Det, som regeringen burde ofre penge på, er en udbygning af vejnettet og den offentlige transport til gavn for den tiltagende trafik over hele Danmark. Og der kan passende bruges nogle af alle de penge, som bilisterne betaler i afgifter til staten.

Med en så populistisk færdselslov på linje med den dårligt gennemtænkte ældrecheck holder Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti niveauet for deres politiske habitus.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen